x

Realdanias jubilæumskonference: Vores Livskvalitet fra alle vinkler

Reportage 20. marts 2025

En hilsen til en, man ikke kender, højner livskvaliteten. Med andre ord: Hvert hej tæller. Det samme gør de sociale relationer, og derfor skal vi tænke ”det lille vi” med, når vi designer vores byer og lokalområder. Det var nogle af pointerne på konferencen Vores Livskvalitet, som fandt sted den 20. marts 2025 med deltagelse af blandt andre H.M. Dronning Mary og astronaut Andreas Mogensen.

”Alt i alt, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden? Det er ikke noget let spørgsmål. For livskvalitet er en sammensat størrelse.” 

Sådan sagde H.M. Dronning Mary, da hun åbnede konferencen, som præsenterede indsigter fra undersøgelsen af samme navn og vidt forskellige perspektiver på emnet livskvalitet. Samtidig markerede konferencen Realdanias 25-års jubilæum.  

Selvom det ikke er noget let spørgsmål, har intet mindre end 122.000 danskere svaret på det i den største undersøgelse af danskernes livskvalitet nogensinde. Fra scenen blev indsigter fra den præsenteret og perspektiveret på en festlig dag, der bl.a. samlede et bredt felt af aktører fra det byggede miljø og medlemmer af foreningen Realdania. 

Hvordan står det så til med vores livskvalitet? 

Undersøgelsen viser bl.a., at danskerne i gennemsnit vurderer deres egen livskvalitet til at være 7,51 på en skala fra 0 til 10. Det er blandt de højeste i verden. 

”Danmark er en slags lykkens supermagt, og ude i verden er vi nærmest blevet synonym med høj livskvalitet og lykke,” sagde analysechef i Realdania, Henrik Mahncke. 

Sammen med lykkeforsker Meik Wiking er han hovedforfatter på bogen Vores Livskvalitet, der formidler undersøgelsens hovedpointer. På konferencen præsenterede han hovedresultaterne, som – trods høj livskvalitet blandt danskerne – også giver anledning til en vis bekymring.  

”Modsat, hvad man oplever i mange andre lande, er livskvaliteten i Danmark faktisk faldende. Fra 2012 til 2024 med 3,5 procent. Det er en stor tilbagegang. Så stor, at hvis man i stedet rangerer landene efter, hvem der har haft den mest positive udvikling i livskvalitet over tid, så ligger Danmark kun nummer 105 i verden,” sagde Henrik Mahncke.  

Hvert hej tæller 

Men hvad tæller mest i det store regnestykke, når det kommer til danskernes livskvalitet?  

Det gør vores relationer og kontakt med omverdenen.  

”Faktisk er din relation til andre mennesker noget af det, der har allerstørst betydning for din livskvalitet. Det er naturligvis de stærke, nære relationer til familie og venner. Men der ligger også en enorm stor værdi og kilde til høj livskvalitet i det, vi kalder de lette relationer. Det er naboen, din frisør, den lokale kioskmand og andre, som du blot hilser på eller småsludrer med, men som du ikke som sådan kender. I vores undersøgelse kan vi se, at danskere, der svarer, at de ofte hilser på folk, de ikke kender, har en højere livskvalitet. Med andre ord: Hvert hej tæller,” forklarede Henrik Mahncke.  

Gode naboer er også vigtige kilder til høj livskvalitet. Det understreges i den nye undersøgelse, som konkluderer, at naboskabet i Danmark generelt er godt. Og at det trives særlig godt på landet, på øerne og i områderne omkring de større byer.  

De små samtaler er under pres 

Hvis udviklingen med den faldende livskvalitet blandt danskerne skal vendes, kræver det ifølge Henrik Mahncke, at de lette relationer, de små uforpligtende hverdagssamtaler, bliver flere. Men i dag er de mest af alt i risiko for at uddø. Og det er der ifølge Realdanias analysechef flere årsager til: 

”I supermarkedet scanner vi selv vores varer ind. Vi shopper i langt højere grad på nettet. Vi har ofte noget i ørerne eller blikket på mobilen, når vi går rundt ude blandt andre. Og vi hører fra flere, at tonen i det offentlige rum er blevet hårdere. Derudover svarer mange unge, at de synes, det er decideret akavet at hilse på andre i mennesker, de ikke kender. Hvis det fortsætter, risikerer vi at miste vores sammenhængskraft,” understreger Henrik Mahncke og kommer med tre konkrete råd:  

”Kig ud! Høj livskvalitet kommer gennem dialog med vores omverden. Lad os starte samtalen! Også på samfundsniveau. Livskvalitet smitter! Så lad os starte samtalen lokalt og styrke lokalområderne, hvor livskvaliteten er allerhøjest.” 

