Medlemsarrangement: Glaskunst og fællesskab på Holmegaard Værk
Små og store gæster fik en dag med masser af oplevelser, da Realdania inviterede til medlemsfestival på Holmegaard Værk. Her kunne medlemmerne møde en række af de projekter, som Realdania har støttet gennem årene – og ildsjælene bag dem.
Milan bevæger diamantstiften hen over glasset i dyb koncentration. Bag beskyttelsesbrillerne kan man se det t-rex-mønster, han har fået malet om sit venstre øje. Ved siden af ham, bag den store glasvæg, står 40.000 stykker glas, der fortæller flere hundrede års glashistorie. Glassamlingen er én af de største i norden.
Vi er på Holmegaard Værk ved Næstved, hvor medlemmer af Realdania er inviteret til en dag fyldt med kreativitet, kunst, fællesskab og kulturarv i de smukke omgivelser på det gamle glasværk.
Inde i værket, som er bygget i 1825, kan gæsterne få en rundvisning i de flotte udstillinger om glasindustriens udvikling og opleve glasblæserne, der demonstrerer deres imponerende håndværk. De yngste besøgende kan bl.a. prøve kræfter med at sandblæse eller gravere i glas eller skabe et glastryk på farvet papir.
Udenfor summer gårdspladsen af liv. I boderne kan Realdanias medlemmer opleve mange af de projekter, som foreningen har støttet gennem tiden. Hos Dansk Hulebyg samarbejder børn, forældre og bedsteforældre om at bygge fugle- ugle- og flagermuskasser med fukssvans og skruemaskine.
De andre boder med frøbomberne, papbyggeriet og køleskabsmagneterne med eget foto er også populære, og på den runde røde manegedug instruerer cirkusartisterne fra Cirkusmuseet i jonglering. Til at stille sulten er der brie fra Hårbølle Mejeri, kompot fra Hesnæs Havn og ale fra Krenkerup Bryggeri. Men også hotdogs, kakao og popcorn.
En rokke set indefra
Den Blå Planet er taget fra København til Holmegaard, og foran måbende børn og voksne dissekerer underviser Katrine Skjøth Thielsen en 25 år gammel ørkenrokke.
”Rokken er tæt beslægtet med hajen,” forklarer hun, inden det første snit lægges i rokkens vinge, og gæsterne får et kig ind til muskulaturen. ”Og da den mest bruger vingerne, har den faktisk ret store brystmuskler.”
Der bliver strakt hals, og flere rejser sig for at kunne se bedre, da Katrine Skjøth Thielsen fortæller om den giftige hale.
”Man ikke skal være bange for at blive stukket af en rokkes giftpil. Giften er ikke dræbende, men mere som et bistik. Rokken bruger giften, når den skal forsvare sig mod trusler fra f.eks. hajer, der gerne vil gøre den til et måltid,” forklarer hun.
Efter dissektionen er der en rand af Realdania-medlemmer i alle aldre, som samler sig omkring rokken. Andre har sat sig på bænkene ved siden af, hvor der kan eksperimenteres med japansk fisketryk.
Klassisk dansk sommer
Sol og regn afløser hinanden hele dagen over det gamle glasværk, men humøret er højt fra start til slut. I mylderet skimtes paraplyer, røde Realdania-balloner, børn med ansigtsmaling og nybegyndere på stylter, der kæmper med at holde balancen på de lange stave.
Da sangeren Pil giver koncert, falder en let støvregn. Men det skræmmer ikke gæsterne, som sidder tæt sammen under paraplyer helt oppe ved den lille scene.
Inde i værket er Milan ved at være færdig med at dekorere sin glasvase. Milan har for nylig lært at skrive sit eget navn, og i dag har han skrevet det både i glas og med blæksprutteblæk – og på sin lille autocamper, som han har lavet af genbrugsmaterialer, fortæller hans far, René von Bülow.
”Så det er den helt store navnedag,” smiler han og tilføjer:
”Det har været helt kanon her på Holmegaard. Der er jo aktiviteter nok til en hel dag. Jeg har deltaget i mange af Realdanias arrangementer i København og bruger ofte 'Turen går til Realdania' som inspiration til familieudflugter. Medlemsfestivalen i dag er en god mulighed for at se værdien af et konkret projekt og samtidig opleve en spændende udstilling og aktiviteter, der udvider vores børns horisont,” siger han, mens han forsigtigt pakker Milans nye vase ned i rygsækken.