x

Nyt forskningsprojekt skal fremme udbredelsen af terrændæk og fundamenter med lavere klimabelastning

Nyhed 21. maj 2025

Et nyt forsknings- og udviklingsprojekt skal samle og systematisere viden om klimavenligere terrændæk og fundamenter, som i dag typisk består af beton, armering og trykfast isolering – materialer med et højt CO₂-aftryk. VIA University College, Artelia og Teknologisk Institut står bag projektet.

Terrændæk og fundamenter udgør op til 25 pct. af bygningers samlede klimaaftryk. Et nyt forsknings- og udviklingsprojekt støttet af Realdania kigger nu nærmere på mere bæredygtige alternativer og potentialer og barrierer ved eksisterende og nye løsninger. Projektet vil også beskrive, hvor de forskellige principper kan anvendes og vil inddrage overvejelser omkring bygningsfysik, bygbarhed, drift og vedligehold. Der tages udgangspunkt i best-practice eksempler fra virkeligheden, der kan inspirere og støtte byggebranchen i den grønne omstilling.

Nye løsninger – nye udfordringer 

De forskellige principper, der undersøges, inkluderer materialevalg som f.eks. CLT og genanvendt beton, optimeret forbrug af materialer som armeringsstål og EPS, samt alternative opbygninger som hævede terrændæk, skruefundamenter og krybekældre – alle med potentiale for at reducere byggeriets klimaaftryk og øge brugen af biobaserede materialer.  

Men nye løsninger medfører også nye udfordringer. Terrændæk og fundamenter er direkte eksponeret mod jorden og stiller derfor høje krav til blandt andet fugtsikring, bæreevne, radonsikring og drift. Projektet skal derfor afdække, hvordan forskellige løsninger bedst projekteres, så de opfylder lovkrav og er anvendelige i praksis.

Målet er at skabe en solid vidensbase, der kan støtte byggebranchen i at leve op til fremtidens skærpede klimakrav og samtidig fremme bygbarheden og robustheden af alternative løsninger, som kan støtte branchen i den grønne omstilling. Målrettet hele byggeriets værdikæde
Projektet retter sig mod hele byggeriets værdikæde: Arkitekter, ingeniører, entreprenører, håndværkere, bygherrer, producenter, myndigheder og vidensinstitutioner, som inviteres med til at bidrage og tage del i projektets udvikling. 

Projektet skal:

  • Skabe indsigt i hvordan nuværende løsninger kan anvendes i praksis allerede i dag.
  • Kortlægge viden og erfaringer fra branchen, så rådgivning, projektering og produktudvikling kan styrkes.
  • Identificere behov for videre forskning og udvikling, der kan danne grundlag for fremtidige forsknings- og udviklingsprojekter.

Projektet involverer et advisory board og følgegruppe, der sikrer faglig kvalificering og bred forankring af resultaterne. Undervejs afholdes en række workshops, hvor aktører fra branchen inviteres til at bidrage med erfaringer og få ny viden. Projektet løber fra maj 2025 til december 2026. 

Projektets endelige resultater sammenfattes i en samlet rapport, der giver et overblik over gældende lovgivning, byggetekniske forhold og eksisterende best practices. Et inspirationskatalog med klimavenlige konstruktionsprincipper, som beskriver anvendelsesområder, potentialer og barrierer. Og best practice eksempler med styrker og problemstillinger ved de klimareducerede konstruktioner, herunder eksisterende erfaringer.