Medlemsarrangement: Bålmad på bondegården
Lerbjerggård i Nordsjælland er ikke en helt almindelig bondegård. Den er ejet af en forening, jorden dyrkes regenerativt og midt på gårdspladsen står et fælleshus, opført med midler fra Realdanias ’Underværker’-pulje. Realdania inviterede medlemmerne til at høre mere om gården, gå på markvandring og lave mad på bål
Himlen er dybt blå og solen hænger tungt over Lerbjerggård i Melby i Nordsjælland, hvor de omkringliggende marker bugner af grøntsager. Det bliver næsten ikke mere dansk sommer.
På gårdspladsen er omkring 50 medlemmer af Realdania ved at samle sig foran bondegårdens fælleshus. En bygning der står på skruefundamenter, med en bærende ramme af træ og beklædt med glas. Indenfor er der borde, bænke og plads til at komme hinanden ved. Realdania har gennem puljen ’Underværker’ givet midler til, at fælleshuset kunne realiseres.
”Hvis det bliver nødvendigt, kan hele huset skilles ad igen. Vi vil helst bygge sådan, at vi belaster planeten mindst muligt,” forklarer Jacob Westergaard Madsen, der er foreningsdirektør i Andelsgaarde. En forening med omkring 3.000 medlemmer, der har som formål i fælleskab at fremme den grønne omstilling af landbruget ved at opkøbe gårde og dyrke jorden regenerativt. For at mindske klima- og biodiversitetskrisen og for at producere flere sunde fødevarer.
Lerbjerggård var Andelsgaardes første gård. Købt i 2019 for penge fra medlemmernes bidrag.
”Det er ikke sådan, at vores medlemmer får noget igen i form af grøntsager eller andet. Men de har altid lov til at komme til gårdenes arbejdsdage og give en hånd, f.eks. med at luge i marken. Vi kalder det farmer-fitness,” fortæller Jacob Westergaard Madsen Realdanias medlemmer, der kvitterer med høje grin.
Små gårde forsvinder
Lerbjerggård er på 5 hektar, svarende til 50.000 m2 eller omkring 50 parcelhusgrunde. Set i forhold til, at et landbrug typisk er på 200 hektar, er det ikke meget at skrive hjem om, men for Andelsgaarde er det et selvstændigt mål, at der også i fremtiden er plads til små gårde.
”Lerbjerggård ville typisk være blevet købt op og lagt ind under et større landbrug, som en ung landmand aldrig ville kunne købe,” siger foreningsdirektøren.
Anne Wegener er et af de Realdania-medlemmer, der er kommet på besøg på Lerbjerggård. Hun bor selv i området, og er nysgerrig efter at høre om projektet. Hun er særligt interesseret i den langsigtede vision.
Jacob Westergaard Madsen forklarer, at Andelsgaarde meget gerne vil købe mange gårde op med målet om at lave modellandbrug, som andre kan inspireres af.
Løber lige rundt
Mens Andelsgaardes foreningsdirektør svarer på spørgsmål, er Lerbjerggårds forpagterpar, Nanna Thomsen og Christopher Lundgren, ved at gøre klar til at modtage Realdanias medlemmer i markerne, der ligger omkring gården. Tættest på ligger de to hektar, der dyrkes, bagved ligger et engområde, der er udlagt til naturpleje. Nanna Thomsen tænder bål i tønder, som gæsterne skal lave mad over – naturligvis af afgrøder fra markerne – og Christopher Lundgren gør klar til at vise rundt i markerne og fortælle om livet som landmand på det lille landbrug. Et liv, der ikke kun er ren bondegårdsidyl.
”Vi sælger vores afgrøder lokalt til butikker og restauranter, så vi har ingen fordyrende mellemled. Samtidig bor vi i Nordsjælland, hvor vi nok kan tage lidt mere for det. Så med lav løn til os selv, en elev og nogle frivillige hjælpere en dag om ugen kan det lige lade sig gøre,” fortæller Christopher Lundgren.
Det hårde arbejde til trods, føler de to forpagtere, at de er heldige, fordi de får lov at drive deres egen gård. De gik på økologisk landbrugsskole sammen, og de fleste af dem, de kender derfra, har i dag skiftet spor. Kun få er kommet i gang med egen gård.
”Vi fik selv nej fra banken,” siger Christopher Lundgren.
Bål i marken
Nanna Thomsen har fordelt Realdanias medlemmer i små grupper, der skal samarbejde om at klargøre de nye kartofler og rense grøntsager, der skal på pander over tøndebålene.
Ved et af bordene er Anne Wegener i fuld gang sammen med datteren Vibeke. Mens moderen fortsat er nysgerrig på, hvordan et lille landbrug som Lerbjerggård skal klare sig på sigt, er datteren mere optaget af selv at bidrage til en bæredygtig fremtid.
”Jeg skal starte på en regenerativ landbrugsskole. Jeg er opvokset her i naturen, og er lykkelig og glad, når jeg er i den, så målet er at arbejde med planter på den mest bæredygtige måde,” siger hun.
