Siden 1970’erne har Danmark haft et stærkt fokus på at nedbringe bygningers energiforbrug. I takt med at energiforbruget i den danske bygningsmasse er blevet mindre, og energiforsyningen er blevet grønnere, retter byggebranchen nu i stigende omfang sit blik mod byggematerialernes C02-aftryk. Det skyldes, at C02-udledningen fra byggematerialer udgør en væsentlig del af verdens og Danmarks samlede C02-udledning.
Hvorfor træ?
Træ er et bæredygtigt alternativ til traditionelle materialer som beton og tegl. Interessen for træhuse er voksende - også når det gælder etagebyggeri - dog primært i udlandet.
Med udviklingsbyggeriet MiniCO2 Etagehus TRÆ ønsker Realdania By & Byg at bidrage med øget viden om, hvordan et etagehus i træ kan bygges til boligformål med et markanat lavere klimaaftryk.
Byggeriet blev igangsat i starten af 2023 og stod færdigbygget i januar 2024.
Klimaaftrykket for MiniCO2 Etagehus TRÆ
Projektet satte et ambitiøst mål: at reducere materialeaftrykket til under 5 kg CO2-ækv./m²/år (A1-A3, B4 og C3-C4).
Det færdige byggeri kom meget tæt på ambitionen:
- Materialeaftryk: 5,1 kg CO2-ækv./m²/år
- Drift: 0,5 kg CO2-ækv./m²/år (beregnet ud fra emissionsfaktorer 2025)
- Samlet klimaaftryk: 5,6 kg CO2-ækv./m²/år - betydeligt under det nye krav på 7,5 kg CO2-ækv./m²/år for etagebyggerier, gældende fra 1. juli 2025.
- Selve byggeprocessen udledte1,5 kg CO2-ækv./m²/år. Da MiniCO2 Etagehus TRÆ blev opført, omfattede Bygningsreglementet endnu ikke byggeprocessen (A4 og A5). Det blev først indført pr. 1. juli 2025 med en grænseværdi på 1,5 kg CO2-ækv./m²/år - en værdi som MiniCO2 Etagehus TRÆ altså allerede levede op til.
Bygningsdelenes klimaaftryk
I projektet er klimaaftrykket fra alle husets bygningsdele blevet undersøgt - se illustrationen herunder. Det betyder, at træhuset kan sammenlignes direkte med de to andre materialehuse i tegl og beton - og give ny viden om, hvordan materialevalget påvirker klimaet.
Når alle tre materialehuse er færdigbyggede, vil materialerne kunne blive sammenlignet på tværs og vurderet ud fra en række kvalitetsparametre som for eksempel konstruktion, arkitektur, indeklima, fleksibilitet, brand, råd, tilgængelighed af ressourcer og byggetid.
En gade med byggeeksperimenter
Ud over MiniCo2 Etagehus TRÆ er Realdania By & Byg i gang med at opføre to andre materialehuse i hhv. TEGL og BETON i samme gade i Fredericia. MiniCO2 etagehusene skal til slut vurderes i forhold til hinanden via et fælles forsøgsdesign, der gør det muligt med C02-brillen på at teste materialernes styrker og svagheder i forhold til hinanden. Byggerierne evalueres - dels samlet, dels sektionsvist i forhold til tag, primære og sekundære bygningsdele, elevatorskakt, fundament m.v.
Derudover opfører Realdania By & Byg to MiniCO2 Etagehuse med fokus på byggeprocessen, hvor det undersøges, hvordan digitalisering og præfabrikation kan minimere ressourceforbruget - både tid, penge og materialespild.
Alle fem huse bliver identisk udformet, og det vil derfor være muligt at lave komparative analyser på tværs af husene.
Følg projektet
Projektet kan også følges på en særskilt LinkedIn side.
Udlejning
Hvis du gerne vil bo i MiniCO2 Etagehus TRÆ, skal du kontakte Home Fredericia på tlf. 75 93 02 66 eller e-mail fredericia@home.dk
Du kan læse meget mere om boligerne, se plantegninger og se fotos på home.dk