Livskvalitet til diskussion

Efter præsentationen af Realdanias store livskvalitetsundersøgelse blev resultaterne diskuteret af en række eksperter og aktører. Blandt andet af tre borgmestre fra de områder i Danmark, hvor livskvaliteten er højest – Langeland, Syddjurs og Lejre kommuner.   

Men også af arkitekter, der sammen med Realdanias filantropidirektør, Nina Kovsted Helk, satte ord på, hvordan vi udvikler byer, boliger og andre fysiske rammer for vores hverdag, som kan understøtte trivsel og en høj livskvalitet hos danskerne.  

Det handler blandt andet om at tegne og designe de fysiske rum, hvor vi mødes uformelt – i boligblokkens opgang, i forhaven, ved tankstationen, på det lokale torv – på en måde, så de steder i højere grad fordrer samtale og samvær.  

Flere af dagens oplægsholdere og paneldeltagere kom desuden omkring naturens betydning, og i en paneldebat opfordrede urbanist Niels Bjørn til at designe mere natur i byerne: ”Vi er nødt til at løse naturudfordringerne – også i byerne. Byen er det rationelle rum, vi har brug for, men vi har også brug for naturen, og den balance skal vi blive bedre til at skabe i vores byer.”    

Med motionscykel og VR-briller i rummet 

Socialt samvær – dog på meget lidt plads – var også omdrejningspunktet for en samtale mellem dagens vært Stéphanie Surrugue og astronaut Andreas Mogensen, der gæstede Realdanias jubilæumskonference. 

For hvordan fungerer det egentlig med ens sociale liv i rummet – har man overhovedet sådan ét? Og hvordan holder man sig glad, når man er utrolig langt væk, med ganske få mennesker, på meget lidt plads? 

”Når man er sammen med rigtig gode kolleger, som også er blevet ens gode venner, og så oven i købet med verdens bedste udsigt til jorden, så er det ikke svært at holde humøret høj, mens man er i rummet. Vi var også gode til at give hinanden plads til at være os selv,” lyder det fra Andreas Mogensen. 

Lokomotivværkstedet dannede ramme om arrangementet, hvor bogen Vores Livskvalitet blev uddelt.
Hendes Majestæt Dronningen åbnede konferencen Vores Livskvalitet, som fandt sted i Lokomotivværkstedet i København den 20. marts 2025, på International Day of Happiness.
Analysechef i Realdania Henrik Mahncke præsenterede fra scenen hovedpointerne fra undersøgelsen af danskernes livskvalitet. Her i selskab med moderator Stéphanie Surrugue.
Making space feel like home. Astronaut Andreas Mogensen fortalte om betydningen af de fysiske rammer i et ekstremt habitat.
Paneldebatterne gav deltagerne forskellige perspektiver på de fysiske rammers indflydelse på vores livskvalitet.
Et bredt felt af aktører fra det byggede miljø var sammen med bl.a. medlemmer af Realdania til stede for at få ny viden med hjem.

Program: 'Vores livskvalitet' torsdag den 20. marts 2025

13.00: Konferencen åbnes
H.M. Dronning Mary deltager i åbningen.

13:05: Velkommen til ’Vores Livskvalitet’  
Jesper Nygård, adm. direktør, Realdania

I år fylder foreningen Realdania 25 år. Det markerer vi med en række indsatser og aktiviteter, der har fokus på fællesskab og livskvalitet. Jesper Nygård byder velkommen til en dag i livskvalitetens tegn. 

