Mellem business og velfærdsstat
Kronik af adm. direktør Jesper Nygård, bragt i Børsen 3. januar 2018: Når man som filantropisk aktør ønsker at medvirke til at løse større, komplekse problemstillinger i samfundet, så bevæger man sig ikke ud af en lige brolagt vej. Man skal være agil, forandringsparat og klar til at justere kursen efter udviklingen i både markedet og velfærdsstaten.
Realdania er en filantropisk forening med ’det byggede miljø’ som arbejdsfelt. Det er Danmarks 1.400 byer og mere end 4 mio. bygninger. Og områderne mellem husene. Det er her, vi bor, arbejder, går i skole og lever vores liv.
Det er her, Realdania har som mål at gøre en forskel. Det kan være lokale eller regionale indsatser, der skal gøre livet bedre at leve lige præcis der. Eller det kan være indsatser i forhold til større landsdækkende samfundsproblemer som f.eks. udsatte boligområder, yderområdernes udfordringer eller ensomhed blandt ældre.
Særligt når vi er inde på sidstnævnte felter, er det vigtigt, at man som filantropisk forening eller fond er meget skarp på sin egen rolle. Vi arbejder næsten altid i meget tæt samarbejde med private eller offentlige aktører om større og mere komplekse opgaver. Men vi må ikke overtage hverken markedets eller det offentliges rolle. Der skal være en klar filantropisk opgave for os – noget, som markedet eller det offentlige ikke selv er i stand til at løse.
Et eksempel er Realdanias indsats for at kickstarte markedet for seniorbofællesskaber – med det mål at mindske ensomheden blandt ældre. Selv om under-søgelser viser, at mange gerne vil bo på denne måde, har markedet i en årrække stået næsten helt stille. Sammen med pensionsselskaber og almene boligorganisationer udvikler vi nu nye modeller for bofællesskaber rundt om i landet – en række businesscases, der forhåbentlig kan kopieres af markedet fremover.
Realdanias opgave er at udvikle, kickstarte og bidrage med risikovillig kapital. Men det er ikke os, der skal bygge seniorbofællesskaber fremover – det er aktørerne på markedet.
En fonds eller filantropisk forenings opgave er ’at lægge til’ eller ’fylde oven på’. Uden at få noget igen. Vi kan bidrage til, at der skabes nye og bedre løsninger – både inden for det offentlige og det private. Men vi trækker os på et tidspunkt, når udviklingsfasen er overstået, og så skal det køre videre uden os.
Denne måde at arbejde filantropisk på rummer et iboende dilemma. For kan man helt undgå at komme til at overtage opgaver fra det offentlige – eller fra markedet? Det er ikke statiske størrelser – heldigvis for det. Nogle gange trækker det offentlige sig fra opgaver, som man tidligere har løst. Og nogle gange er der markeder, som ikke fremstår interessante nok for private parter. Og skal filantropiske aktører så afstå fra at medvirke til en løsning? Det mener jeg ikke, hvis vi ønsker at bidrage aktivt til samfundsudviklingen og skabe størst mulig effekt.
Det bliver let diskussionen om hønen og ægget. Hvornår er det tydeligt nok, at en opgave ikke bliver løst af andre aktører i samfundet? Og hvor hurtigt kan vi gå ind – uden at komme til at legitimere at f.eks. det offentlige trækker sig. Det er et dilemma, som også rummer risiko for kritik. Det har vi i Realdania valgt at omfavne – fordi vi mener, at samarbejdet med offentlige og private parter om svære problemer og om at forbedre vores velfærdssamfund er helt afgørende.
Filantropiske fonde og foreninger adskiller sig markant fra private virksomheder – og også fra det offentlige. F.eks. kan vi uden frygt for konkurrenter dele vores viden og erfaringer efter de bedste ambitioner om open source. Det giver os nogle helt særlige muligheder – og måske også et ansvar – for at samle alle aktører i samfundet omkring de problemer, der er inden for vores spilleplade.
I Realdanias strategi er det slået fast, at vi skal være her for både de nuværende og de kommende generationer. Vi har fokus på bæredygtig udvikling og på ny viden og innovation. Strategisk har vi altså valgt i høj grad at arbejde i feltet mellem – og i meget tæt samarbejde med – staten, kommunerne og markedet. Med de dilemmaer og overvejelser, det løbende medfører.
Vi kender vores egne filantropisk mål, og vi kigger langt frem i horisonten for at sætte en retning. Men vi er også klar over, at det er nødvendigt at tage bestik af samfundets foranderlighed. Så vores mål er kodet ind i GPS’en, men vejen derhen er ikke nødvendigvis brolagt. Den er måske snarere slået med en le og kan justeres, hvis det undervejs viser sig, at en anden rute fører hurtigere og bedre frem mod målet.