Samvær, nærvær og kendskab

”Det system, vi har bygget op i Danmark, er lidt victoriansk, så vi forsøger at straffe folk, hvis de ikke opfører sig hensigtsmæssigt. Men hvis man er født og opvokset i en flygtningelejr i Libanon og har været i krig, så skal man godt nok straffe meget, før folk overgiver sig. Så det er ikke vejen frem for os i Mjølnerparken,” fortæller Mjølnerparkens boligsociale leder Eskild Dahl Pedersen.  

"Vi må lære beboerne at kende"

Eskild Dahl Pedersen åbner sit indlæg med lidt baggrund til at fremme forståelsen for Mjølnerparkens alternative metoder: 

”Vi har omkring 75 procent beboere med en baggrund som flygtninge, 15 procent med indvandrerbaggrund og ca. 10 procent med etnisk dansk baggrund,” fortæller han og fortsætter:

”Hvis man vil lave forandringer, så skal man ikke sidde bag ved en computer, så skal man være sammen med sine beboere. Man skal lære dem at kende. Det er samvær, nærvær, det er kontakt. For det er jo den måde man kommer ind under huden, og jeg havde et behov for både at komme ind bag de religiøse skanser og de kriminelle grupperinger, som begge er meget ekstreme.”

Ansvar frem for ejerskab 

Mjølnerparken er i gang med en række fysiske forandringer, så området bliver uegnet til kriminelle aktiviteter, men det er kun en del af løsningen for at komme i mål, fortalte Eskild Dahl Pedersen, som fastslår at den gamle værktøjskasse ikke virker hos dem.

Filosofien er, at ikke ejerskab, men ansvar har effekt.

”Den faglighed, som er udviklet i Dansk Socialrådgiverforening og Pædagogernes Landsforening virker ikke her hos os. Det kan godt være, at den virker i resten af samfundet, hvor et af mantraerne er, at det er vigtigt, at beboeren har ejerskab. Og der vil jeg bare sige til jer, at Brothers fandt hurtigt ud af at tage ejerskab, og det er ikke så hensigtsmæssigt. Så vi har arbejdet meget med at opdrage beboerne til at tage ansvar - og det er noget andet.”

En-til-en skaber tillid
Da Eskild startede i Mjølnerparken var der meget mistillid mellem beboerne, så han valgte at bygge et sekretariat op, som var enmandsbetjent. 

”Der var kun mig. Resten, jeg fik med på sekretariatet, var beboere. Og jeg besluttede, at der var to ting, der skulle kendetegne det at komme i mit sekretariat. Det ene det er: Vi lyver ikke. Og det andet er: Vi snyder ikke. Det gør, at beboerne har tillid til mig. Det er det, der gør, at de tør komme på mit sekretariat og også at fortælle om radikaliserede. De ved, at der ikke bliver snydt og løjet.”

Området er meget klanstyret, religiøse dogmer har også magt, og tidligere var Mjølnerparken også meget rygtestyret. 

”Det hele er fedtet ind i hinanden. Og der ikke ret mange, der har overblikket, og det tager lang tid at få overblikket, fordi man skal vinde folks tillid, før man får fortalt, hvordan tingene hænger sammen.” 

Vi løser en knude ad gangen
Boligsocialt arbejde er ifølge Eskild Dahl Pedersen et tålmodighedsarbejde, hvor man hele tiden skal være bevidst om retningen:

”Der er 500.000 problemer, og vi arbejder med 50 ad gangen. Og det har simpelthen været knude for knude, at få knuderne løsnet op en for en, stille og roligt. Herefter kunne vi så begynde at strikke det hele sammen igen,” fortæller han og fortsætter: 

”Dem der har det allersværest, vil vi starte hjemme i lejligheden, sådan at de alle sammen får styr på alle de navneord, der knytter sig – også hvordan ventilation virker, hvordan udluftning fungerer, hvornår der kommer skimmelsvamp, hvordan komfuret virker – altså tilsigtet brug af det lejede. Disse menneskers komfortzone er så lille, at den næsten ikke rækker ud over dørtrinnet for dem, der har det værst. Så den komfortzone skal vi have tålmodighed til, at det breder sig som ringe til opgaver i gården og til sidst på det ordinære arbejdsmarked - og det tager tid.”

Et andet stykke tålmodighedsarbejde fra Mjølnerparken er et forsøg med fritidsjob. I starten var ingen interesserede. 

”Det var jo skraldemandsarbejde. Men nu har vi kørt 200 unge igennem et fritidsjob, og vi har skaffet 300 fritidsjob ved detailhandelen, så vi har kø til at komme i lære som ejendomsfunktionær. Og det stopper fødekæden til kriminalitet, men vi har noget gammel gæld, som vi skal have gjort op med.”

Rejsen skal ende på det ordinære arbejdsmarked
”Drop kontanthjælp. Giv dem et job og en uddannelse i stedet. Det vrimler med kvinder, ikke mindst flygtningemødre, hos os, som spørger, hvornår det træder i kraft. Jeg har jo tit undret mig over, hvorfor fanden man har retskrav på kontanthjælp. Hvad med at give et retskrav på job og uddannelse i stedet for?”

Den største barriere med vores nuværende sociale system er ifølge Eskild Dahl Pedersen ægtefællen. Han oplever, at forretningsmodellen for at hustruen arbejder er dårlig. 

”Men hvis du trækker hele kontanthjælpen, og du i stedet får 1.700 dollars for at gå på arbejde, så er det en anden business case. Der er én mulighed. Det er, at vi får et frikommuneprojekt, hvor vi udbetaler løn i stedet for kontanthjælp. Og med den løn har vi en arbejdsgiverret, hvor vi kan sige til folk, at de skal lave nogle bestemte opgaver. Vi starter med at være arbejdsgiver, og de skal slutte med at være en del af det ordinære arbejdsmarked.”

Ansvar giver selvværd
Eskild Dahl Pedersen ser ingen andre måder at løse det boligsociale problem på end, at beboerne selv tager ansvaret. Og boligorganisationerne har muligheden, fortæller han.

”Vi har som boligselskab en masse praktiske opgaver at løse, så det er et rigtig godt sted at træne og starte for folk, der ikke har styr på vores sprog, vores begreber og hvordan vi indretter os langt mod nord; den måde vi bor og det at tage ansvar i det nære. Når du lærer at tage ansvar i det nære, så får du også selvværd.”