Forsker kan nu måle, hvordan du reagerer på et rum

Er der en stensikker opskrift på, hvordan et byrum eller en bygning skal indrettes, så mennesker får størst mulig glæde af den?

Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er, at det er der måske inden for få år, ikke mindst takket være en dansk ph.d.-afhandling. 

Bag den står Zakaria Djebbara, en 28-årig forsker ved Aalborg Universitet og uddannet arkitekt, der i 2020 forsvarede sin ph.d.-afhandling om krydsfeltet mellem arkitektur, neurovidenskab og filosofi. Han forsker netop i mødet mellem mennesker og arkitektur og modtog for nylig Spar Nord Fondens Forskningspris på 250.000 kr., der uddeles en gang om året til ’en yngre forsker som anerkendelse af et særligt fremragende forskningsprojekt’. 

Mental sundhed gennem sikkerhed

Ved hjælp af virtual reality og måling af hjernens elektriske impulser på forsøgspersoner har Zakaria Djebbara kortlagt, hvordan de reagerer, når de bevæger sig i et rum. Den viden kan bl.a. bruges til at lære, hvordan bygninger skal indrettes fremadrettet.  

”Men det betyder ikke, at jeg har en kogebog til den perfekte bygning. Det, min forskning kan sige noget om, er, hvordan kroppen reagerer på f.eks. byrum og rum. Som mennesker kan vi på et millisekund afkode, hvad et rum kan bruges til. Og om vi er trygge ved at være der. Den mentale sundhed hænger i høj grad sammen med sikkerhed,” siger Zakaria Djebbara og tilføjer, at der mangler meget mere forskning på området. Eksempelvis ved forskerne godt, at forskellige typer mennesker har forskellige reaktioner på det, de udsættes for. Men de ved endnu ikke hvorfor. 

”Derfor er det også svært at tale om, hvad der er en sund bygning. Men det jeg sammen med forskerkolleger har gjort og gerne vil gøre mere af, er at måle på, hvordan mennesker reagerer på og interagerer med rum. Der er både det fysiske og det psykologiske møde mellem en person og et rum,” siger Zakaria Djebbara.

Kroppen reagerer på rum og omgivelser 

Zakaria Djebbaras egen historie er en god understregning af, at det ikke altid er det bevidste jeg, der styrer. På en studietur til Japan var han på besøg på et kunstmuseum, da han pludselig mærkede, hvordan hans krop reagerede på de enkelte rum. Rumhøjder, lys og materialer påvirkede ham på en måde, han aldrig før havde lagt mærke til. 

”Det gik op for mig, hvor meget arkitektur går ind og gør noget ved os helt ubevidst. Og jeg blev klar over, at det var noget, jeg var nødt til at vide mere om. Som jeg skulle arbejde med. For vi har vidst, at vi kunne noget med arkitektur og psyke, vi har bare ikke vidst konkret hvad,” siger han. 

Zakaria Djebbara henviser bl.a. til den amerikanske forsker og psykolog, Roger S. Ulrich, der tilbage i 1984 påviste, hvordan to grupper patienter, der var opereret for det samme, kom sig forskelligt alene på grund af udsigten fra sygesengen. Den ene gruppe havde udsigt til en park, den anden til en mur. Dem med grøn udsigt havde færre dage på sygehuset og fik mindre medicin.  

Kan ikke måle det negative 

Den unge forsker er også inspireret af Charles Jencks, der i 2013 udgav ’Can Architecture Affect Your Health’. Her gennemgår Jencks bl.a., hvordan arkitektur kan påvirke arbejdsmiljøet og virksomheders bundlinje.  

Derfor er det også nærliggende at drage den konklusion, at hvis mennesker bor i rare og imødekommende omgivelser og i boliger, der er sunde at være i, så har de det bedre, end hvis de bor i f.eks. et dårligt vedligeholdt område eller i boliger med et dårligt indeklima. 

”Udfordringen er, at der ikke er en endelig biologisk markør for et dårligt psykisk boligmiljø. Selvom vi kan måle hjernens positive reaktion, når den får det, den opfatter som en belønning, så indgår kortisol, som er et hormon som udskilles ved negativ reaktion, i et meget kompleks forhold i hjernen. Den negative psykologiske reaktion kan vi ikke måle, så der er vi nødt til at have mennesker til at fortælle os, hvordan de har det. Og mennesker er ikke særligt gode til at rapportere,” siger Zakaria Djebbara. 

En anden udfordring er, ifølge Zakaria Djebbara, at forskere ofte kommer fra privilegerede miljøer, og derfor ikke forstår, hvad det f.eks. vil sige at bo i et utrygt boligområde. Derfor kan de heller ikke stille de rigtige spørgsmål, er hans påstand. Og han kan sige det med en vis vægt, for han er selv opvokset i et af Odenses mest belastede boligkvarterer.  

Giv beboerne muligheder 

Vi vender i samtalen tilbage til, at mennesker reagerer på og interagerer med rum. Eksempelvis har en boligs indretning betydning for, hvordan beboerne bruger den og dermed for, hvordan indeklimaet udvikler sig. 

Beboerne har selv en stor del af ansvaret for indeklimaet, understreger Zakaria Djebbara. Men det handler også om, at arkitekterne skal tænke sig om. 

”Meget af min forskning handler om, hvilke muligheder folk har, og hvordan de bruger dem. Vil man gerne tørre tøj og har et område, som man synes har kapaciteten – altså hvor stativet kan stå – så gør man det. Arkitektonisk vil det derfor være muligt at være med til at afhjælpe indeklimaproblemet, hvis arkitekten sikrer, at kapaciteten er ved et vindue eller et sted, hvor der er mekanisk ventilation,” siger han og tilføjer: 

”Vi skal som arkitekter tage handlemuligheder ekstremt alvorligt. Hvis vi f.eks. vil have beboere til at gøre noget bestemt, så kan vi give dem handlemulighed a, b og c. Så vælger de oftest en af dem uden at tænke nærmere over det. Udfordringen er, hvis vi ikke giver folk oplagte handlemuligheder. Så opfinder de deres egne, som kan være direkte skadelige for bygningen og for dem selv.”

Zakaria Djebbara erkender dog, at arkitekter ikke særligt ofte bruger kræfter på at tænke over, hvordan brugere påvirkes psykisk af en bygnings indretning. Særligt fordi det ikke er noget, developere vil betale for. Men det er nødvendigt at forandre, siger han. 

”Ellers risikerer vi en kollektiv depression,” siger han med et smil. ”Nej, vi kan med min og mine kollegers forskning sætte gang i en bølge, hvor arkitekterne kommer til at tage velvære mere seriøst. I det eksisterende byggeri kan det måske være for sent, medmindre der sættes fokus på det, når der renoveres. Men fremadrettet skal vi bygge noget, der er godt at være i, både for krop og psyke, uden at det behøver at koste en formue. Det kan vi gøre, hvis forskere og arkitekter arbejder mere sammen. Som forsker ved jeg endnu ikke, hvordan jeg skal gøre det, men jeg vil gerne finde ud af det.”