x

Tusinder til festlig åbning af BLOX

Pressemeddelelse 6. maj 2018

Solen skinnede over København og tusindvis af gæster lagde i dag vejen forbi BLOX – Københavns nye mødested og fyrtårn for arkitektur, design og byudvikling. BLOX er opført og finansieret af den filantropiske forening Realdania, som glæder sig over at se de mange mennesker indtage de nye rammer for bylivet ved havnen.

BLOX er et nyt mødested og knudepunkt ved Københavns Havn, og i dag, søndag den 6. maj blev  BLOX åbnet for hele byen med et stort og festligt åbningsarrangement. Åbningstalerne ved kulturminister Mette Bock, overborgmester Frank Jensen og Realdanias administrerende direktør Jesper Nygård, skød det hele i gang. Bogstavelig talt, da de i fællesskab fyrede konfettikanonen af ud over den nye plads – Bryghuspladsen – som for første gang lagde belægning til så mange mennesker.

Tusindvis af mennesker tog imod muligheden for at komme hele bygningen rundt: fra det underjordiske, fuldautomatiske p-anlæg, gennem Dansk Arkitektur Center og BLOXHUB til lejlighederne på toppen af bygningen. BLOX EATS slog for første gang dørene op til lækkerier fra Meyers nye food hall, mens fitness dk inviterede til træning på den nye havnepromenade.

Børnene tegnede deres egne huse på Christians Brygge, der i dagens anledning var lukket for trafik. Sammen med is, streetbasket og ballondyr var der aktiviteter for børn i alle aldre. De voksne, eller i hvert fald nogen af dem, tog udfordringen op og kastede sig ind i swingdans med Per Rock eller en smægtende argentinsk tango, ledet af københavnske tangoentusiaster. 

Dicte, Frederik Vedersøe, Mika Vandborg, Camille Jones, Sara Grabow samt Jakob Dinesen og Per Mølhøj Duo gav koncerter. Sparrow Dance trodsede tyngdeloven da de dansede moderne dans på BLOX’ glasfacade mod Bryghuspladsen. Og heldigvis skinnede solen over alle gæsterne, der var underholdt fra kl. 12 til kl. 20.

”Jeg har glædet mig til, at BLOX og de mange arealer omkring bygningen skulle tages i brug. Og det var skønt at se, at så mange mennesker valgte at bruge deres søndag på at opleve det, som vi håber på bliver et nyt mødested i København. BLOX er nemlig for alle. For københavnerne, for turisterne og for de professionelle, der i BLOXHUB arbejder med fremtidens byløsninger. Og samtidig bliver det et knudepunkt for trafikken på langs og tværs af havnen – særligt når den nye cykel- og gangbro Lille Langebro snart kommer til,” siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania. 

Arkitektur, design og nye byløsninger

BLOX er et af de senere års store udviklingsprojekter i København. Centralt i bygningen ligger Dansk Arkitektur Center (DAC). DAC tilbyder udstillinger, ture, events, designshop, café og konferencefaciliteter. Med åbningsudstillingen Welcome Home markerer DAC både flytningen til nogle helt optimale rammer for et arkitekturcenter i verdensklasse og sætter samtidig fokus på det, vi alle er eksperter i: hjemmet. 

BLOX danner også rammen om BLOXHUB. BLOXHUB er Danmarks nye base for fremtidens byløsninger, der samler aktører på tværs af arkitektur, design, byggeri og tech. BLOXHUB er finansieret i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Erhvervsministeriet og Realdania.

OMA’s første store projekt i Danmark

BLOX er designet af partner i det hollandske arkitektfirma OMA Ellen van Loon. OMA er internationalt kendt for at skabe arkitektur, der fusionerer bygninger og bylivet omkring dem. I BLOX har arkitekten trukket byens ruter ind i bygningens hjerte, og ved at lægge bygningen direkte hen over den trafikerede Christians Brygge med en offentlig passage under vejen er der skabt en helt ny forbindelse mellem byen og havnen. BLOX er tegnet og opført som et levende hus, der bidrager til byens puls og inviterer mange ned til havnen.

BLOX er et højisoleret lavenergihus og udstyret med blandt andet solceller, fjernkølingsanlæg og intelligent styring af husets installationer. Bygningen er konstrueret med lang holdbarhed og stor fleksibilitet. Fx har bygningens blivende dele en levetid på over 200 år. Og med stor loftshøjde, flytbare vægge osv. kan huset blive tilpasset til ændrede behov i fremtiden. 

Om BLOX
• BLOX er en bygning, der er omgivet af pladser, en gangbro over Frederiksholms Kanal og den kommende Lille Langebro (cykel- og gangbro) mellem BLOX og Christianshavn.
• I centrum ligger Dansk Arkitektur Center, som byder på udstillinger, ture, events, designshop og café samt konferencefaciliteter og undervisning. 
• BLOX er også rammen om BLOXHUB, et tværfagligt inspirationsmiljø for global, bæredygtig byudvikling.
• BLOX EATS restaurant med udeservering, legeplads, fitnesscenter og 22 lejeboliger øverst i bygningen.
• Fuldautomatisk, underjordisk parkeringsanlæg med plads til 350 biler.
• Lavenergihus udstyret med blandt andet solceller og HOFORs fjernkølingsanlæg.
• Grunden var tidligere tæt bebygget og husede bl.a. Kongens Bryghus. Bebyggelsen på grunden brændte i 1960 og blev, frem til Realdania By & Byg købte
grunden i 2006, brugt af kommunen til legeplads og midlertidig parkering ved en privat operatør.
• Københavns Kommune og Realdania samarbejder om at udvikle området omkring BLOX.
• BLOX havde første spadestik maj 2013 og indviet i maj 2018.
• Lille Langebro bliver efter planen indviet i efteråret 2018.
• BLOX er hele Danmarks verden for arkitektur, design og nye ideer.


BLOX i tal
Bygningens samlede areal er på 27.000 m2, hvoraf de 17.000 m2 er over jorden.
Der er seks etager over jorden og fem etager under jorden.
Bygningens grundplan er 74 m x 75 m.
Højden er 26 meter over terræn – og flugter med de omkringliggende bygninger.
De rekreative uderum og legearealer dækker 5.500 m2.

De har tegnet og bygget BLOX
BLOX er finansieret af den filantropiske forening Realdania.
Realdanias datterselskab, Realdania By & Byg, har været bygherre på BLOX og ejer bygningen. 
BLOX er tegnet af den verdensberømte hollandske tegnestue OMA under ledelse af Partner/Director Ellen van Loon. OMA, som er grundlagt af hollandske Rem Koolhaas, er blandt de ledende internationale tegnestuer, når det drejer sig om at forene teoretisk praksis med en legesyg, krøllet og dialogorienteret tilgang til arkitektur.
Arup og COWI har været ingeniører på BLOX.
Züblin er hovedentreprenør på BLOX, og har haft et stort antal kompetente underentreprenører til at bistå med arbejdet.
Lödige har leveret det fuldautomatiske p-anlæg.
Metallbau Früh har leveret facaderne.
Gehl Architects har udført adskillige byrumsanalyser, som har været værdifulde for udviklingen af BLOX som ny destination i byen.
Lille Langebro er tegnet af et internationalt team under ledelse af de britiske ingeniører BuroHappold Engineering med arkitekterne WilkinsonEyre og Urban Agency.
Totalentreprenør på Lille Langebro er et jointventure mellem Mobilis Danmark og Hollandia Infra.