x

Unge talenter udvikler løsninger på FN's Verdensmål

Pressemeddelelse 7. august 2017

1.000 af klodens skarpeste unge talenter mødes i slutningen af denne uge på dansk jord for at udvikle idéer, der kan omsættes til konkrete løsninger på verdens problemer.

Foreningen UNLEASH er en ny global organisation, der ønsker at bidrage til en bedre verden og levere banebrydende løsninger til FN’s 17 Verdensmål gennem inspiration og støtte til unge talenter. Foreningen igangsætter nu to konkrete initiativer: 

  • En årlig konference hvor 1000 unge talenter fra hele verden sammen med virksomheder skal finde løsninger og strategier, der kan bidrage til opfyldelsen af de 17 Verdensmål. Den første konference finder sted i Danmark i august.
  • Opbygningen af et virtuelt netværk der skal forbinde unge over hele verden i samarbejder om at gøre verden mere bæredygtig – økonomisk, socialt og miljømæssigt.  

 ”Grundstenen i UNLEASH er vores ’Innovation Lab’, hvor de unge mennesker skal udvikle og raffinere deres idéer. Vi kommer til at presse dem, og det er vores forventning, at de med hjælp fra vores professionelle faciliteringsteams i sidste ende vil stå med konkrete løsninger, som kan realiseres efter UNLEASH”, udtaler Henrik Skovby, bestyrelsesformand for Dalberg Group og leder af UNLEASH-sekretariatet.

Den første UNLEASH-konference for de unge talenter skydes i gang i Danmark den 13. august. De 1.000 talenter er nøje udvalgt på baggrund af deres visionære ideer og erfaringer, og de kommer alle med en idé til bæredygtig udvikling inden for syv temaer: bæredygtige byer, bæredygtigt forbrug og produktion, energi, fødevarer, uddannelse og kommunikationsteknologi, sundhed og vand.

Kernen i UNLEASH er det fire dage lange ”Innovation Lab”, der foregår på ti danske højskoler. Talenternes ideer skal her blive til reelle løsninger. Efter UNLEASH får talenterne adgang til et supportsystem bestående af partnervirksomheder, organisationer, acceleratorprogrammer og investorer, samt mulighed for at søge finansiel opbakning fra en fond, der er sat op til formålet af Verdensbanken og Dalberg.
 

Ni dages innovation

Den 13. august skydes UNLEASH i gang i Lokomotivværkstedet i København. Volvos fremtidsforsker Aric Dromi får talenterne til at tænke nyt, Bjarke Ingels holder en tale live fra New York, talenterne løser case challenges præsenteret af ledende virksomheder og Verdensmålene diskuteres af en række danske CEO’s.

Den 14. august bliver talenterne vist rundt hos grønne og innovative virksomheder og organisationer i hovedstaden, før de samles på Københavns Rådhus, hvor Teknik – og Miljøborgmester Morten Kabell, Forkvinde for KR Foundation, Connie Hedegaard og CEO i Dansk Industri, Karsten Dybvad giver deres bud på, hvad der skal til for, at vi når Verdensmålene frem mod 2030. Herefter sendes talenterne ud på ti forskellige højskoler fordelt over hele landet, hvor de skal gennemgå ”UNLEASH Innovation Lab”.

UNLEASH kulminerer en uge senere i Aarhus – den europæiske kulturhovedstad i 2017. Her inviteres borgerne med til UNLEASH Festival - Be the Change med aktiviteter for både voksne og børn. Søndag den 20. august udvælges de bedste løsninger i en proces, der ender med at de to bedste løsninger inden for hvert tema går videre til en slags ”Løvens Hule”-format, hvor panelet består af Tommy Ahlers og fire andre internationale løver. Afslutningsvist kåres vinderen af den mest lovende løsning inden for hvert af de syv temaer.

Mandag den 21. august fortsætter UNLEASH Festival på scenen foran Musikhuset med oplæg og debat, og om aftenen samles alle partnere, talenter og gæster til et show i Musikhuset, hvor bl.a. H.K.H. Kronprinsessen holder tale. Vinderne inden for hvert tema fejres, og yderligere fem hold modtager priser for bedste løsninger. Derudover kan gæsterne opleve taler af bl.a. skuespiller og investor Ashton Kutcher, grundlægger af Khan Academy Salman ’Sal’ Khan, kunstner Olafur Eliasson og Statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Nyt land hvert år

Målet er, at UNLEASH bliver en årlig event, der hvert år rejser til et nyt land og udvikler nye løsninger. Planen er, at næste års UNLEASH holdes i Silicon Valley. Derefter i Singapore, Mumbai og videre rundt for til sidst at afholdes New York i 2030.

UNLEASH er støttet af en række danske og internationale virksomheder, mere end 15 danske fonde samt flere internationale fonde og har over 200 globale partnerskaber med nogle af verdens førende institutioner, organisationer og NGO’er. De eksekverende partnere er Carlsbergfondet, Dalberg, Dansk Industri, Deloitte, Højskolerne og UNDP.

Realdania støtter UNLEASH med 3 mio. kr., som er målrettet løsninger inden for bæredygtig byudvikling.

Adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård siger:

”FN’s Verdensmål adresserer nogle af de allermest komplicerede udfordringer i verden, og det er nødvendigt med både skarpe hjerner og ud af boksen-tænkning. Jeg ser derfor frem til de helt nye ideer og løsninger, der kan komme frem, når man samler så mange og så forskellige talenter til UNLEASH-forløbet i Danmark”.

Læs mere om FN's Verdensmål her
Læs mere om UNLEASH her