Grosserens villa i nr. 40 ligger som kronen på værket i området omkring Bakkekammen i Holbæk – et område, der i dag står som arnestedet for bevægelsen Bedre Byggeskik. Ejendommen og det store haveanlæg fra 1917 regnes for et af periodens og ikke mindst arkitekten Ivar Bentsens hovedværker. Realdania By & Byg erhvervede ejendommen, der er fredet, for at sikre huset for eftertiden som et enestående eksempel fra bevægelsen Bedre Byggeskik, der blev en forløber for modernismen.
Bakkekammen 40 i Holbæk
Bakkekammen 40 i Holbæk er et af landets fornemste bevarede eksempler på Bedre Byggeskik-arkitektur. Både huset og haven er fredet og indgår i Realdania By & Bygs samling af knap 70 historiske ejendomme. Samlingen repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og er med til at fremme den levende bygningskultur.
Læs mere om tiden og stilen
Bakkekammen 40 står utroligt velbevaret, og både hus og have er i dag fredet. Siden opførelsen i 1917 og frem til Realdania By & Bygs overtagelse 100 år efter har huset været i samme families eje.
Fyldingsdøre, Meissen-porcelænsfliser, snedkerskabe, historicistiske malingslag og indretning er således ikke blot en autentisk oplevelse af arkitekt Ivar Bentsens vision, men også et udtryk for kvalitet og godt håndværk, som netop var omdrejningspunktet i Bedre Byggeskik-ideologien. Huset er samtidig en del af hele det villakvarter, som blev formuleret og i høj grad bebygget med huse tegnet og tænkt af Ivar Bentsen og kollegaen Marius Pedersen.
Bakkekammen 40 er opført til en af byens spidser, grosserer Julius Mortensen. Huset med have og udhuse er et enestående eksempel på det villabyggeri, som prægede århundredeskiftet, hvor borgerskabet rykkede ud af byen til grønnere områder. Husets indretning og planløsning fortæller samtidig historien om det sociale hierarki og den hverdag, som prægede livet og samfundet frem til tiden omkring 1. verdenskrig.
Læs mere om Realdania By & Byg
Galleri
Ejendommen
Ejendommen er opført i svinget mellem Bakkekammen og Møllevangen på vejens højeste punkt på en 5.000 m2 stor og meget sirligt anlagt have, som i dag er fredet.
Bag en lille grusbelagt forplads med stynede træer troner selve hovedbygningen: monumental, helstøbt og gedigen. Hele anlægget fremstår symmetrisk med garage, staldbygning og vognport til den ene side og et mindre havehus til den anden side. På begge sider er der lukket af med et hvidt stakit med indgang til haven på den ene side og indgang til gården på den anden side. Alle bygninger er opført i blank mur med trukket fuge mellem de gule teglsten, og tagene er lagt med røde falstagsten.
Indvendigt har huset alle karakteristika af en borgerlig villa: en stor hall med trappe til første sal, herreværelse, stue, spisestue, anretterrum, køkken med fadebur, tjeneste- eller køkkentrappe, billardstue, to badeværelser, fire soveværelser og værelse til husbestyrerinden. Kælderen er indrettet med et væld af rum til forråd, opbevaring, vasketøj samt værelse til tyende.
Publikationer
6. januar 2026
Publikation
Bakkekammen
Fortællingen om et af de fornemste eksempler på stilen Bedre Byggeskik og den omfattende restaurering.
6. januar 2026
Publikation
Energiforbedringer i historiske bygninger
I de knap 20 år, hvor Realdania By & Byg har restaureret historiske ejendomme over hele landet, har der ved hver ejendom været gjort en indsats for at energiforbedre så meget som muligt og samtidig værne om frednings- og bevaringsværdierne. Energiforbedringer er samtidig en fast del af den daglige drift og vedligeholdelse af de historiske bygninger.
6. januar 2026
Publikation
Nye erfaringer med LCA for historiske ejendomme
Realdania By & Byg bruger i dag data om CO2-udledningen til at understøtte beslutninger i både restaurering, drift og vedligehold. Publikationen formidler erfaringerne, bl.a. gennem interviews med nøglepersoner, som arbejder med selskabets portefølje af knap 70 historiske ejendomme.
