Politikens pseudodemokrati

Af Jesper Nygård, bestyrelsesformand, Realdania 

Politiken har i sommervarmen brugt kræfter på at undersøge Realdania nærmere. Det er der kommet en længere artikelserie ud af. I søndagens leder af Anita Bay Bundegaard kalder hun Realdania for en ”enestående magtfaktor i dansk byggeri og arkitektur” og et ”pseudodemokrati”. Synspunkter, der undrer og kalder på en reaktion.

Enestående magtfaktor? Næppe. Realdanias støtte til projekter udgør kun mellem en kvart og en halv procent af omsætningen i den samlede byggesektor. Det tilsiger måske en vis indflydelse, men giver langt fra Realdania monopolstatus på byggeprojekter. Tilmed er vi stort set aldrig alene om at tage ansvaret for de store projekter. Det sker derimod i ligeværdige partnerskaber, typisk med landets kommuner og dermed tilhørende demokratiske beslutningsprocesser i landets byråd. Der opstår diskussion og debat – til tider kritik og protest, ja naturligvis. Alt andet ville være udansk og vel dybest set også underligt.

Realdania er ikke alene. Og det ønsker vi heller ikke at være. Derfor arbejder vi også helst i partnerskaber og netværker baseret på viden og dialog. Og der er da heldigvis også mange andre foreninger og fonde i det danske samfund, som bidrager filantropisk til udviklingen af vores byer, vores byggeri og vores bygningsarv. Heller ikke på det felt er Realdania den eneste ene, og vi glæder os i rigtig mange sammenhænge over samarbejdet med de mange andre foreninger og fonde.

Men selvfølgelig er det for os vigtigt at have fokus på, hvordan vores samarbejdspartnere opfatter os. Penge giver magt, men ikke nødvendigvis magtfuldkommenhed eller magtarrogance. Og det har vi meget fokus på. Vi er en ung filantrop med lidt mindre end 10 år på bagen. Derfor er der fortsat meget at lære, men artiklerne i Politiken beskriver os på en måde, der er meget langt fra den måde, som vi synes, at vi agerer på.

Vi ønsker at drive effektivt og professionelt filantropi, at være ordentlige og meget transparente. Vi ønsker at styrke danskernes livskvalitet gennem det byggede miljø.

Pseudodemokrati? Realdanias foreningsprincipper er akkurat lige så demokratiske, som de principper Danmarks øvrige cirka 100.000 andre foreninger bygger på. Det vil sige, at vores medlemmer i form af et repræsentantskab vælger bestyrelsen, der ansætter en direktion. For at styrke Realdanias faglige input fra omverdenen yderligere vælger Realdanias repræsentantskab desuden syv særligt sagkyndige medlemmer. Og her kan jeg da ikke lade være med at nævne, at ét af disse medlemmer i dag faktisk er formanden for Akademisk Arkitektforening – hvis medlemmer ifølge Politiken er uden for indflydelse og slet ikke tør sige noget kritisk om Realdania.

Vores demokratiske system består - udover de sagkyndige medlemmer - af 16 forskellige valggrupper, fordelt på 10 geografiske og 6 faglige valggrupper. Der er valg i hver valggruppe hvert 4. år, hvilket betyder at der i gennemsnit holdes 4 valgmøder om året. Og det er på disse valgmøder, at medlemmerne vælger repræsentantskabet. Ud over valghandlingen er der også en livlig debat med mange engagerede, konstruktive og også kritiske indlæg. Det er min oplevelse, at demokratiet fungerer. Et godt eksempel på det er netop det valgmøde, der var refereret til i lørdagens Politiken, hvor 3 bornholmere blev valgt ind efter et særligt medlemsinitiativ. Men også ca. 800 fremmødte medlemmer i Århus og ca. 400 i Ringsted i november sidste år.

Repræsentantskabet er en kritisk-konstruktiv forsamling af mennesker, der repræsenterer et bredt forgrenet netværk i det danske samfund og i øvrigt er fagligt og personligt kvalificerede til at føre tilsyn med, at bestyrelse og direktion yder deres bedste i realiseringen af grundlaget for Realdanias virke. Det er også repræsentantskabet, der vælger revisor, ligesom de godkender årsrapporten og vedtægterne.

I vores daglige arbejde er der tilsvarende indbygget en naturlig kritisk-konstruktiv ledelsesstruktur med en klar rollefordeling mellem bestyrelsens 11 medlemmer og direktionens 2 medlemmer. Det betyder bl.a., at intet medlem af direktionen samtidig er medlem af bestyrelsen. Arbejdsdelingen er sådan, at bestyrelsen varetager den overordnede ledelse, mens direktionen varetager den daglige ledelse. Det er eksempelvis bestyrelsen, der tager alle store beslutninger og nok så vigtigt godkender bestyrelsen alle de strategier og grundlæggende principper, der ligger til grund for direktionens daglige arbejde.

Det er ikke korrekt, at Realdanias demokrati bygger på en lukket fest, hvor bestyrelsen udpeger eller vælger alle. Det er slet ikke ualmindeligt, at fondsbestyrelser er selvsupplerende og ganske lukkede om beslutningsstrukturer m.v. . Sådan er det ikke i Realdania – bl.a. fordi vi er en forening med medlemmer. Det har dels været et helt bevidst ønske at skabe transparens, bl.a. kan alle i vores årsrapport finde langt flere oplysninger om vores ledelse og om vores arbejde, end vi er forpligtet til. Og dels er alle medlemmer af Realdanias repræsentantskab valgt.
 
Jeg håber dette indlæg bliver læst i den ånd, det er skrevet i: I respekt for dialogen, der er en naturlig del af den demokratiske proces, som alle med et samfundsengagement og samfundsansvar er underlagt. 

Alle større organisationer har fra tid til anden godt af at blive gået efter i sømmene. Det skal man som en professionel organisation kunne tåle. Det gælder naturligvis også Realdania. Selvfølgelig giver Politikens eftersyn af Realdania stof til refleksion og eftertanke, men det havde dog haft større troværdighed, hvis Politiken havde brugt flere kræfter på at sætte sig ind i måden Realdania arbejder på, i stedet for i høj grad at bygge sin serie op på skriftlige besvarelser fra 300 af landets arkitekter og en række anonyme kilder.

Politiken bragte dette debatindlæg i en lettere forkortet udgave.