'Jeg' bliver til 'vi' i fremtidens ungdomsliv

Af Michael Monty

Fællesskab er et plusord i det danske sprog og bliver typisk italesat som noget entydigt positivt: Vi taler om, at det skaber trivsel og tryghed at være en del af et fællesskab, og at det giver netværk.

Det er helt rigtigt, mener Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet. Men ifølge professoren er virkeligheden for nutidens unge i Danmark mere nuanceret end som så, når det gælder fællesskaber. 

Det siger Noemi Katznelson bl.a. på baggrund af forskningsprojektet ’Kan ungefællesskaber gøre ondt?’, som hun indtil 2023 var en af drivkræfterne bag. I forskningen blev der stillet skarpt på 14-19-åriges egne forståelser og oplevelser af de fælles­skaber, som de indgår i.

”Vi har en enormt stærk dansk fortælling om, at fællesskaber er svaret på rigtig mange ting, også når det gælder at skabe trivsel. Det er både rigtigt og forkert. For rigtig mange unge har fællesskaberne enormt stor og positiv betydning, når de er en del af fællesskaber med gode relationer og en stærk historik. Men du kan som ung også slå dig utroligt meget på fællesskaber. Det sker, hvis du er i periferien af et fællesskab, som samtidig fylder meget i dit liv og er vigtigt for dig at være en del af,” siger Noemi Katznelson.

Årsmagasin 2025

Årsmagasinet 2025 er en særlig jubilæumsudgave i forbindelse med vores 25-års jubilæum. Magasinet har særligt fokus på livskvalitet og fællesskaber.

Det handler bl.a. om nogle af de fællesskaber og mødesteder, som Realdania har støttet gennem årene, og så præsenterer vi vores nye strategi, hvor vi sætter fokus på konkrete steders særlige potentialer, arkitekturens muligheder og fremtidens byggeskik.

Læs hele årsmagasinet

Selvom forskningen viser, at fællesskaber for de fleste unge er givende at være en del af, er det meget vigtigt at være opmærksom på risikoen for igen og igen at lande i periferien af fællesskabet – dét, professoren kalder ’en svær position’.

”Fællesskaber kan øge polariseringen og skabe oplevelser af utilstrækkelighed blandt de unge, hvis de gentagne gange lander i svære positioner. Måske føler de sig usynlige, oplever at skulle betale en for høj pris for at være med eller at skulle lægge krop til noget, de egentlig ikke vil, f.eks. at ryge eller drikke. Dermed betaler de en overpris for at være en del af fællesskabet. Det har vi nok alle sammen prøvet, men hvis det sker igen og igen i fællesskaber, der er vigtige for os, kan det bidrage til mistrivsel,” siger Noemi Katznelson.

Overordnet er der i Danmark meget stor ulighed i forhold til, hvilken adgang til fællesskaber man 
har som ung.

”Den ene yderpol er den unge, som er vokset op i en ressourcestærk familie, hvor de voksne kender hinanden fra fødselsforberedelse, børnenes skole og fra nærområdet, og hvor den unge har gode venner på vejen fra børnehaven og skolen. Den unge herfra har opbygget en fællesskabshistorik og sætter hele tiden ind på kontoen i forhold til fællesskaber og personer, den unge kan række ud til. Den anden yderpol er den unge, som har et kæmpe overtræk på fællesskabskontoen, idet folkeskoletiden er problematisk, som ikke har nogen venner fra skolen og aldrig har gået til noget i sin fritid,” forklarer Noemi Katznelson.

Bange for at fejle

Fremtidens fællesskaber i ungdomslivet kommer ifølge Noemi Katznelson sandsynligvis til at inkludere flere unge, der længes efter at begrave ’jeg vil’-tankegangen og behovet for selvrealisering.

”Jeg tror, at vi kommer til at se to modsatrettede bevægelser. På den ene side en længsel efter at søge ind i fællesskaber, hvor det er et ’vi’, der er fremherskende, og hvor jeget og alt det, som ’jeg vil’, bliver til ’vi vil, vi gør, og vi deler’. Og på den anden side fællesskaber, som får svære betingelser og falder fra hinanden som en ekstrem konsekvens af hele præstations- og vurderingskulturen. Mange unge er så bange for at fejle, føler sig ofte sårbare og tør ikke give sig til kende, og det kommer til at gå ud over fællesskaberne,” siger Noemi Katznelson.

Én ting er, hvad Noemi Katznelson tror, der vil ske – noget andet er hendes håb og drømme for fremtidens ungefællesskaber.

”Jeg håber virkelig, at vi kan få fællesskaber i ungdomslivet, som er mindre vurderende for derigennem at give plads til, at man kan være mere forskellige. Fællesskaber, der er mindre hierarkiske og indeholder færre popularitetsværdier,” siger professoren.