Ny rapport: Øget energirenovering kræver mere politisk ejerskab

Det går generelt fremad, når vi ser på udviklingen af energieffektiviteten i boligmassen. Nyt byggeri opføres således i en meget bedre energistandard end det eksisterende byggeri. Men da vi bygger nye boliger markant større end tidligere, og fordi eksisterende bygninger udgør hovedparten af vores samlede boligmasse, er energiforbruget i boligmassen samlet set uændret.

Der er med andre ord et stort potentiale i at energirenovere den danske boligmasse. Og et reelt reduceret energiforbrug vil medvirke til, at det bliver lettere og billigere at realisere omstillingen til et CO2-neutralt energisystem.

Det er den overordnede konklusion i en ny rapport, ”Energirenovering af den private boligmasse”, som tænketanken Concito har udarbejdet for Realdania. Rapporten kortlægger, hvordan energirenovering af boligmassen har udviklet sig siden 2011 og indeholder også forslag til, hvilke mulige tiltag man kunne foretage for at styrke indsatsen på en hensigtsmæssig og omkostningseffektiv måde.

Filantropidirektør Anne Skovbro, Realdania, siger:

”En større energirenoveringsindsats vil uden tvivl lette og billiggøre omstillingen af vores energisystem. Derfor snyder vi os selv som samfund, hvis vi ikke gør mere ved det. En af de ting, jeg hæfter mig ved i rapporten, er, at det ikke kun er statslige subsidier, der er behov for. Vigtigere er f.eks. en stærkere efterlevelse af det eksisterende bygningsreglement samt lettelse af lovgivningen på centrale områder.”

”Jeg håber, rapporten kan indgå som en del af grundlaget for de politiske forhandlinger, som netop i disse måneder lægger sporene for Danmarks kommende energipolitik. Det vil være godt, hvis branchen og boligejerne kan få et politisk signal om at satse mere på energieffektivisering. Det er den slags signaler, der driver udviklingen og forskningen, og som kan sætte det på dagsordenen ude hos boligejerne og byggeriets virksomheder.”

Realdania fremhæver seks nøglepointer

På baggrund af rapporten fremhæver Realdania seks nøglepointer, der vurderes som særlig vigtige, når fremtidens energi- og boligpolitik skal udvikles.

• Langsigtet mål for energieffektivitet: Det vil være af meget stor betydning for alle aktører, der arbejder med eller træffer beslutninger om energieffektivisering – både i industrien, blandt byggeriets udførende og blandt professionelle bolig- og bygningsejere – at politikerne tager klart ejerskab til, at man ser energieffektivisering som et område, man vil satse på i energipolitikken. Intet vil rykke mere end at sætte såvel langsigtede mål som delmål for energieffektiviseringsindsatsen, som man vil følge løbende. Et vigtigt supplerende greb ville være at definere fremtidens boligstandarder for 2030 hhv. 2050. Endelig vil det være essentielt at involvere kommunerne i denne opgave og definere en klar arbejdsdeling mellem myndighederne for at løfte opgaven.

• Efterlevelse af bygningsreglementet: Alt tyder på, at der ikke er behov for at skærpe bygningsreglementet for energirenovering af den eksisterende bygningsmasse, som anviser et økonomisk fornuftigt ambitionsniveau for energirenoveringer. Til gengæld tyder meget på, at efterlevelsen halter efter, muligvis afledt af for lille viden om det blandt håndværkere og boligejere. Bedre håndhævelse og øget viden på området vil være af stor betydning. 

• Ejer-lejer-paradokset lettes via forenklet lovgivning: Energirenoveringsindsatsen i private udlejningsejendomme kan øges med en forenkling af den nuværende lovgivning. Herunder inddragelse af ikke-energirelaterede fordele og et dynamisk varmeregnskab. Derudover kan rådgivningsmodellerne og reglerne for involvering af huslejenævnet udvikles så de i højere grad understøtter tilliden mellem lejer og udlejer.

• Udbredelse af energimærket: I dag har blot 29 % af parcelhusene og 51 % af etageboligerne et energimærke. Hvis man fremadrettet skal lave en mere intelligent regulering af boligmassen er det afgørende, at energimærket i en hel anden grad bliver en rettesnor. Desuden vil energimærkets effekt på ejendomspriserne give et supplerende privatøkonomisk incitament for at energirenovere. Derfor er det vigtigt, at energimærkerne udbredes mere ligesom tiltroen og værdien af mærket skal højnes. 

• Ikke-energirelaterede fordele mere i spil: Ikke-energirelaterede fordele er som oftest den væsentligste drivkraft bag de fleste energirenoveringer i både enfamiliehuse og lejeboliger. Det vil være hensigtsmæssigt, hvis der blev udviklet standarder for økonomisk værdisætning af disse fordele, som er helt reelle, og som vil afføde endnu større bevidsthed om den samlede økonomi i renoveringsprojekter. Det ville her være hensigtsmæssigt hvis de ikke-energirelaterede standarder blev tænkt sammen med et stærkere energimærke evt. analogt med EU mærkningsordningerne på husholdningsmaskiner som vurderer på flere parametre end blot energistandard.

• Rådgivning rykker: Det er vigtigt, at vi kigger fordomsfrit på alle greb, som kan skubbe positivt til udviklingen. Og dér kommer man ikke uden om, at økonomiske incitamenter betyder noget. Et måske overset område er, at veltilrettelagte subsidier til gode rådgivningsydelser, der samtidig knyttes til økonomiske incitamenter, forekommer at være en effektiv katalysator for bedre, dybere og mere hensigtsmæssige energirenoveringer. Informations- og rådgivningsinitiativer som f.eks. BedreBolig-ordningen, Better Home-initiativet og Project Zeros energirådgivning viser, at god rådgivning kan være en afgørende katalysator for bedre, dybere og mere hensigtsmæssige energirenoveringer. Men hvis der samtidig tilknyttes økonomiske incitamenter, kan det blive en meget ressourceeffektiv måde for staten at skabe større energirenoveringsaktivitet på.