Ny inspiration til håndværk i folkeskolen
I et nyt inspirationshæfte kan lærere hente ideer til undervisningsforløb i det obligatoriske fag håndværk og design – og blive klogere på nye alliancer med museer og erhvervsskoler.
Danmark skriger på flere håndværkere. Dansk byggeri må ofte sige nej til opgaver, da de ikke kan skaffe arbejdskraft nok. Formålet med udviklingsprojektet Håndværk i Folkeskolen er at få børn og unge til at interessere sig for det gode håndværk – og samtidig opmuntre til nye alliancer mellem virksomheder, erhvervsskoler, folkeskoler, museer og kommuner. Projektet er netop afsluttet med en publikation til inspiration. Inspirationshæftet præsenterer en række modeller til at organisere samarbejde og indhold til undervisningsforløb.
”Det er en politisk ambition, at hver fjerde i en ungdomsårgang
skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020, og at vi i 2025 når op på 30 procent. På Nationalmuseet vil vi gerne styrke glæden ved at arbejde med både hænder og hoved og på den måde understøtte samfundets behov for dygtige håndværkere”, siger Erik Als, vicedirektør på Nationalmuseet. Han er øverste ansvarlig for Håndværk i Folkeskolen.
Håndværk i Folkeskolen har over to år igangsat en række undervisningsforløb med fokus på materialer, teknikker og bygningskultur. Elever i 7. klasse har ved hjælp af matematiske udregninger og traditionelle håndværksmetoder bygget et legehus i bindingsværk på Frilandsmuseet. I Holbæk har børn i 6. klasse tømret en båd af træer fra en lokal skov. Og i andre undervisningsforløb har børn blandet maling, kalket huse og konstrueret sæbekassebiler.
Hænder husker bedre
Inspirationshæftet, der netop er udkommet, henvender sig til alle, der har mod på at deltage i projekter, som sætter fokus på håndværksfagene
i folkeskolen. Hæftet er tænkt som et katalog man kan plukke i til sine egne projekter:
”Vi håber, at lærerne vil tage de gode ideer til sig. Og ikke mindst at kommunerne vil bakke op om nye partnerskaber mellem museer, folkeskoler og erhvervsskoler,” siger Erik Als.
Håndværk i Folkeskolen har samarbejde i centrum – mellem museer og skoler men også mellem de børn, der sammen har bygget et kæledyrsbur eller en stråtækt hule. Projektet har givet succesoplevelser til elever, der ellers ikke oplever deres største stjernestunder i skoletiden.
Som en lærer udtaler i inspirationshæftet: Eleverne oplever at få ejerskab til det, de bygger. De kan meget hurtigt se, at de bliver gode til at beherske et værktøj, og det er jo en høj motivationsfaktor for dem. Når man arbejder med sine hænder, så husker man bedre.
Byg fra bunden
Foreningen Realdania og Nationalmuseet har samarbejdet om Håndværk i Folkeskolen:
”Håndværk har stor værdi for samfundet, og vi har brug for masser af unge med viden om byggeteknik og kvalitet. Det betyder noget, at vi har dygtige håndværkere, som kan bygge bæredygtige, smukke og holdbare huse. Derfor vil vi gerne være med til at styrke interessen for bygningskultur og godt håndværk i alle generationer,” siger Eske Møller, arkitekt og projektleder i Realdania.
Håndværk i Folkeskolen vil i det næste halve år formidle mere af den viden, der er udsprunget fra udviklingsprojektet.
Hent inspirationshæftet ’Håndværk i Folkeskolen’ her