Det sker onsdag den 17. juni klokken 12 på Stolpedalsskolen, Stolpedalsvej 2, 9000 Aalborg.
Pressen er velkommen ved indvielsen, hvor der vil være gode muligheder for foto og interviews med både børn og voksne. Ved indvielsen klatrer rådmand Tina French Nielsen op i Paddehatten, der er skolens nye digitale vartegn, og klipper den røde snor. Med musik og bevægelse bliver skolens elever og de indbudte gæster derefter kastet ud i de fysiske udfordringer. Eleverne på Stolpedalsskolen er glade for bevægelse – og nu kan de rigtig udfolde sig i den
nye skolegård: Drøn på Skovbrynet.
Eleverne har tyvstartet og de sidste 3 uger kunnet benytte de inspirerende og udfordrende legemuligheder. De har hørt musik i paddehatten efter en udfordrende kravletur op i den, de har balanceret på stubbene i skovstien, de har gynget, hængt ud og slappet af i hængekøjer og hængenet. De har stået i kø ved trampolinerne, og om eftermiddagen er stierne befærdet med løbehjul og mooncars.
De synlige fysiske udfordringer suppleres med en app, som lærere og pædagoger kan bruge til at lægge digitale opgaver ud på poster på legepladsen. Når en elev nærmer sig en post aktiveres en opgave, som læreren har stillet. En opgave kan være, at eleverne skal lave en balancefigur, som de tager et billede af. Besvarelsen afleveres elektronisk, så eleverne kan arbejde videre med dem senere. App’en ’MapOp’ er udviklet i samarbejde med projektet og Huge Lawn og kan også anvendes på GPS-placerede poster.
Stolpedalsskolen har store forventninger til legepladsen, både i forhold til elevernes bevægelse og til at sætte fagligt indhold i spil på legepladsen. Det passer som fod i hose til de intentioner, der er i folkeskolereformen.
Drøn på Skovbrynet er et projekt i kampagnen Drøn på Skolegården. Eleverne i Stolpedalsskolens nuværende 9. årgang var som 7. årgang med til at lave de første ideer og oplæg til skolegårdens udformning. Sammen med medarbejderne var de med i en workshop, hvor de lavede drømmeark og byggede 1-1 modeller af nogle af redskaberne. Marie, Marie, Ceciline og Nikoline fra 9c (Se vedlagt foto), står bag ideen til Det digitale Vartegn, Paddehatten, som eleverne kan koble sig på via Bluetooth med telefon eller I-pad.
Tegning og planlægningsarbejdet er udført af arkitektfirmaet Bascon, og samarbejdet mellem skolen og de relevante myndigheder har været konstruktivt og inspirerende. Projektet er, ud over kampagnen Drøn på Skolegården, finansieret af Skoleforvaltningens udviklingsmidler, Forvaltningen for Sundhed og Bæredygtighed og Stolpedalsskolen.
Pressemeddelelsen er udsendt af Aalborg Kommune