Årsskrift om sikring af bygningsarven

16. december 2004

Kun ved at kende historien, forstår man sin nutid, og netop det byggede miljø rummer håndgribelige spor af vores fælles fortid. Bevaring af denne kulturarv for eftertiden er derfor en opgave af stor betydning for vores samfund. Det er udgangspunktet for bogen ”Anvendt bygningsbevaring”, der netop er udgivet som Fonden Realdanias årsskrift.

Danmark har ca. 9.000 fredede og omkring 300.000 bevaringsværdige bygninger. Bygninger der udgør en væsentlig arkitektonisk og kulturhistorisk fortælling om vores baggrund og historie. En stor del af den historiske bygningsmasse er i dag i god stand, men samtidig står vi i bevaringssammenhæng også overfor en række store udfordringer.
 
Bevaring af bygninger er i høj grad et spørgsmål om viden og holdninger. Ofte er forståelsen for bevaringsværdierne for lille, og gang på gang sker der ødelæggende moderniseringer og ombygninger. Mange gode ældre ejendomme ødelægges af forkert vedligeholdelse, og samtidig uddør de traditionelle håndværk og teknikker, så den nødvendige viden til videreførelse af bygningsarven går tabt.
 
De historiske bygninger trues også af forkert materialevalg ved istandsættelse, og desværre afsættes der heller ikke altid de fornødne midler til en langsigtet, nænsom bygningspleje. 
 
Der er derfor et særligt behov for at skabe viden om de eksisterende værdier i de gamle bygninger og forståelse for nødvendigheden af den rigtige pleje, vedligeholdelse og restaurering.
 
”Det er formålet med denne publikation at formidle til alle med interesse for vores bygningsarv, at en bevidst holdning til de bærende bevaringsværdier og gennemførelsen af de rigtige valg helt ned i detaljen er afgørende for sikring af bygningsarven,” siger adm. direktør i Fonden Realdania, Flemming Borreskov.
 
Årsskriftet ”Anvendt bygningsbevaring” indeholder en palet af bevaringseksempler med hver deres særlige vinkel på bevaring. Realdania har bedt en række fagpersoner om at beskrive de særlige aspekter, der gør dem til gode eksempler på anvendt bygningsbevaring. De omtalte projekter spænder vidt; fra tag- og vinduesrenoveringer over livsforlængende behandling af sandsten til vedligeholdelse af en kalkstensbro. 
 

Yderligere oplysninger
Adm. direktør Flemming Borreskov, Fonden Realdania, telefon 70 11 66 66
Projektleder Christian Andersen, Fonden Realdania, tlf. 70 11 66 66

{{ title }}

{{ description }}