x

Nu kan Jørn Utzon opleves i Aalborg

Nyhed 9. april 2018

Den 9. april ville arkitekten Jørn Utzon være fyldt 100 år. I den anledning åbner Utzon Center i Aalborg dørene til en ny udstilling, der går bagom de ikoniske værker og ser nærmere på rejserne rundt om i verden, der inspirerede den verdenskendte arkitekt.

Jørn Utzon er ikke alene manden bag det ikoniske Opera Hus i Sydney, han er også en af de mest betydningsfulde arkitekter i det tyvende århundrede. Udstillingen Horisont – et operahus og en verden til forskel, der er støttet af Realdania, præsenterer de besøgende for en arkitekt med et globalt udsyn og med fokus på livskvalitet.

”Jørn Utzon var en fin eksponent for arkitektur, der sætter mennesket i centrum. Og med Realdanias fokus på livskvalitet og det byggede miljø har vi derfor valgt at støtte denne store, ambitiøse og spændende udstilling på Utzon Center og efterfølgende på Dansk Arkitektur Center i København. Vores håb er, at rigtig mange danskere – men også borgere fra hele verden – får øjnene op for både Jørn Utzon som banebrydende dansk arkitekt, men også mere generelt for arkitekturens betydning for menneskers livskvalitet. Det skal udstillingen på Utzon Center bidrage til,” siger filantropidirektør i Realdania, Anne Skovbro.

Med hele verden som sit hjem 

"Jørn Utzon havde en enestående evne til at tage sine indtryk fra hele verden og forme dem til en arkitektur, som tog udgangspunkt i det enkelte menneske. Hidtil har han været anset som en arkitekt rundet af en nordisk tradition, men i langt højere grad var han en af de første reelle globale arkitekter, der så hele verden som sit hjem. Netop derfor kan han i dag betragtes som den største danske arkitekt i det 20. århundrede med internationalt betydningsfulde byggerier med nærmest arkaiske almengyldige kvaliteter," siger Lasse Andersson kreativ direktør, Utzon Center.

Om udstillingen

I udstillingen, der indvies den 9. april af Kronprins Frederik, kan publikum gå i Jørn Utzons fodspor ved hjælp af oplevelsesmættede filminstallationer og digital teknologi. Man kan se Jørn Utzons egne smalfilmsoptagelser, fotografier, tegninger, modeller og andre originale perler fra Utzons arkiv.