Valg til Realdanias repræsentantskab på Fyn og øerne

Pressemeddelelse

30. oktober 2012

Flere end 800 har tilmeldt sig Realdanias valgmøde torsdag 8. november i Odense Congress Center, hvor Realdania afholder valg til sit repræsentantskab på Fyn og øerne. 

Bestyrelsesformand for Realdania, Jesper Nygård ser frem til valgmødet i Odense: ”Realdania bygger på engagerede medlemmer. Foreningsdemokratiet er simpelthen rammebetingelsen for vores arbejde. En ramme, som vi holder af og dyrker, og jeg glæder mig utrolig meget til at møde vores medlemmer fra Fyn og øerne i Odense Congress Center den 8. november.” 

På valgmødet vælger man 5 medlemmer fra området til Realdanias repræsentantskab, der har i alt 109 medlemmer. Der er opstillet følgende 6 kandidater til valget:

  • Kurt Helge Adamsen, adm. direktør, Odense N
  • Henrik Andersen, ejendomsadministrator, Faaborg
  • Anker Boye, borgmester, Odense C
  • Povl Christensen, adm. direktør, Odense M
  • Christina Hou Holck, godsejer, Nyborg
  • Bent Juul Sørensen, gårdejer, Ærøskøbing

Repræsentantskabet fungerer som øverste myndighed i Realdania. Det er repræsentantskabets opgave bl.a. at vælge bestyrelse og revision, godkende årsrapport og fungere som ambassadør og sparringspartner for bestyrelsen. Medlemmerne af repræsentantskabet vælges for en fireårig periode.

På valgmødet fortæller formand for Realdanias bestyrelse Jesper Nygård og administrerende direktør Flemming Borreskov også om foreningens filantropiske arbejde på Fyn og øerne og i resten af landet. Herefter har medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål om Realdanias engagement på egnen.

På Fyn og øerne bidrager Realdania blandt andet til omdannelsen af Thomas B. Thrigesgade til en ny bydel, der genskaber sammenhængen i Odense bymidte, Strynø Skole, som er en del af udviklingen af byerne i yderområderne og til gymnastikhøjskolen i Ollerup. Realdania støtter også flere ildsjæleprojekter i området. Bl.a. Magtenbølle Samlingshus, Dyreborg Havn, Lyø Kulturcenter og Humlemagasinet i Harndrup.

Realdania har siden 2000 arbejdet for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. På 12 år er det blevet til ikke mindre end 2.115 store og små filantropiske projekter, bredt fordelt i Danmark. Realdania har bidraget til disse 2.115 filantropiske projekter med mere end 13 mia. kr.

 

{{ title }}

{{ description }}