Et stærkt samarbejde mellem landsbyer, der ligger geografisk tæt på hinanden, kan være med til at udvikle både den enkelte landsby og hele området. Derfor er der de seneste år skudt landsbyklynger op over hele landet. Lokale og Anlægsfonden og den filantropiske forening Realdania støtter nu opførelsen af seks nye mødesteder i landsbyklyngerne med knap 23 millioner kroner.
Fokus på aktiviteter i naturen
Fire ud af de seks nye mødesteder har natur og friluftsliv som omdrejningspunkt.
”Naturen er fremtidens mest potente aktivitetsarena, hvor man kan dyrke fællesskabet uden krav om klubtrøjer og medlemskab. Naturen har fået en ny plads i vores sociale liv, og landområderne har noget særligt at byde på. Ved at samarbejde får klyngerne opbygget den kritiske masse, der er afgørende for at skabe et godt mødested og fælles faciliteter,” siger Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.
En undersøgelse med mere end 21.000 besvarelser fra borgere i landsbyklynger har tidligere vist, at 45% fremhæver naturkvaliteter som afgørende for at bo, hvor de bor, og at vandreture er den mest efterspurgte fritidsaktivitet. Nærhed og adgang til natur er for mange et afgørende aktiv ved det at bo i en landsby, noget som flertallet af nye mødesteder understøtter direkte.
De rigtige løsninger til de store udfordringer
De øvrige projekter griber fat i andre vigtige problemstillinger og behov på landet – som for eksempel transformationen af en nedlagt skole til nyt samlingssted. Men også den ofte lange ventetid på offentlig transport, når man bor uden for de større byer. Danmarks Flotteste Busskur bliver for eksempel et socialt mødested for hele klyngen og en fælles dagligstue – ikke mindst for de unge og ældre der ikke har egen bil.