x
Valgmøde i Realdania:

Syv medlemmer fra det østjyske valgt til Realdanias repræsentantskab

Pressemeddelelse 13. november 2025

Næsten 1.200 mennesker var mødt op, da Realdania i aftes afholdt valgmøde i Aarhus. De kunne høre mere om Realdanias aktiviteter og foreningens 25-års jubilæum med fokus på livskvalitet, og så blev der valgt medlemmer til Realdanias repræsentantskab.

Den store konferencesal på Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus var proppet med Realdania-medlemmer og medfølgende gæster, da den filantropiske forening i går afholdt valgmøde i det valgområde, der dækker kommunerne Favrskov, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Aarhus.

På mødet kunne de mange fremmødte høre om Realdanias aktiviteter i 2025, hvor foreningen fylder 25 år. De omfatter bl.a. den store landsdækkende indsats ’Vores Sted’, hvor fællesskaber fra hele Danmark har kunnet søge om at få et af de 150 små lokale mødesteder, som Realdania giver til fællesskaber i anledning af jubilæet. Fokus på fællesskaber og mødesteder er ikke tilfældigt, for foreningen har tidligere på året offentliggjort en meget stor undersøgelse af livskvaliteten i Danmark. Den viser, at den vigtigste enkeltstående faktor for livskvalitet er relationer til andre mennesker. 

Bestyrelsesformand Lars Krarup og adm. direktør Nina Kovsted Helk fortalte også om foreningsarbejdet og de investeringer, der ligger til grund for uddelingerne. Og om nogle af de øvrige 5.000 projekter, som Realdania har støttet indtil nu – bl.a. i det østjyske område. Der var på mødet også tid til spørgsmål og debat, og de fremmødte fik også mulighed for at møde og tale med de mennesker, der står bag nogle af de lokale steder, som foreningen har støttet gennem årene. 

Valg til repræsentantskabet

Der var på mødet stor interesse for at blive valgt til Realdanias repræsentantskab. Hele 11 kandidater var stillet op og fik lejlighed til at præsentere sig for de mange fremmødte.

Følgende syv kandidater blev valgt for en fireårig periode:

Annabeth Aagaard, professor, direktør, Risskov
Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker, Risskov
Hanne Ahrens, pensionist, Silkeborg
Jesper Skov, tømrer, Viby J
Suna Cenholt, arkitekt, byggeøkonom, Højbjerg
Søren Brixen, partner, Galten
Trine Vest Lybech Madsen, landskabsarkitekt, indehaver, Lystrup

Bestyrelsesformand Lars Krarup sagde efter mødet:

”Jeg er utrolig glad for, at så mange var mødt frem for at bruge en aften på at høre mere om Realdania og tale med os – og ikke mindst for at bruge deres stemme og være med til at sikre et levende demokrati. For mig er valgmøderne altid en festaften, og det er herligt med den store interesse for at være med til at præge foreningens arbejde. Jeg glæder mig meget til samarbejdet i repræsentantskabet med de syv kandidater her fra området, som blev valgt.” 

Realdania er en filantropisk forening med omkring 190.000 medlemmer. Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem, og repræsentantskabet er den øverste myndighed. Realdania arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø – forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Det er f.eks. byudvikling, fællesskaber, den grønne omstilling i byggeriet og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Foreningen har siden år 2000 støttet omkring 5.200 projekter med ca. 24 mia. kr.