Fotos der udfordrer fordommene om yderområderne
I mere end et år havde de fire fotografer Christina Capetillo, Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren rejst gennem Danmarks yderområder for at skabe billeder, der kunne give de gængse fordomme om ’Udkantsdanmark’ modstand.
Resultatet af de fire fotografers arbejde endte ud i bogen og udstillingen 'Uden for myldretid', som åbnede den 12. juni 2013 på Bornholms Kunstmuseum. "Uden for myldretid" rummer mere end 100 tankevækkende fotografier, som tilbyder en rejse i åbne landskaber og oversete byrum, en invitation til at se ind i mørket, en refleksion over menneskers måde at være i verden på og over behovet for at sætte skel mellem natur og kultur.
Hver fotograf valgte sit eget fokus, men for alle fire var det ambitionen at transcendere den overfladiske iagttagelse. Udkanten findes måske i politisk og økonomisk forstand, men for fotograferne er ethvert menneske og ethvert sted sit eget centrum. De lod sig inspirere af stedernes historier, mennesker, landskaber og byer og skabte derigennem både en stilfærdig og overraskende hyldest til de potentialer, som yderområderne rummer.
Udstillingen blev vist i sommeren 2013. Efter Bornholms Kunstmuseum fortsatte udstillingen til Kunstmuseet i Tønder, Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring og Fuglsang Kunstmuseum på Lolland.