Luftrensere lover for meget
Samtlige luftrensere mod kemi dumpede i test, da Kasper Vita Kristensen og hans forskningsgruppe på Aarhus Universitet udsatte en række af dem for grundige forsøg. Nogle af produkterne gik på få timer fra at være luftrensere til aktive luftforurenere. Vi har taget en snak med Kasper Vita Kristensen, der bl.a. efterlyser testkrav og bedre målinger.
Vi indånder hundredvis af forskellige kemikalier, når vi opholder os indendørs. De kommer fra mange forskellige produkter i vores bygninger, der hele tiden står og afgasser til indeluften: vores møbler, vores byggematerialer, vores vægge – os selv. Vi mennesker damper kemi af fra bl.a. vores skønhedsprodukter og vores tøj. Størstedelen af kemien er ikke skadelig, men der er nogle kemikalier, som vi ved har en hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende effekt, og mange kan virke irriterende og kan påvirke vores trivsel og velvære.
Den bedste måde at sikre sig et sundt indeklima på er at fjerne kilderne så vidt muligt og at lufte ud. Men i de seneste år er der også kommet fokus på at fjerne indendørs luftforurening vha. luftrensere. Nedenfor deler Kasper Vita Kristensen, adjunkt på Aarhus Universitet ved Institut for Bio- og Kemiteknologi, sin viden om luftrensere.
Ambitiøse luftrensere
Markedet for luftrensere er eksploderet. Mange af dem sælger sig på at kunne det hele med ordlyden: ’Fjerner 99 % af alle partikler, bakterier, vira, og gasser.’ Med den baggrund, jeg har, ved jeg godt, at det er højst usandsynligt, at en luftrenser kan alt dét.
I dag kan alle bygge en luftrenser hjemme i garagen, og der er ingen lovgivning om, at de skal testes. Producenten kan selv vælge at få lavet en tredjepartstest ved forskellige laboratorier, men der findes ikke standardiserede tests for luftrensernes evne til at fjerne kemi fra indeluften.
Derfor gik jeg og min forskningsgruppe i gang med at udvikle en avanceret testprotokol for netop at undersøge og synliggøre luftrensernes evne til at fjerne forskellige kemiske stoffer fra luften.
Bedre test
I dag gør laboratorierne enten det, at de vælger ét kemikalie at teste, som de antager er repræsentativt for al den kemi, der er i luften, eller de bruger specifikke kilder til at producere en mængde forskellige kemikalier at teste. Men ofte undersøger man blot, hvordan luftrenseren fjerner hele posen af kemi på én gang og ikke, hvordan effekten kan variere på tværs af de kemiske stoffer. Så måske fjerner luftrenseren den ikke-skadelige kemi, men hvis den skadelige fiser lige igennem, kan man ikke rigtigt bruge den måleenhed til så meget.
Desuden er kutymen, at luftrenserne testes i små lufttætte bokse og ofte kun over nogle få timer. Vi udviklede i stedet nogle test, så vi kunne udsætte luftrenserne for en bred vifte af kemikalier, som vi ved, at vi udsættes for indendørs, og så vi kunne teste effektiviteten på de enkelte kemikalier. Testene udførte vi i et rigtigt klasselokale, for at det var så repræsentativt som muligt. Og i stedet for bare at køre den en time eller to lod vi den køre kontinuerligt i tolv til 24 timer.
Kemi fes lige igennem
Ingen af de luftrensere, vi testede, fjernede kemi i nærheden af den grad, de lovede, eller som man kunne forvente ud fra de oplyste testresultater. I bedste tilfælde fjernede luftrenserne kun nogle af kemikalierne effektivt, mens flere fes lige igennem luftrenseren. Samtidig så det ud til, at effekten af luftrenserne på kemien faldt drastisk bare på et par timer. Så i løbet af kort tid havde man altså en spritny luftrenser, der ikke rigtigt virkede.
Efter et stykke tid, hvor luftrenseren havde stået og kørt, luftede vi ud for at fjerne kemien og starte luftrenseren igen i et rent lokale. Det viste sig så, at mange af de her luftrensere begyndte at sprøjte kemi ud i det rene lokale – den kemi som de lige havde suget til sig. Så de gik på kort tid fra at være en luftrenser til at være en luftforurenere.
Utøjlelig teknologi
Det næste, vi gjorde, var at kigge på de mere avancerede teknologier. Udover filtrering med aktivt kul, der binder kemien, kiggede vi på teknologier, som er udviklet til at nedbryde kemien, altså som ødelægger molekylerne og omdanner dem til vanddampe. Markedet i øjeblikket handler nemlig lige så meget om, hvem der kan komme med den mest avancerede løsning. Fotokatalytisk oxidering vinder meget frem for tiden.