Mens der spises, gør Nanna Thomsen status over, hvad det bedste er ved at være forpagter af en gård.
”Det er at se jorden blive sundere og at grøntsagerne bliver flottere. At de, der besøger os, er glade og kommer tilbage,” siger hun.
På gårdspladsen er omkring 50 medlemmer af Realdania ved at samle sig foran bondegårdens fælleshus. En bygning der står på skruefundamenter, med en bærende ramme af træ og beklædt med glas. Indenfor er der borde, bænke og plads til at komme hinanden ved. Realdania har gennem puljen ’Underværker’ givet midler til, at fælleshuset kunne realiseres.
”Hvis det bliver nødvendigt, kan hele huset skilles ad igen. Vi vil helst bygge sådan, at vi belaster planeten mindst muligt,” forklarer Jacob Westergaard Madsen, der er foreningsdirektør i Andelsgaarde. En forening med omkring 3.000 medlemmer, der har som formål i fælleskab at fremme den grønne omstilling af landbruget ved at opkøbe gårde og dyrke jorden regenerativt. For at mindske klima- og biodiversitetskrisen og for at producere flere sunde fødevarer.
Lerbjerggård var Andelsgaardes første gård. Købt i 2019 for penge fra medlemmernes bidrag.
”Det er ikke sådan, at vores medlemmer får noget igen i form af grøntsager eller andet. Men de har altid lov til at komme til gårdenes arbejdsdage og give en hånd, f.eks. med at luge i marken. Vi kalder det farmer-fitness,” fortæller Jacob Westergaard Madsen Realdanias medlemmer, der kvitterer med høje grin.
Små gårde forsvinder
Lerbjerggård er på 5 hektar, svarende til 50.000 m2 eller omkring 50 parcelhusgrunde. Set i forhold til, at et landbrug typisk er på 200 hektar, er det ikke meget at skrive hjem om, men for Andelsgaarde er det et selvstændigt mål, at der også i fremtiden er plads til små gårde.
”Lerbjerggård ville typisk være blevet købt op og lagt ind under et større landbrug, som en ung landmand aldrig ville kunne købe,” siger foreningsdirektøren.
Anne Wegener er et af de Realdania-medlemmer, der er kommet på besøg på Lerbjerggård. Hun bor selv i området, og er nysgerrig efter at høre om projektet. Hun er særligt interesseret i den langsigtede vision.
Jacob Westergaard Madsen forklarer, at Andelsgaarde meget gerne vil købe mange gårde op med målet om at lave modellandbrug, som andre kan inspireres af.
Løber lige rundt
Mens Andelsgaardes foreningsdirektør svarer på spørgsmål, er Lerbjerggårds forpagterpar, Nanna Thomsen og Christopher Lundgren, ved at gøre klar til at modtage Realdanias medlemmer i markerne, der ligger omkring gården. Tættest på ligger de to hektar, der dyrkes, bagved ligger et engområde, der er udlagt til naturpleje. Nanna Thomsen tænder bål i tønder, som gæsterne skal lave mad over – naturligvis af afgrøder fra markerne – og Christopher Lundgren gør klar til at vise rundt i markerne og fortælle om livet som landmand på det lille landbrug. Et liv, der ikke kun er ren bondegårdsidyl.
”Vi sælger vores afgrøder lokalt til butikker og restauranter, så vi har ingen fordyrende mellemled. Samtidig bor vi i Nordsjælland, hvor vi nok kan tage lidt mere for det. Så med lav løn til os selv, en elev og nogle frivillige hjælpere en dag om ugen kan det lige lade sig gøre,” fortæller Christopher Lundgren.
Det hårde arbejde til trods, føler de to forpagtere, at de er heldige, fordi de får lov at drive deres egen gård. De gik på økologisk landbrugsskole sammen, og de fleste af dem, de kender derfra, har i dag skiftet spor. Kun få er kommet i gang med egen gård.
”Vi fik selv nej fra banken,” siger Christopher Lundgren.
Bål i marken
Nanna Thomsen har fordelt Realdanias medlemmer i små grupper, der skal samarbejde om at klargøre de nye kartofler og rense grøntsager, der skal på pander over tøndebålene.
Ved et af bordene er Anne Wegener i fuld gang sammen med datteren Vibeke. Mens moderen fortsat er nysgerrig på, hvordan et lille landbrug som Lerbjerggård skal klare sig på sigt, er datteren mere optaget af selv at bidrage til en bæredygtig fremtid.
”Jeg skal starte på en regenerativ landbrugsskole. Jeg er opvokset her i naturen, og er lykkelig og glad, når jeg er i den, så målet er at arbejde med planter på den mest bæredygtige måde,” siger hun.
Mens der spises, gør Nanna Thomsen status over, hvad det bedste er ved at være forpagter af en gård.
”Det er at se jorden blive sundere og at grøntsagerne bliver flottere. At de, der besøger os, er glade og kommer tilbage,” siger hun.