Dronningen indviede BLOX – søndag er der åbent hus for alle
Dronningen indviede BLOX – søndag er der åbent hus for alle
Kreditering: Søren Svendsen
I dag klippede H.M. Dronningen snoren ved den officielle åbning af BLOX – Københavns nye mødested og internationale fyrtårn for arkitektur, design og byudvikling. BLOX er opført og finansieret af den filantropiske forening Realdania, der på søndag inviterer til åbent hus for alle.
BLOX er et af de senere års store udviklingsprojekter i København og det hollandske arkitektfirma OMA’s første projekt i Danmark. Ambitionen er, at stedet bliver et omdrejningspunkt for byliv – både for lokale og for alle, der besøger København. Et sted man mødes, leger spiser eller nyder udsigten til havnen. Med nye pladser, en havnepromenade og den kommende Lille Langebro skaber BLOX nyt liv i en helt central del af Københavns Havn.
Centralt i bygningen ligger Dansk Arkitektur Center (DAC). DAC tilbyder udstillinger, ture, events, designshop, café og konferencefaciliteter. Med åbningsudstillingen Welcome Home markerer DAC både flytningen til nogle helt optimale rammer for et arkitekturcenter i verdensklasse og sætter samtidig fokus på det, vi alle er eksperter i: hjemmet.
BLOX danner også rammen om BLOXHUB. BLOXHUB er Danmarks nye base for fremtidens byløsninger, der samler aktører på tværs af arkitektur, design, byggeri og tech. BLOXHUB er finansieret i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Erhvervsministeriet og Realdania.
De positive forventninger gik igen i indvielsens officielle taler i dag fra kulturminister Mette Bock, erhvervsminister Brian Mikkelsen, Københavns overborgmester Frank Jensen, partner i OMA Ellen Van Loon samt adm. direktør i Realdania Jesper Nygård. DR Pigekoret bød op til fællessang og akrobaterne fra Sparrow Dance optrådte udvendigt på glasfacaden.
OMA’s første store projekt i Danmark
BLOX er designet af partner i det hollandske arkitektfirma OMA Ellen van Loon. OMA er internationalt kendt for at skabe arkitektur, der fusionerer bygninger og bylivet omkring dem. I BLOX har arkitekten trukket byens ruter ind i bygningens hjerte, og ved at lægge bygningen direkte hen over den trafikerede Christians Brygge med en offentlig passage under vejen er der skabt en helt ny forbindelse mellem byen og havnen. BLOX er tegnet og opført som et levende hus, der bidrager til byens puls og inviterer mange ned til havnen.
BLOX er et højisoleret lavenergihus og udstyret med blandt andet solceller, fjernkølingsanlæg og intelligent styring af husets installationer. Bygningen er konstrueret med lang holdbarhed og stor fleksibilitet. Fx har bygningens blivende dele en levetid på over 200 år. Og med stor loftshøjde, flytbare vægge osv. kan huset blive tilpasset til ændrede behov i fremtiden.
Åbent hus på søndag
Søndag den 6. maj fra kl. 12.00 – 20.00 åbner BLOX med stor festivitas for alle københavnere og besøgende. Der er åbent hus, hvor man kan se alt fra det underjordiske, fuldautomatiske p-anlæg, Dansk Arkitektur Center og BLOXHUB til lejlighederne på toppen af bygningen. Der vil være et væld af aktiviteter i området omkring BLOX, bl.a. smagsprøver, dans, sang, børneaktiviteter, food trucks, is og kaffe på Bryghuspladsen, Havnepromenaden og Søren Kierkegaards Plads. Dagen byder også på koncerter med Dicte + special guests, Camille Jones, Jakob Dinesen og Per Mølhøj Duo samt Sara Grabow. Alle er velkomne.
Citater:
Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania:
”BLOX er med sin arkitektur og sine aktiviteter et bidrag både til København og til Danmark – og samtidig til byer i hele verden. BLOX forvandler en lidt glemt del af havnen til en ny og levende destination i byen. Et sted, vi kan lege, spise, hænge ud, arbejde og blive klogere. Et vartegn, der giver os mere af det bedste ved København og samtidig tilfører noget helt nyt. Og så er det samtidig ambitionen, at BLOX med indhold som Dansk Arkitektur Center og innovationshubben BLOXHUB bliver et omdrejningspunkt for arkitektur og bæredygtige løsninger til fremtidens byer.”
Mette Bock, kulturminister:
”BLOX er et nyt, spændende mødested midt i Københavns smukke kulturkvarter, men BLOX er også nye rammer om Dansk Arkitektur Center (DAC). Jeg tror på, at den nye beliggenhed i BLOX, og samspillet med de andre aktører i BLOXHUB, vil bidrage til DACs arbejde med at formidle dansk arkitektur og gøre byer og bykultur levende og nærværende for både københavnere, danskere og internationale gæster. Jeg glæder mig meget til at følge DAC i disse nye og spændende rammer.”
Brian Mikkelsen, erhvervsminister:
”Med BLOXHUB har vi fået en kreativ hub, hvor virksomheder på tværs af brancher kan mødes og udvikle nye løsninger til fremtidens bæredygtige byer. Det ser jeg et stort potentiale i – både for den enkelte virksomhed, men også for vores samfund som helhed. Det særligt danske, hvor vi arbejder sammen om morgendagens løsninger, fortjener hele verden også at kunne blive inspireret af.”
Frank Jensen, overborgmester i København:
”København er et forbillede for byer i hele verden, når det gælder livskvalitet og bæredygtig byudvikling. Med BLOX kan vi udvikle fremtidens byløsninger og får samtidig skabt nye forbindelser og rekreative tilbud, der giver endnu mere byliv ved havnen.”
Ellen van Loon, partner/director OMA:
“BLOX is a building that embraces the infrastructural challenges of its context. By radically intermingling urban functions, we blur the boundaries between the different programs. The DAC is at the heart of the building, surrounded by its objects of study: housing, offices and parking – permanently in flux, connecting various uses and users together, almost by chance.”