De her avancerede teknologier, der primært bruger aktive kemiske reaktioner til at fjerne kemi i luften, viste sig at være væsentligt ringere til at fjerne kemien end luftrenserne med aktivt kul. Men det mere skræmmende var, at vores eksperimenter viste tegn på dannelse af biprodukter fra luftrenseren, og nogle af stofferne var potentielt sundhedsskadelige. Så selvom vi sendte ikke-skadelig kemi ind, begyndte luftrenseren at skyde enkelte, mere skadelige kemikalier ud.
Det er et problem, man er begyndt at erkende, at der dannes biprodukter fra de her højteknologiske luftrensere. Men der er ikke mange studier, der har dokumenteret det endnu. På tegnebrættet og i teorien burde det virke, men det er, som om man ikke rigtigt kan tøjle teknologien.
Kapløb mellem forskning og industri
Vi er selv overraskede over, at ingen af de testede luftrensere virkede som forventet på de kemikalier, vi testede dem imod. Det er lidt bekymrende. Især når nogen faktisk selv kan bidrage med forurening til luften.
Så lige nu står vi med et problem: Der bliver produceret ekstremt mange luftrensere til salg til offentligheden, men de er meget sjældent testet for deres effektivitet på kemi, og når de er testet, er det under betingelser, som ikke nødvendigvis repræsenterer, hvordan luftrenserne opfører sig i et reelt miljø.
Vi skal stille krav til både producenter og til dem, der tester. Jeg så gerne, at der i hvert fald kom et testkrav, og at der i den forbindelse bliver udviklet standardiserede test, som synliggør luftrensernes evner og begrænsninger, når det kommer til at fjerne både partikler og kemikalier.
Fordi kemi i luften er så komplekst, er det dog også komplekst at udvikle test af luftrensere. Og det er ekstra svært, fordi industrien løber så hurtigt, og vi er så få, der tester. Inden vi når at undersøge 10 luftrensere, er der kommet 30 nye på markedet.
Udluftning er det bedste udluftningsredskab
Vores næste skridt i forskningsgruppen er at teste de her teknologier i de miljøer, hvor de er tiltænkt at skulle bruges – dér, hvor mennesker opholder sig i deres almindelige hverdag. Hvis de test, vi har lavet på 10-12 kemikalier, giver samme resultater i et rigtigt miljø, så er der håb for at udvikle test, der kan repræsentere brug i den virkelige verden.
Håbet er i sidste ende at finde noget teknologi derude, der kan komme til at virke, og så kigge på, hvad der skal til for at udvikle en teknologi, så den effektivt kan fjerne kemi fra indeluften. Afslutningsvis er det dog vigtigt at understrege, at udluftning til dato er det bedste redskab, hvis vi ønsker at reducere indendørs luftforurening.
Supplerende fakta
Kasper Vita Kristensen, adjunkt på Aarhus Universitet ved Institut for Bio- og Kemiteknologi, og ph.d.-studerende Sara Bjerre Sørensen har testet en lang række luftrensere med fokus på deres evne til at fjerne flygtige organiske forbindelser eller VOC’er, fra luften. Flygtige organiske forbindelser, eller VOC’er (fra engelsk: Volatile Organic Compounds), er kemiske stoffer, som grundet deres lave kogepunkt ofte findes som gasser overalt i luften, både indenfor og udenfor.
I studiet var der fokus på at teste luftrenserne mod flere af de VOC’er, som ofte findes i luften indendørs, samt at undersøge luftrensernes effekt over tid og dannelsen af uønskede biprodukter. Resultaterne blev sammenholdt med samtidige målinger af luftrensernes evne til at fjerne partikler fra luften; en parameter, som ofte angives, når luftrensernes effektivitet oplyses og sammenlignes.
Der findes en lang række kilder til VOC’er, især indendørs, hvor afgasninger fra byggematerialer, møbler og forbrugsvarer bidrager til luftens indhold af de kemiske forbindelser. Andre betydelige kilder til VOC’er inkluderer vores udånding, hud, personlige plejeprodukter, tøj, brug af rengøringsmidler samt aktiviteter som madlavning og rygning.
VOC’er udgår en betydelig del af den luftforurening, vi udsættes allermest for, hvorfor mere og mere forskning rettes mod bedre at forstå og reducere deres tilstedeværelse i indeluften.
1. Mekanisk ved at presse luft gennem filtre, for eksempel Hepa- og kulfiltre
2. Elektrostatisk ionisering
3. Fotokemisk reaktion med UV-stråler
4. Ikke-termisk plasmareaktion med stærk strøm.
De mekaniske luftrensere, der bruger kulfiltre, klarer sig generelt bedst i test.
Arrangement: Mobile luftrensere - hvor godt virker de?
Interesserer du dig yderligere for luftrensere, så har Teknologisk Institut, Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Grøn Omstilling også testet mobile luftrensere, og den 16. november præsenterer de deres resultater fra laboratorietest af 28 forskellige mobile luftrensere - og test af 8 luftrensere i en privat bolig.