Ribe Madstation bliver en realitet
Tomme stationsbygninger i Ribe bliver forvandlet til et folkeligt madhus med fokus på lokale fødevarer og formidlingsaktiviteter. Med en bevilling fra Foreningen Realdania er projektet nu fuldt finansieret.
Ribe stations smukke bygninger fra 1887 bliver inden for de næste år transformeret til Ribe Madstation, hvor ventesalene i fremtiden skal bruges til folkekøkken og til at sælge lokalt og regionalt producerede fødevarer. Overetagen får plads til madskole og formidlingsaktiviteter.
Foreningen Ribe Madstation består af lokale aktører, der gennem en årrække har arbejdet for projektet. De har allerede truffet aftale med den forpagter, som i fremtiden skal drive stedet:
”Ribe Madstation vil udbrede kendskabet til egnens fødevarer for borgere, turister og branchens aktører gennem markeder, kurser, events og foredrag. Desuden vil bygningen danne ramme om fællesarrangementer som koncerter og foredrag for beboere. Vi glæder os til se projektet leve,” siger Niels Toft, formand for Foreningen Ribe Madstation.
Bygningsarven skal bruges
Foreningen Realdania har bevilget 4,2 millioner kroner til projektet.
"I Realdania vil vi gerne være med til at udvikle bygningsarven og give den et nutidigt indhold. Ribe Madstation forener potentialerne, der ligger i den smukke stationsbygning, den lokale fødevareproduktion og hos de lokale aktive borgere. Samtidig har projektet opbakning fra Esbjerg Kommune og DSB. Vi glæder os til at se stationen i Ribe fortsat være en vigtig del af byens historie og identitet som et nyt lokalt samlingssted for mad og fællesskab,” siger Henrik Lund, projektchef i Realdania.
Drevet af lokale ildsjæle
DSB Ejendomme ejer stationsbygningerne:”Ribe Madstation er et godt eksempel på, hvordan DSB kan genaktivere gamle stationer. Projektet er lokalt forankret og drevet af lokale ildsjæle. Det er udadvendt og vil skabe liv, ikke kun på stationen men også omkring den, og det er lige præcis de ting, vi sigter efter i vores indsats ’Nyt liv på stationerne’, hvor vi arbejder med at genaktivere de stationer, der står tomme eller halvtomme,” siger underdirektør i DSB Ejendomme, Jes Transbøl.
Overbys Tegnestue A/S har speciale i bygningsarv, og de skal nu udarbejde en endelig plan for ombygningen af de fredede bygninger. Dernæst skal projektet i udbud, og først da kan byggeriet gå i gang.