x

Corona-genopbygning kræver nye stærke partnerskaber

Nyhed 2. september 2020

Partnerskaber og bæredygtige løsninger skal tackle de udfordringer, der følger den stigende urbanisering – og som forstærkes af coronakrisen. Det var det fælles budskab fra en lang række danske og internationale oplægsholdere på konferencen BLOX – Build Back Better Summit, der blev afholdt 1. september i BLOX.

Hvordan opbygger vi vores samfund og vores byer efter corona? Og hvilke løsninger og partnerskaber er nødvendige?

De spørgsmål var omdrejningspunktet i en række oplæg i BLOX under temaet Build Back Better. Her var en række ambassadører til Danmark samt danske og internationale aktører indenfor byudvikling samlet for at diskutere udviklingen af vores byer post-corona. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen deltog også i en del af dagen.

Om 30 år vil op mod 70 procent af jordens befolkning bo i en storby. Det skaber store udfordringer, og det kræver, at vi tænker nyt og bæredygtigt i vores byudvikling. Et behov, som COVID-19 har været med til at sætte på spidsen.

Lad ingen i stikken

FN’s Verdensmål for en bæredygtig fremtid og ambitionen ’leave no one behind’ var på lystavlen i en række af indlæggene bl.a. hos Executive Director i UN Global Compact, Sanda Ojiambo, der i et online-indlæg fremhævede, hvordan fattigdom og pladsmangel har været en meget stor risikofaktor under corona-pandemien.

”Der findes ikke et bedre tidspunkt end netop nu på bagkant af coronakrisen til at re-designe og forbedre den verden og de byer, vi lever i,” sagde hun.

Direktør for WHO Europa, Hans Kluge, sagde, at pandemien har ført til meget lidelse, men også til muligheder og viden, som kan bruges fremadrettet. Blandt de nødvendige tiltag er ifølge ham: politisk gentænkning, sektor-samarbejde, levering på SDG-målene og en udvikling af vores byer, så de bidrager til sundheden.

Solidaritet, lederskab og inddragelse af de borgere, der bor i byerne, er centralt i arbejdet.

”Vi har brug for mod og samarbejde”, lød det fra WHO-direktøren. Og ledende næstformand i EU-Kommissionen, Margrethe Vestager, kom i en video med opfordringen: ”Vi skal skabe en ny og bedre verden. Ikke genskabe den gamle.” 

Løsninger, handling og partnerskaber

Der blev i løbet af dagen zoomet ind på både arkitektur og design i vores byer, bygninger og boliger – og på områderne mellem dem. Arkitekter, virksomheder og forskere satte fokus på udfordringer og en lang række helt konkrete løsninger og projekter. I det hele taget bidrog fagfolk fra et bredt felt – fra arkitektur og design til finansiering - til at belyse genopbygningen efter corona fra mange sider. 

Det gælder også de fire aktører bag BLOX – Realdania, Dansk Arkitektur Center, BLOXHUB og Dansk Design Center, der sammen løfter ambitionen om at gøre BLOX til et nationalt og internationalt samlingspunkt for arkitektur, design og bæredygtig byudvikling. 

Der var vidnesbyrd fra lokale borgere i København og beretninger fra udfordrede steder i verden. Også det væsentlige spørgsmål om, hvordan udviklingen af fremtidens bæredygtige byer skal finansieres, blev drøftet. Pengene er der, men vi skal finde sammen på nye måder og være mere modige, lød det.

Ambitionen har aldrig været højere hos alle parter i samfundet, og der er et stort vindue for at handle, lød det fra adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård:

”Vi skal kunne kigge vores børn i øjnene i fremtiden og sige: Vi gjorde noget.”

Partnerskaber var ikke kun noget, der blev talt om. Helt konkret tog BLOXHUB med Urban Partnerships-programmet de første skridt på vej mod to partnerskaber om samarbejde med henholdsvis byen Milano og en række lande i Latinamerika.

Budskabet på konferencen BLOX – Build Back Better var klart: 'Plejer' er ikke længere nok. Vi skal bygge bedre bagefter – og vi skal gøre det sammen.

Alle indlæg fra konferencen kan ses her
.