13.15: Introduktion ved dagens vært, Stéphanie Surrugue

Præsentation af den nye bog ’Vores livskvalitet’ 
Henrik Mahncke, analysechef, Realdania

Danmark bliver gang på gang rangeret som et af de mest lykkelige lande i verden. Men hvad har egentlig betydning for vores livskvalitet? Hvor stor betydning har f.eks. vores lokalmiljø og vores relationer til andre mennesker? Henrik Mahncke præsenterer indsigter fra Realdanias helt nye bog ’Vores Livskvalitet’, der er baseret på en undersøgelse af livskvaliteten blandt mere end 120.000 danskere og identificerer, hvad der løfter danskernes livskvalitet – og hvad der udfordrer den.

14.05: Hvad kan vi lære af de områder, hvor livskvaliteten er højest?
Realdanias livskvalitetsundersøgelse dykker også ned i, hvordan livskvaliteten ser ud, når vi kigger ud over danmarkskortet. Her finder vi zoner med høj livskvalitet flere forskellige steder i landet – især på øerne og i ringe omkring storbyerne. Vi har inviteret borgmestre fra tre af de områder i Danmark, hvor livskvaliteten er højest, med til en samtale om, hvad der giver livskvalitet for borgere i deres område – og om de gør noget, vi andre måske kan lære af? Panelet består af:    

  • Tonni Hansen, borgmester for Langeland Kommune 
  • Michael Stegger, borgmester for Syddjurs Kommune  
  • Tina Mandrup, borgmester for Lejre Kommune
  • Meik Wiking, medforfatter til ’Vores Livskvalitet’ og direktør for tænketanken Institut for Lykkeforskning 

14.40: Ensomhed – alle taler om det, men hvad ved vi egentlig?
Julie Christiansen, forsker, cand.psych., DEFACTUM

Ensomhed er den mest betydningsfulde negative faktor i forhold til danskernes livskvalitet. Det viser Realdanias nye undersøgelse af danskernes livskvalitet. Men hvor stort er problemet, hvilke grupper er særligt udsat – og hvordan kan vi forebygge ensomheden? 

14.55: ’Vores Sted’: Lokale fællesskaber og deres potentiale  
Hvordan inviterer vi flere indenfor i fællesskabet? Og hvad kan vi gøre helt lokalt? Rasmus Rune Nielsen, chef for Realdanias jubilæumssekretariat, har inviteret Karsten Kjær fra Ejby Herreklub og Benedicte Krusborg og Sofie-Amalie Rosenstjerne Jakobsen fra Poesirødderne i Aarhus på scenen. Deres fællesskaber er blandt dem, der har modtaget et mødested gennem Realdanias jubilæumsindsats, ‘Vores Sted’. Rasmus Rune Nielsen spørger klubben og rødderne, hvilken værdi deres lokale fællesskaber har, og om hvad de fysiske rammer betyder.

15.15: Pause
Nyd en lun kardemomme-snurre og tank op på kaffe. 

15.50: Hvert hej tæller (men det er jo sygt akavet!)
Anne Sofie Skovlund Nielsen, skuespiller og satiriker

De små menneskelige kontaktpunkter i vores hverdag tegner til at have meget større betydning for vores livskvalitet, end vi går og tror. Hvert hej tæller! Men det kan også være akavet at konversere med fremmede. Særligt de unge synes, det er svært. Det reflekterer Anne Sofie Skovlund Nielsen over og kommer med nogle bud på, hvordan vi bliver bedre til at kaste os ud i den livgivende smalltalk.

16.00: Hvordan påvirker de fysiske omgivelser vores hjerne?
Troels W. Kjær, hjerneforsker

Kan natur og arkitektur reducere stress og forbedre vores mentale helbred? Troels W. Kjær tager os med på en lille rejse ind i hjernens fascinerende verden, hvor vi bliver klogere på, hvordan de fysiske omgivelser helt konkret påvirker vores hjerne.

16.15: Hvordan skaber vi fysiske rammer om vores hverdag, som fremmer høj livskvalitet?
Hvordan udvikler vi byer, boliger og øvrige fysiske rammer for vores hverdag, som understøtter trivsel og en høj livskvalitet hos danskerne? Det taler vi os ind på sammen med fire aktører, der - på forskellig vis - til dagligt arbejder med netop denne udfordring. Panelet består af:

  • Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus 
  • Kristian Ly Serena, arkitekt, Dominique + Serena  
  • Niels Bjørn, urbanist, Bureauet Niels Bjørn 
  • Nina Kovsted Helk, filantropidirektør, Realdania

17.05: Making space feel like home
Andreas Mogensen, astronaut, European Space Agency  
Sebastian Aristotelis, arkitekt og co-founder, SAGA Space Architects

Her til slut får vi brug for lidt perspektiv: Menneskets habitat set fra rummet. Hverdagslivet for astronauter i rummet fungerer som en ekstrem case for arkitekturen – hvad kan vi lære af rumfart om at skabe hjemlighed og livskvalitet på Jorden? 
 
