Bølgende bænke
I Sandvig er den gamle strandpromenade fra begyndelsen af 1950’erne forvandlet til et attraktivt uderum. Den lange strandpromenade er belagt med sort og lysegrå asfalt, der løber i bølgende flader langs hele promenaden. En 160 meter lang bænk følger kystlinjen hele vejen langs stranden.
Strandpromenaden danner allerede ramme om lokale aktiviteter i Sandvig. Der afholdes marked én gang om ugen, hvor den lange bugtede bænk bruges til at udstille varer på. Med en fortællebænk og ved at forbinde det lokalhistoriske arkiv med granitarbejdernes gamle huse giver strandpromenaden også besøgende mulighed for at gå på opdagelse i Sandvigs rolle i Bornholms granithistorie.
Projektet er tegnet af arkitekterne Kragh & Berglund.
Mulighedernes Land
Projekt ’Sandvig Strandpromenade’ er en del af Mulighedernes Land, som er et partnerskabsprojekt mellem os og Bornholm Kommune. Med Mulighedernes Land ønsker vi at bidrage til at skabe en positiv udvikling i yderområderne i Danmark. Projektet har derfor fokuseret på at styrke rammerne for bosætning og turisme ved at forbedre og nytænke de fysiske strukturers indhold, funktioner og udformning.