Svære problemer kræver, at vi tør tale om fejltagelser

Debatindlæg af Jesper Nygård adm. direktør i Realdania, bragt i Altinget den 8. marts 2023

I årevis har der fra mange sider lydt opfordringer til at tale mere åbent om fejl. På arbejdspladserne. I virksomhedernes ledelser. I den offentlige debat. Ledelseseksperter og psykologer har sagt det. Erhvervsledere har sagt det. Og statsminister Mette Frederiksen og direktør i sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm rakte ved corona-pandemiens udbrud også på hver sin måde ud til behovet for at erkende og lære af fejl i håndteringen.  

Meget tyder da også på, at organisationer, hvor man tør tale åbent om fejl og fiaskoer, er dem, der lærer mest og bliver hurtigst klogere. Gennem et langt liv med forandringsprocessen i forskellige organisationer har jeg set, at læring af fejltagelser er både svært og helt afgørende – på samme tid.  

Ud af komfortzonen 

Det er mit klare indtryk, at der i mange organisationer på tværs i samfundet i disse år netop er fokus på at lære af det, der ikke lykkes. Der bliver systematisk evalueret og samlet op på både det, der går godt, og det, der går mere eller mindre skævt. I min nuværende organisation har vi senest igangsat en indsats, hvor vi besøger en lang række af de projekter, vi har givet støtte til for mere end fem år siden. Målet er at se, hvordan de fungerer nu, hvor dagligdagen har indfundet sig – og ikke mindst finde ud af, hvad vi med fordel kunne have gjort anderledes. Vi er allerede blevet meget klogere end vi var, før vi gik i gang.    Sådan tror jeg, at man arbejder mange steder – inden for virksomhedens egne mure. Den helt store udfordring er at få delt fejl og læring på tværs i samfundet – mellem sektorer, konkurrenter og politiske rivaler. Og ikke mindst at dele det på måder, hvor også medierne og den samlede befolkning får indblik i det. Det gælder naturligvis ikke alle fejl, men de fejl eller ikke-successer, der kan bruges af andre til generel læring, til at komme videre, og som kan føre til ny adfærd og løsning af konkrete problemstillinger. Det centrale er: Det er ikke nok at fejre succeserne! 

På trods af den brede erkendelse af, at man lærer meget af – også andres –fejltagelser, sker dette ikke i nævneværdigt omfang. Og hvis det gør, så deler vi typisk først, når vi er kommet op med en bedre løsning – og dermed kan tale om fortidens fejl. Jeg kan sagtens genkende det fra mig selv. Jeg er også mere komfortabel med de fejl, jeg har lært af og nu ikke begår længere, end dem, hvor jeg står midt i suppedasen og stadig er på usikker grund. 

To eksempler  

Jeg vil nævne to eksempler på ting, som ikke er lykkedes i mine år i Realdania. Et eksempel, hvor vi stadig tygger på, hvorfor det ikke gik bedre, og et, hvor vi har lært noget og er vendt tilbage med en ny tilgang. 

I perioden 2006-2013 igangsatte Realdania en indsats, der skulle nytænke nyt landbrugsbyggeri. Ambitionerne var at sætte seks nytænkende og inspirerende byggerier i gang, der kunne kopieres af andre landbrug og dermed sprede sig som ringe i vandet. På trods af dette og bredt anlagte partnerskaber, lykkedes det kun at finansiere og realisere tre konkrete projekter. Det er spændende løsninger, som stadig kan inspirere andre den dag i dag. Men den synlige skalering og kopiering til andre landbrug er udeblevet. Forklaringerne kan være mange – bl.a. at finansieringen skulle ske under finanskrisen og på ryggen af den. Eller måske var indsatsen – i forhold til skaleringen – udtænkt forkert fra vores side fra begyndelsen. Vi genbesøger de tre byggerier lige nu, og forhåbentlig bliver vi klogere og får viden til kommende indsatser. 

