Parkeringsanlægget er en del af bygningen Dokk1, som huser Aarhus' hovedbibliotek og Borgerservice. Dokk1 er sammen med bl.a. flere havnepladser og letbanen en del af transformationen af Aarhus Havn.
I forbindelse med transformationen af Aarhus Havn var der et udtalt ønske om at fjerne parkerede biler fra bybilledet og give rummet tilbage til byens borgere og gæster. Realdania By & Byg valgte derfor ikke blot at opføre Europas største fuldautomatiske parkeringsanlæg, men gentænkte hele parkeringsoplevelsen med fokus på både rationel pladsudnyttelse og brugerens perspektiv.
Anlæggets brugere slipper for at bevæge sig gennem snørklede og dunkle kældre og kan nemt parkere deres biler direkte i gadeniveau i en gennembelyst glasbås med naturlig ventilation og udsigt over havnen. Med et par få tryk på et panel fører systemet bilen under jorden, hvor den parkeres på store hyldesystemer. Ved tryk på en knap føres bilen tilbage til brugeren, som kan køre direkte ud.
Selve parkeringskælderen er 100 procent computerstyret, og uden den menneskelige faktor kræver hver bil væsentligt mindre plads.