Stéphanie Surrugue interviewer Andreas Mogensen om hans erfaringer med, hvad der skaber livskvalitet på en tur i rummet. Senere får de selskab af Sebastian Aristotelis, som har særlige kompetencer udi at designe ekstreme habitater – blandt andet rumstationer. 

Vi slutter af med at spørge: Hvad kan vi lære om menneskets habitat fra de ekstreme habitater?  

18.00: Pause og bobler
Stræk ben og nyd et glas bobler, inden vi går til bords. 
 
18.15: Langbordsmiddag
Dagens program rundes af med en uformel og hyggelig langbordsmiddag i fællesskabets tegn. Der bliver serveret tre lækre retter, sharing style, og undervejs er der indslag ved adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård, og musikalsk underholdning fra Annika Aakjær.

20.45: Tak for i dag 

   

Dagens profiler i programmet


H.M. Dronning Mary 
Hendes Majestæt Dronning Mary er født den 5. februar 1972 i Tasmanien, Australien. I 2007 etablerede Dronningen Mary Fonden, som arbejder for et samfund, hvor alle oplever at høre til. Fonden har til formål at bekæmpe social isolation inden for tre indsatsområder: Mobning og trivsel, vold i hjemmet og ensomhed. Bæredygtighed og innovative naturbaserede løsninger står ofte centralt, når Dronningen står i spidsen for erhvervsfremstød internationalt.


Andreas Mogensen, astronaut, European Space Agency
Astronaut for European Space Agency (ESA). Den første dansker i rummet er uddannet civilingeniør fra Imperial College i London, med speciale i rum- og luftfartsteknologi. Andreas har en ph.d. i rumfart i 2007 fra University of Texas i Austin. Han har tidligere været ansat som ingeniør hos Vestas i Danmark, hos HE Space Operations i Tyskland, ved Surrey Space Center i Storbritannien med design af rumfartøjer samt som entreprenør for EADS Astrium i Portugal ved Institute for Systems and Robotics. Andreas Mogensen testede under sit ophold på Den internationale Rumstation ISS i 2024 lyspanelerne Circadian Light, designet af tegnestuen SAGA Space Architects, der efterligner dagsrytmen og dagslyset på Jorden for at give astronauter bedre døgnrytme og søvn.


Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus Kommune
Stadsarkitekt i Aarhus Kommune. Anne Mette er uddannet arkitekt MAA, med fokus på urban design fra Aalborg Universitet og ph.d. fra Arkitektskolen Aarhus, hvor hun også har været studielektor med ansvar for forsknings- og undervisningssamarbejder. Hun er medstifter og har været partner i tegnestuerne Metopos og SecondCity, og var en del af ejerkredsen i bygherrerådgivningen Bascon.


Anne Sofie Skovlund, skuespiller og satiriker
Skuespiller og satiriker hos Klamedia (SoMe-kanal) og r8Dio (hele Danmarks snakke-, sludre-, og taleradio). Hun er uddannet fra kaospilotuddannelsen i Aarhus, og beskæftiger sig derudover med diverse værts- og konferencier-jobs. Hun kan blandt andet findes på de sociale medier under navnet Ansjosen, og er aktuel i DR Ultra-serien 'Alle kender Kaiser'.


Annika Aakjær, sanger og skuespiller
Sanger og skuespiller. Uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium i København og Musikkonservatoriet i Aalborg. Annika har medvirket i forskellige teaterforestillinger og tv-serier, har optrådt med stand-up shows og deltaget i komedieprogrammer. Hun blev nomineret til "Årets nye danske navn" til Danish Music Awards i 2009 og modtog i 2012 sangskrivernes hæderspris (DJBFA). 


