Fem medlemmer fra Syd- og Sønderjylland valgt til Realdanias repræsentantskab
Lige knap 500 medlemmer og gæster fra Realdanias valggruppe i Område 4 i Syd- og Sønderjylland deltog i går i Realdanias valgmøde i Haderslev. Der blev på mødet valgt fem medlemmer til foreningens repræsentantskab.
Realdania holdt torsdag den 31. oktober valgmøde på Hotel Harmonien i Haderslev, hvor der blev valgt medlemmer til foreningens repræsentantskab. Følgende fem medlemmer fra Syd- og Sønderjylland blev valgt for en fireårig periode:
- Anne Marie Overgaard, museumsinspektør, Højer
- Birger Nielsen, direktør, Esbjerg
- Henrik Uldall Borch, direktør, Aabenraa
- Peder Damgaard, direktør, Kruså
- Per Egebæk Have, adm. direktør, Sønderborg
På valgmødet fortalte bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack og adm. direktør Jesper Nygård om foreningens mange aktiviteter, bl.a. om økonomien, en række af de filantropiske projekter, som Realdania har støttet gennem årene, og om forskellige aktiviteter for medlemmerne. De fremmødte havde derefter mulighed for at komme med input og spørgsmål, og det var der en lang række deltagere, der benyttede sig af under debatten i Haderslev.
”Jeg er rigtig glad for, at så mange medlemmer var mødt frem for både at få indflydelse på valget til vores repræsentantskab og for at høre mere om vores aktiviteter. Medlemsdemokratiet er jo foreningens fundament, og repræsentantskabet er den øverste myndighed. Og jeg ser meget frem til samarbejdet med de repræsentantskabsmedlemmer, der blev valgt på mødet,” siger bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack.
Realdania er en forening med medlemsdemokrati, som arbejder filantropisk på basis af sin investeringsvirksomhed. På 19 år har Realdania bidraget med over 18,7 mia. kr. til mere end 3.675 store og små filantropiske projekter rundt om i hele Danmark. Alle, der enten selv ejer fast ejendom eller er udpeget af en juridisk person – f.eks. er repræsentant for en almen boligorganisation eller andelsforening – kan gratis blive medlem af Realdania. Foreningen havde pr. 1. januar 2019 cirka 155.000 medlemmer.