Stor interesse for at udvikle Søfronten og Havnen i Silkeborg
Ikke færre end 22 rådgiverteams har ønsket at deltage i arkitektkonkurrencen om en masterplan for et kæmpe areal i Silkeborg midtby. Konkurrencen er udskrevet af Realdania, Silkeborg Kommune og lokale virksomheder. Tre teams - Team BIG, Team Effekt og Team SLA - er udvalgt til at gå videre i konkurrencen.
Attraktive byarealer ved Silkeborg Langsø og Havnen
Masterplanen for Søfronten og Havnen skal styrke sammenhængen mellem Silkeborgs nærhed til natur og bylivet i byens midte.Arealerne omkring Søfronten og Havnen er de mest attraktive i Silkeborg by. Arealerne ligger direkte forbundet med sø og skov, og man kan gå til Torvet og gågaderne på få minutter. Det står i kontrast til, at arealerne i dag stort set kun bruges til parkering og veje.
Masterplanen skal gøre arealerne langs Søfronten tilgængelige for borgere og besøgende i Silkeborg og give plads til forskellige former for kulturel aktivitet. Samtidig skal planen sikre en bedre sammenhæng mellem Søfronten, Papirfabrikken og Havnen.
Parallelkonkurrencen skal undersøge og udpege den bedste placering af et muligt fremtidigt Museum Jorn, så det indgår i et velfungerende bymiljø.
Masterplanen skal samtidig skabe sammenhæng og balance mellem de mulige projekter på arealerne. Ud over et nyt museum kan det for eksempel være en bypark, et søbad, boliger, veje, stier og broer. På Havnen har man planer om en ny Hjejledok.
Masterplanen skal desuden vise, hvordan søen og havnen og de fremtidige byfunktioner kan forbindes med stier til Torvet og gågaderne i midtbyen.
Et stærkt ansøgerfelt
Interessen for projektet har været stor og ansøgerfeltet stærkt. 22 teams har søgt om at blive prækvalificeret til opgaven, og tre teams er nu udvalgt til at gå videre.- Det er meget kvalificerede teams, som har budt på opgaven, og som gerne vil være med til at udvikle et af Silkeborgs mest spændende og bynære områder. Vi har udvalgt tre teams, som repræsenterer en stærk og bred kombination af fagligheder og ikke mindst stor erfaring fra lignede projekter. Jeg glæder jeg mig til at se konkrete bud på, hvordan vi kan skabe endnu mere liv og sammenhæng i midtbyen, siger borgmester Steen Vindum.
- Danske byer oplever i disse år en omstilling fra handelsliv som bærende funktion i byernes midte til byfunktioner, som giver mulighed for, at mennesker kan mødes og opleve og dyrke fællesskabet. Parallelkonkurrencen i Silkeborg bliver et spændende forløb. De tre teams skal give bud på, hvordan Silkeborgs bymidte fortsat kan være attraktiv. Og også i fremtiden vil være en bæredygtig bymæssig og levende ramme for borgere og besøgende. Jeg ser meget frem til at se de tre teams analyser og strategiske forslag til Silkeborg bymidtes fremtid, siger programchef Astrid Bruus Thomsen fra Realdania.
De udvalgte teams er Team BIG, Team Effekt og Team SLA. Det er tre meget forskellige teams, som hver især kan bidrage med noget unikt til netop Silkeborg og den konkrete opgave.
Konkurrence i to faser
Konkurrencen gennemføres i to faser mellem november 2018 og april 2019.I den første fase skal de tre teams komme med en overordnet analyse af bymidten og tænke placeringen af et nyt museum Jorn og andre aktiviteter som for eksempel et nyt søbad, et grønt byrum samt fritids og vandaktiviteter ind i en samlet plan.
Fase 2 tager afsæt i anbefalingerne fra fase 1. Her skal de tre teams levere en samlet masterplan for søfront- og havnearealerne. Masterplanen bliver et vigtigt grundlag for den videre proces om at etablere et eventuelt nyt Museum Jorn, og planen vil danne grundlag for beslutning om fremtidige lokalplaner og anlæg. Masterplanen skal desuden bidrage til at skabe investeringssikkerhed og overblik over de reelle bygge- og anlægsmuligheder på arealerne ved Søfronten og Havnen.
Informationsmøde 22. november 2018
Silkeborg Kommune inviterer alle interesserede borgere og andre til informationsmøde 22. november 2018 kl. 16-18 i Medborgerhuset på Bindslevs Plads i Silkeborg, hvor der informeres om konkurrencen og den videre proces, og hvor alle har mulighed for at komme med input og idéer til den fremtidige Søfront og Havnen. Der er også mulighed for at hilse på de tre finalister.Fakta om de tre teams:
Team BigBIG – Bjarke Ingels Group (hovedrådgiver)
Tyréns – (underrådgiver)
Urgent.Agency (underrådgiver)
Teamet EFFEKT
EFFEKT Arkitekter ApS (hovedrådgiver)
Trafikplan ApS (underrådgiver)
Colliers International Danmark A/S (konsulent)
WTM Engineers International GmbH (konsulent)
Simon Prahm, Co-founder og CEO i GAME (konsulent)
Kasper Larsen, Forretningsudvikler i Camp Adventure (konsulent)
Teamet SLA
SLA (hovedrådgiver)
Colorcloud Studio (arkitektur og planlægning)
Ry Outdoor 365 / Festival (outdoor i byudvikling)
University of Stirling (retail og butiksliv)
Living Concepts (turisme og city branding)
Morten Daugaard (storskala planlægning og transformation)
Ole B. Jensen (trafik og parkering)