x

Stærke steder

Artikel

25. juni 2018

Er der overhovedet et problem i Danmarks yderområder? Vi spurgte Arne Boelt, borgmester i Hjørring Kommune, Michelle Nielsen-Dharmaratne, direktør og partner for Urland, Hans Martin Hansgaard, medstifter af Stauning Whisky samt Steffen Jensen, journalist og korrespondent for TV2.

Mens fade med smagsprøver på den velsmagende whisky fra Stauning Whisky blev sendt rundt, bad ordstyrer Rasmus Rune Nielsen mødets deltagere om at bruge to minutter på at tænke over, hvad de syntes, var væsentligt at tale om i debattens øjemed. Og det førte til, at en masse bolde blev kastet i luften, blandt andet spørgsmålet om hvor galt det egentligt står til i Danmarks yderområder, samt hvordan yderområderne omtales. 

Er der overhovedet et problem i Danmarks yderområder?
Særligt emnet om hvor galt det står til i yderområderne optog debattørerne. I en årrække har medierne været fulde med historier om ”Udkantsdanmark” eller ”Den rådne banan”, men stemmer det billede overens med virkeligheden?

Hvis du spørger Steffen Jensen, er svaret nej. Han har i en periode rejst rundt i Danmarks yderste områder og mødt en helt anden virkelighed end den, medierne skildrer: 

”Jeg mødte en del fantastiske mennesker, der formår at holde yderområder i gang,” fortalte han. Han fortalte herefter om en ung kvinde, han mødte i Lohals, en lille havneby på Langeland, som både var SOSU-assistent, deltidsbrandmand og akuthjælper. Mennesker som hende er, Ifølge Steffen Jensen, med til at få samfundet til at køre rundt.

Debatpanelet

  • Arne Boelt, borgmester i Hjørring Kommune
  • Michelle Nielsen-Dharmaratne, direktør og partner for Urland 
  • Hans Martin Hansgaard, medstifter af Stauning Whisky
  • Steffen Jensen, journalist og korrespondent for TV2


Yderområderne: En vigtig del af Danmark
Det åbnede op for diskussionen om, hvordan vi omtaler Danmarks yderområder, og her kom Michelle Nielsen-Dharmaratne på banen.

”Den måde vi snakker om yderområderne på, får det til at lyde som om, at så snart der ikke bor mennesker i et landskab, så er det værdiløst. Og det er ikke rigtigt. Der er plads til, at der kan komme noget andet,” Ifølge Michelle Nielsen-Dharmaratne er det vigtigt, at vi taler om yderområderne på positive måder, for de er en vigtig del af Danmark. 

Succesfuldt whiskydestilleri er blevet turistattraktion
Senere i debatten blev opmærksomheden henledt til Hans Martin Hansgaard og destilleriet Stauning Whisky, som han er medstifter af. Destilleriet er grundlagt i maj 2005 af ni danske whiskyentusiaster og er et godt eksempel på, at det er muligt at lave en erhvervssucces i yderområderne, der bygger på såkaldte ”stedbundne potentialer”. 

I dag har virksomheden stor succes. Så stor en succes at verdens største spiritusvirksomhed Distill Ventures/Diageos i december 2015 investerede over 100 mio. kr. i virksomheden. Stauning Whisky har desuden i de seneste år gentagne gange opnået positiv omtale og vundet flere priser for deres whisky. Blandt andet flotte karakterer i den ultimative Jim Murray’s Whisky Bible.

Hans Martin Hansgaard pointerer, at det var en smart beslutning at opføre destilleriet i den lille by Stauning. For det havde slet ikke været muligt at starte virksomheden op i en storby som København, da det ville være for dyrt. I dag oplever folkene bag Stauning Whiskey desuden, at destilleriet har udviklet sig til lidt af en turistattraktion. Ligesom det er tilfældet for flere af whiskydestillerierne i Skotlands yderområder.   

 

Hjørring i udvikling 

Hjørring er ifølge borgmester Arne Boelt et andet eksempel på et yderområde i Danmark, hvor man arbejder målrettet med de ”stedbundne potentialer”. Hjørring Kommune står som andre kommuner i Danmarks yderområder over for store demografiske udfordringer nu og i de kommende år. Indbyggertallet er faldende; aldringen slår stærkere igennem end i resten af landet; der skal kæmpes for hver eneste arbejdsplads; boligmarkedet er under pres og tilpasninger til denne virkelighed kræver ressourcer og omstillingsevner af såvel borgere, erhvervsliv som kommunen. 

Ifølge Arne Boelt er svaret på udfordringerne i høj grad samarbejde. Kommunen er derfor i fuld gang med at skabe samarbejder både internt i kommunen og med andre i regionen. Alt sammen noget der på sigt skal gøre byen mere attraktiv.

Stærke steder
Paneldebat

 

{{ title }}

{{ description }}