x

Valg til Realdanias repræsentantskab i Aarhus og omegn

Pressemeddelelse 4. november 2013

Flere end 800 har tilmeldt sig Realdanias valgmøde onsdag den 13. november i NRGi Park & Arena, Aarhus, hvor Realdania holder valg til sit repræsentantskab i Aarhus og omegn.

Bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack ser frem til valgmødet i Aarhus: ”Medlemmernes engagement er kernen i Realdanias foreningsdemokrati. Dét engagement er drivkraften både i vores demokratiske ledelsesform og i vores filantropiske arbejde. Jeg glæder mig meget til at møde vores medlemmer fra Aarhus og omegn i NRGi Park & Arena i Aarhus den 13. november.”  

På valgmødet vælges 7 medlemmer fra området til Realdanias repræsentantskab. Der er opstillet følgende 9 kandidater til valget:
 
  • Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker, Risskov 
  • Annette Opstrup, direktør, Hinnerup
  • Hans-Ulrik Revsbech Jensen, direktør, Auning
  • Henning Rasmussen, strategi- og innovationskonsulent, Rønde
  • Marie-Louise Vagnby, økonomi- og adm. chef, Risskov
  • Nicolai Bisgaard, møbelpolstrer, Odder
  • Niels Aage Arve, gårdejer, Hjortshøj 
  • Per Hansen, advokat, Randers
  • Suna Cenholt, arkitekt, Højbjerg
Realdania er en forening med medlemsdemokrati, der arbejder filantropisk på basis af sin investeringsvirksomhed. Realdanias repræsentantskab har 109 medlemmer. De fører blandt andet tilsyn med, at bestyrelse og direktion yder deres bedste i realiseringen af Realdanias formål og strategier. De vælger bestyrelse, vælger revision, godkender årsrapport og godkender vedtægterne. Repræsentantskabets medlemmer formidler også viden om Realdania til deres egne netværk, videregiver deres private og professionelle erfaringer til Realdania og følger på forskellig vis med i, hvad der debatteres i det byggede miljø. Medlemmerne af repræsentantskabet vælges for en fireårig periode. 

På valgmødet fortæller bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack og adm. dir. Jesper Nygård om Realdanias filantropiske strategi, foreningens medlemsaktiviteter, investeringsvirksomhed og det filantropiske arbejde i Aarhus og omegn og i resten af landet. Herefter har medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål.

I Aarhus og omegn bidrager Realdania blandt andet til ”Your Rainbow Panorama” på toppen af ARoS, omdannelsen af Aarhus Godsbanegård til produktions- og formidlingscenter, byggeriet af havnepladser og p-anlæg i forbindelse med Urban Mediaspace Aarhus på havnen i Aarhus, nye boliger til udviklingshæmmede i Andelssamfundet Hjortshøj og vandtrænings- og rehabiliteringscenter Vandhalla på Egmonthøjskolen i Hou. Realdania har også medvirket i etableringen af Energiakademi Samsø, som har vundet internationalt anerkendelse. Realdania støtter også Vestermølle ved Skanderborg Sø – en historisk landejendom, der er bygget om til kultur-, aktivitets- og formidlingscenter, og har et rigt foreningsliv. 

Realdania har siden 2000 arbejdet for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. På 13 år er det blevet til ikke mindre end 2.405 store og små filantropiske projekter, bredt fordelt i Danmark. Realdania har bidraget til de 2.405 filantropiske projekter med mere end 14 mia. kr.