Nogenlunde i samme periode gik Realdania ind i en større såkaldt impact investering. Altså en kommerciel investering, der skulle give et økonomisk afkast, men som også understøttede et felt, der lå tæt på vores mission. Det gik slet ikke godt. I sidste ende resulterede det i et stort økonomisk tab – vi tabte faktisk (alle) pengene – og vi måtte indkassere nogle omdømmemæssige lussinger.  

I en årrække derefter har vi holdt os væk fra kommercielle investeringer, der går hånd i hånd med – eller tæt på – vores filantropiske indsats. Lige indtil vi for et par år siden gik i gang med at opbygge en ny portefølje af missionsrettede investeringer, som både skal give økonomisk og filantropisk afkast. Belært af fortiden går vi nu anderledes til værks og trækker på erfaringer fra særligt amerikanske fonde, der er længere end os. Og som har været villige til at dele ud af deres erfaringer – både succeserne og det modsatte. 

Var fortidens forsøg med denne type investeringer en fiasko? Måske – i hvert fald var der betydelige elementer af manglende succes. Begik vi fejl dengang? Helt sikkert. Til gengæld har vi lært af det.  

Risikovillighed og tillid 

Tilbage til mit første spørgsmål. Hvorfor er vi ikke er bedre til at være åbne om vores fejltagelser? I et land, som generelt scorer højt i tillidsmålinger, skulle man tro, at det var muligt. Den mest indlysende forklaring er nok risikoen for, at kollegaer eller konkurrenter udnytter det – det kunne være i erhvervslivet, politik eller andre steder. Eller angsten for at blive hængt ud i medierne og få skrammer på omdømmet. Helt forståelige årsager, uanset om man er en virksomhed, NGO, politiker eller som jeg arbejder i den filantropiske sektor. 

Jeg mener, at fonde og filantropiske foreninger har et særligt ansvar for at gå forrest her. Vi har en mulighed for – og i min optik en forpligtelse til – at være ekstra risikovillige i vores indsatser. Den naturlige følge af dette er, at alting ikke lykkes 100 procent. Hvis alt det vi laver lykkes, så er vi ikke en succes. Omvendt skal alt jo naturligvis heller ikke mislykkes. Men vi skal kunne eksperimentere og erkende, at vi med en række problemstillinger ikke kender løsningen, men at det er nødvendigt at teste og lære på en kontrolleret måde. Vi vil gerne bruge en del af vores filantropiske midler på at tage noget af den risiko, der er forbundet med eksperimenterne – så den (altså risikoen) bliver mindre i andre dele af samfundet. Og vi ønsker at dele den viden, vi får ud af det. 

I modsætning til f.eks. private virksomheder kan den filantropiske sektor som udgangspunkt dele viden og erfaring uden frygt for konkurrenter og, at det f.eks. går ud over produkter eller forretning. Det skal vi blive endnu bedre til – selvfølgelig med respekt for vores samarbejdspartnere og med alle de nødvendige nuancer. Der kan helt sikkert ofte være hensyn, der gør, at kan være svært at dele alle detaljer, men ambitionen må altid være, at relevant viden skal deles. 

Det er en vigtig samtale på tværs i alle sektorer i samfundet. Globalt og i Danmark står vi over for nogle problemer, som kun kan løses, hvis vi arbejder mange sammen og på tværs af sektorer. Klimaudfordringerne, integration, ensomhed blandt unge og ældre, segregering og hjemløshed – for blot at nævne nogle stykker. Det kræver både risikovillighed og nytænkning bredt i samfundet, og det må frygten for at begå fejl ikke spænde ben for. 

Et ægte problemløsende samfund er et, hvor aktører i alle sektorer har modet og tilliden til at dele også det, der ikke lykkes. Hvor resten af samfundet er i stand til at tage konstruktivt og nysgerrigt imod den viden. Jeg har ikke løsningen på, hvordan vi kommer derhen. Men jeg ved, at det kræver noget af os alle. Den samtale vil jeg gerne invitere til. 

Mange opfindelser er jo sjovt nok fundet ved fejl eller uheld, f.eks. penicillin, Post-it, Viagra, teflon og cornflakes. Og som Nelson Mandela har sagt: ”I never lose. I either win or learn.”