x

Test viser, at ny maling kan udlede uønsket kemi

Nyhed 27. august 2024

En ny test af maling viser, hvor mange potentielt problematiske kemikalier, der kan fylde luften i et nymalet rum. Af den grund anbefaler Forbrugerrådet Tænk, at man bruger handsker og lufter ud, når man maler.

Maling til hjemmet indeholder en lang række kemikalier, der blandt andet hjælper til at gøre malingen holdbar. Det viser en test som Realdania har støttet, foretaget af Forbrugerrådet Tænk og Teknologisk Institut. I testen blev 30 forskellige malinger testet for uønskede kemikalier, og testen viste, at nogle af kemikalierne kan være potentielt sundhedsskadelige eller dårlige for miljøet.

”Især den dag, man maler, og dagen efter, man har malet, ser vi ofte en meget stor fordampning af kemikalier fra maling. De kan give akut svimmelhed og hovedpine, men vi har også målt flere slags kemikalier, som kan være problematiske på længere sigt og fx give allergi, ” fortæller Christel Søgaard Kirkeby, projektleder i Forbrugerrådet Tænk.

De testede malinger er hvide vægmalinger og træ/metal-malinger. De er testet på et laboratorie i et særligt kammer, og testen viser, at afgasningen er højest de første dage. Derfor er det vigtigt at udlufte imens man maler og i den første tid efter. 

Maling belaster indeklimaet

Testen målte blandt andet ammoniak i så store koncentrationer, at det kan give gener og opleves ubehageligt, og i de første dage efter malingen målte man enkelte stoffer, der potentielt kan give kræft eller skader på forplantningsevnen. 

18 af de testede malinger indeholdt desuden konserveringsmidlet BIT, som er allergifremkaldende. Testen viste, at stoffet fordamper, og derfor kan måles i rummet tre dage efter malingen var påført. 

Ifølge Christel Søgaard Kirkeby, kan man sagtens vælge gode malinger uden BIT. Oftest vil malingen være mærket med BIT på etiketten, hvis den indeholder stoffet, dog med det mindre mundrette navn 1,2-benzisothiazol-3(2H)-one.