Arkitekt Ivar Bentsen
Arkitekt Ivar Bentsen (1876-1943) var søn af bygmester Andreas Bentsen, og uddannet i årene 1899-1902 på Kunstakademiet i København, hvor han var professor fra 1923-40.
I 1911 opførte Bentsen sin egen tegnestue i kvarteret omkring Bakkekammen. Fire år efter tog han sammen med arkitekt Marius Pedersen og konservator Harald Munk initiativ til en Bygmesterskole i Holbæk, hvor håndværkere kunne lære at tegne og bygge danske huse efter den danske tradition. I de følgende årtier stod Ivar Bentsen og Marius Pedersen bag størstedelen af nybyggeriet på Bakkekammen, herunder også ejendommen nr. 40, som regnes for at være et hovedværk blandt Ivar Bentsens bidrag til Bedre Byggeskik-perioden.
Ivar Bentsen var internationalt orienteret og skabte med en forenkling og rationalitet i det anonyme erhvervs- og boligbyggeri et nyt grundlag for arkitektur og bebyggelse; et grundlag, som tilgodeså en menneskelig dimension, og som havde dansk håndværkstradition som forudsætning. Hans byggerier, hans engagement i samfundsdebatten og hans pædagogiske virke prægede mange arkitekters arbejde i et halvt århundrede.
Husets CO2-udledning
Ejendommen udleder 7,2 kg CO2 pr. år over 50 år medregnet materialer til nedrivning, restaurering, bortskaffelse efter 50 år samt drift. Hele 97% af forbruget kommer fra opvarmning af huset, hvilket sker med ledningsgas.
Ejendommen er gennemsnitlig for Realdania By & Bygs portefølje af historiske ejendomme, som i snit forbruger netop 7,2 kg CO2 pr. år pr m2.
Læs mere om Realdania By & Bygs metode, beregninger og målsætning med LCA for historiske ejendomme
21. september 2018
Pressemeddelelser
Åbent hus i Holbæk: Kom indenfor i et af landets fineste Bedre Byggeskik-huse
Over hele landet bor tusindvis af danskere i huse, der er bygget på de tanker om kvalitet, gedigne materialer og godt håndværk, der blev tænkt for over 100 år siden og fik navnet Bedre Byggeskik. Et af de fineste eksempler ligger i Holbæk, der dengang blev startsted for byggestilen. Huset er i dag ejet og restaureret af Realdania By & Byg, og den 30. september åbnes huset for offentligheden.
28. august 2018
Pressemeddelelser
Åbent hus i september: Bedre Byggeskik-villa i Holbæk
Der er travlhed på Bakkekammen 40 i Holbæk. Her er håndværkere ved at afslutte restaureringen af en 100 år gammel villa, som for længst har indskrevet sig i dansk arkitekturhistorie som et fornemt eksempel på byggestilen Bedre Byggeskik. Den 30. september åbnes huset for alle interesserede.
5. oktober 2017
Pressemeddelelser
Restaurering af Bedre Byggeskik-villa i Holbæk: Kom med arkitekten på arbejde
Der bliver hamret, savet, malet og snedkereret. På Bakkekammen 40 i Holbæk er håndværkere og arkitekter i fuld gang med at restaurere den store villa, der hører til blandt landets fineste Bedre Byggeskik-villaer. Onsdag den 11. oktober er der rundvisning og fortælling om huset og restaureringen
3. november 2016
Pressemeddelelser
Realdania By & Byg køber velbevaret Bedre Byggeskik-ejendom i Holbæk
Realdania By & Byg køber et af landets fornemste bevarede eksempler på Bedre Byggeskik-arkitekturen - ejendommen Bakkekammen 40 i Holbæk. Købet sker i forlængelse af 100 års jubilæet for arkitekturbevægelsen Bedre Byggeskik, og ejendommen - der er opført i 1917 - vil nu blive restaureret og indgå i Realdania By & Bygs samling af historiske huse.