Benedicte Krusborg, Poesirødderne
Kandidatstuderende i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og frivillig i Poesirødderne, der er fællesskab af unge litteraturelskere, der skaber begivenheder med ord, skrivning, poesi og litteratur som omdrejningspunkt. Poesirødderne er del af initiativet ”Det poetiske kvarter” omkring Godsbanen i Aarhus.


Julie Christiansen, ensomhedsforsker og cand.psych., DEFACTUM og SDU 
Forsker, cand.psych. og ph.d., Institut for Psykologi, Syddansk Universitet og DEFACTUM. DEFACTUM er et forsknings- og konsulenthus for bedre ydelser i velfærdsektoren, der udvikler ny anvendelsesorienteret viden til gavn for borgerne. Julie Christiansens forskning er fokuseret på ensomhed, og hvad man kan gøre for at afhjælpe det. 


Karsten Kjær, stifter, Ejby Herreklub
Stifter af Ejby Herreklub og Køge Herreklubber, og iværksætter inden for digital innovation og arbejder målrettet på at forebygge ensomhed og mistrivsel. Som stifter af Ejby Herreklub og Køge Herreklubber skaber han stærke fællesskaber gennem meningsfulde aktiviteter og relationer – med en vision om at udbrede løsningen til hele landet.


Kristian Ly Serena, arkitekt og partner, Dominique + Serena
Arkitekt og partner i den danske tegnestue dominique + serena, der arbejder med fokus på arkitekturens sociale potentiale og i krydsfeltet mellem arkitektur, kunst og politik. dominique + serena er kuratorer for Den danske Pavillon til Arkitekturbiennalen i Venedig 2027, hvor udstillingen skal præsentere visioner for fremtidens velfærdssamfund. Kristian er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole og er medlem af Dansk Kunstnerforbund. 


Meik Wiking, direktør, Institut for Lykkeforskning
Meik Wiking har siden 2013 været direktør for tænketanken Institut for Lykkeforskning med fokus på trivsel, lykke og livskvalitet. Meik er derudover Research Associate for Danmark ved World Database of Happiness og stifter af Lykkemuseet i København. Han er forfatter til flere bøger heriblandt “Lykken under lup” og “The Little Book of Lykke”, har været på New York Times bestsellerliste og er oversat til 38 sprog.


Michael Stegger Jensen, borgmester, Syddjurs Kommune
Borgmester i Syddjurs Kommune siden 2022 (A) og byrådsmedlem i Syddjurs Kommune 2018-2021. Michael har tidligere været afdelingsleder i SuperBrugsen Solbjerg og souschef i Dagli'Brugsen Tved, hvor han er udlært salgsassistent. Han har desuden en uddannelse som salgsleder i Coop.


Niels Bjørn, forfatter og urbanist, Bureauet Niels Bjørn
Ejer af det bystrategiske rådgivningsbureau Niels Bjørn. Tidligere forsker og ph.d. fra Københavns Universitet i urban kompleksitet. Niels arbejder til daglig med ’menneskebaseret byudvikling’ i tæt samarbejde med arkitekter og andre fagligheder. Derudover har han forfattet bøger om arkitektur og byudvikling, lavet dokumentarfilm, bl.a. om arkitekt Dorte Mandrup, og er vært på podcasten Bylyd.


Sebastian Aristotelis, arkitekt og co-founder, SAGA Space Architects
Arkitekt, adm. direktør og medstifter af den danske tegnestue SAGA Space Architects, der designer arkitektur til ekstreme miljøer, bl.a. det kubeformede rumhabitat, LUNARK, som kan transporteres i en rumraket, samt et særligt belysningssystem til den internationale rumstation for NASA og ESA. SAGA tegner også bæredygtige huse til planeten Jorden. Sebastian, der er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole, er desuden medstifter og partner i 3DCP Group, der har specialiseret sig i 3D-printet arkitektur, og han blev i 2024 udvalgt til Forbes List Under 30 Europe. 


Sofie-Amalie Rosenstjerne Jakobsen, Poesirødderne
Journaliststuderende på DMJX, stifter af Poesiaften Fairbar og frivillig i Poesirødderne, der er fællesskab af unge litteraturelskere, der skaber begivenheder med ord, skrivning, poesi og litteratur som omdrejningspunkt. Poesirødderne er del af initiativet ”Det poetiske kvarter” omkring Godsbanen i Aarhus.


