Medlemsarrangement: På besøg i fantasibyen Filantropolis
Medlemmerne myldrede til, da Realdania for en dag omdannede DOKK 5000 på Odense Havn til Fantasibyen Filantropolis. Her kunne de møde både lokale ildsjæle og andre projekter fra hele landet, som foreningen gennem årene har støttet.
3-årige Johanne trækker hurtigt hovedet til sig, da storebror Christian løfter en sprællevende krabbe lige hen under næsen på hende. Christian synes, at det er lidt sejt, og det er første gang, han prøver at holde en krabbe. Johanne er helst fri. De to søskende er sammen med deres mor, Katharina Zander, på besøg i fantasibyen Filantropolis, der denne lørdag i august er bygget op i det tidligere korntørringsanlæg DOKK 5000 på Odense Havn.
Bag Filantropolis står den filantropiske forening Realdania, der har skabt byen til sine medlemmer på Fyn og øerne. Her er både Eksperimentalvej, Fællesskabsfabrik og masser af underholdning fra Torvescenen.
Filantropolis’ gader og pladser bliver hurtigt fyldt, imens Realdanias adm. direktør Jesper Nygård går rundt og taler med ’byens borgere’ efter at have holdt sin velkomsttale på scenen.
Ud over at invitere medlemmerne til en hyggelig dag, har Realdania også inviteret en række ildsjæle og andre projekter, som gennem årene har fået støtte fra foreningen. Glasmuseet fra Ebeltoft giver mulighed for at omdanne stumper til den fineste mosaik, fællesskabet bag Sulelængen i Magtenbølle er ’flyttet ind’ i Filantropolis med et æblemosteri, man kan få lov at prøve selv, og Cirkusmuseet tilbyder børnene at være artister for en stund og få malet ansigtet. For blot at nævne nogle eksempler.
De frivillige fra Polymeren i Årslev har varmet limpistolerne op, så der kan arbejdes med genbrugsmaterialer. Formand Anne Bejlegaard hjælper store og små og skal senere også på Torvescenen for at tale om, hvordan man puster liv i fællesskaber.
”Jeg er utrolig stolt af at være en del af Polymeren. Men også af, at vi får lov til at være med her i Filantropolis. Der er allerede mange, der har været forbi for at høre om os, og jeg har fået supergod inspiration fra andre ildsjæle, der er her med deres projekter,” siger Anne Bejlegaard og tilføjer:
”Realdanias støtte til Polymeren er en af de afgørende årsager til, at vi er der, hvor vi er i dag. Uden støtte havde vi ikke nået i mål. Så vi skylder dem en kæmpe tak.”
Nye på Fyn
Christian, Johanne og deres mor har slået sig ned hos ildsjælene fra Vadehavnscentret, der i dagens anledning har taget et bassin krabber med. Og det er sådan en, Christian nu har skræmt sin lillesøster med.
”Vi er her i Filantropolis, fordi det er spændende, og fordi det er et rigtig godt tilbud, hvor vi kan se meget af det, som Realdania arbejder med. Samtidig er jeg historiker, og derfor er det sjovt at se den gamle bygning,” siger Katharina Zander, hvis faglige hjerte banker for bevarelse af kulturhistorie.
Familien er for nylig flyttet fra Storkøbenhavn til Fyn, og også her viste medlemskabet af Realdania sig nyttigt. Ved hjælp af bogen ’Turen går til Realdania’ og foreningens app har familien indtaget deres nye nærområde.
”Vi kendte intet til Fyn og har ingen familie her, så det var en god måde at komme steder hen, som vi ellers ikke ville være kommet,” siger Katharina Zander, inden hun følger med børnene hen til Torvescenen. For nu er der koncert.
Rundt med skattekort
Taget er næsten ved at lette, da Hjalmar sammen med to musikere indtager scenen. Hjalmar, der selv er fra Odense, takker for den fynske energi og fortæller, hvordan han som dreng på Odense Katedralskole drømte om at skrive sange, der kunne synges for et publikum. Og opleve, at de sang med. En drøm, der i hvert fald går i opfyldelse lige her i Filantropolis. Mens de fleste synger med, danser børnene, og de voksne filmer med telefonen. Et øjeblik, der skal deles.
Allerede ved ankomsten har alle børn fået et skattekort, og efter Hjalmar har givet ekstra nummer, fortsætter jagten på nye oplevelser. Realdania har indrettet et hjørne i fantasibyen, hvor man kan få VR-briller på og i løbet af et øjeblik opleve at være ved et granitbrud på Bornholm eller på toppen af Rubjerg Knude Fyr. Noget der næsten kan give højdeskræk, selvom fødderne egentlig er solidt placeret på et gulv i Odense.
Ved Glasmuseet er 8-årige Caroline ved at lime glasstumper på en lille glasplade. Endnu har det ikke helt taget form, men så meget står klart, at der både er grønne og gule glas, der symboliserer græs og sol.
Caroline er i Filantropolis med sin far Carsten Jørgensen, der lige som sin datter er optaget af det grønne – og den grønne omstilling. Han er uddannet urban landskabsingeniør, så det er en interesse, der ligger lige for.
”Vi er her, fordi det er godt og sjovt for hele familien. Og så er det mange spændende temaer, siger Carsten Jørgensen, der har været medlem af Realdania i en del år efterhånden.
”Vi har deltaget i mange af foreningens arrangementer og været rundt at se mange steder. Blandt andet i Vadehavscentret,’ siger han.
Tid til frokost
Det er ved at være over frokosttid, og såvel i Spiseriet indenfor og på gårdspladsen udenfor bydes Filantropolis’ borgere på fynske specialiteter fra rygeost til forskellige slags pølser og økologisk is. Helle Jensen fra Odense har fundet plads ved et højbord sammen med sin voksne søn og børnebørnene, der har fået energien igen efter at have fået godt med is.
”Vi har gennem årene været rundt og se mange af de ting, Realdania arbejder med. Det er jo en fantastisk måde at komme bag kulisserne. Og under corona var vi med til de arrangementer, der blev vist online. Så kunne vi sidde derhjemme og se Holmegaard Værk og andre steder i hele landet, som vi nok ellers ikke ville komme forbi. Det er dejligt, at vi nu kan være her sammen som familie,” siger hun.