Stéphanie Surrugue, journalist og forfatter
Journalist og forfatter, uddannet fra Roskilde Universitetscenter og Institut Catholique de Paris. Stéphanie er tidligere kultur- og reportagejournalist på Politiken samt journalist og studievært på DR2. Vært på en række store kultur- og sportsbegivenheder, som tv-transmissionen fra OL i Paris og det danske Melodi Grandprix. Hun modtog De Berlingske Journalisters Hæderspris i 2005 og Politikens Høruppris i 2010. Også vært på den populære, politiske podcast ’Stjerner og Striber’ på DR.


Tina Mandrup, borgmester, Lejre Kommune
Borgmester i Lejre Kommune (V) siden 2022. Før hun blev borgmester, var Tina medlem af kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune 2014-2021. Tina er uddannet lærer og har været skoleleder. Hun er også aktiv som formand for Lejre Kulturforening, hvor hun siden 2015 har organiseret kulturelle arrangementer og aktiviteter i kommunen.  


Tonni Hansen, borgmester, Langeland Kommune
Borgmester for Langeland Kommune samt medlem af KLs bestyrelse og formandskab siden 2018. Tonni er tidligere medlem af SFs landsledelse og Rudkøbing Byråd samt formand 3F Sydfyn og SiD Rudkøbing. Han har arbejdet på møbelfabrikker, men skiftede til byggebranchen.


Troels W. Kjær, hjerneforsker
Hjerneforsker og speciallæge med særlig interesse i stimulering og træning af hjernen. Han er fungerende professor ved Aalborg Universitet og desuden Medical Director hos UNEEG medical A/S. Tidligere professor og overlæge i klinisk neurofysiologi ved Sjællands Universitetshospital og på Rigshospitalet. Troels er uddannet læge på Københavns Universitet og har desuden været seniorforsker på The John F. Kennedy Institute. Han holder foredrag om hjernens funktioner og er forfatter til populærvidenskabelige bøger om hjernen, bl.a. Hjernestarter og Klæbehjerne.  

—————————————————————————————————————————

Henrik Mahncke, analysechef, Realdania
Henrik Mahncke er analysechef i Realdania, uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet med en ph.d. fra CBS. Henrik er fhv. vicedirektør i konsulentvirksomheden Oxford Research og ministersekretær i Videnskabsministeriet. Henrik er forfatter til publikationen om livskvalitet med titlen Danskerne i det byggede miljø, som Realdania og Bolius har udgivet hvert år siden 2018. Henrik er forfatter til bogen ’Vores Livskvalitet’ sammen med Meik Wiking.


Jesper Nygård, adm. direktør, Realdania
Adm. direktør i Realdania siden 2013, og tidligere adm. direktør i KAB fra 1996-2013. Uddannet cand.scient.adm. fra RUC. Jesper Nygård er bestyrelsesformand i Realdania By & Byg, Advisory Board medlem hos Philea og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, foreningen Ukranian homes for all og The C40 Cities Climate Leadership Group. Derudover har han været bestyrelsesmedlem og formand for en lang række tilsvarende bestyrelser, udvalg m.v. siden 1980.


Nina Kovsted Helk, filantropidirektør, Realdania
Filantropidirektør (CPO) i Realdania. Uddannet arkitekt MAA fra Kunstakademiets Arkitektskole. Nina Kovsted Helk har tidligere været ansat i Freja Ejendomme og Hvidovre Kommune og senest i JJW Arkitekter A/S som tegnestuechef fra 2016-2017 og som adm. direktør fra 2017-2018. Hun er bestyrelsesformand i Videnscentret Bolius samt bestyrelsesmedlem i Realdania By & Byg, Dansk Arkitektur Center, Komitéen UIA 2023 Copenhagen, Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) og Creative Denmark.


Rasmus Rune Nielsen, jubilæumssekretariatschef, Realdania
Chef for Realdanias jubilæumssekretariat. Rasmus er cand.mag. i Moderne Kultur & Kulturformidling. Tidligere indehaver af Andel og 2+1 Idébureau og programdirektør i Dansk Arkitektur Center. Forfatter til bøgerne ”Et godt hus på en lille planet” og ”Rem Koolhaas – Learning from Manhattan”.