x

Too perfect - dansk design præsenteret i et helt nyt lys

Pressemeddelelse 16. juli 2004

Følgende pressemeddelelse er udsendt af Dansk Arkitektur Center: Dansk design og arkitektur præsenteres i et helt nyt lys på en international udstilling, der åbner på samme tid i Toronto, Venedig og København i september 2004.

Det er Dansk Arkitektur Center (DAC), der står bag udstillingen og de har inviteret en af verdens mest indflydelsesrige designere Bruce Mau til at udfordre den danske design- og arkitekturtradition. Sammen med den unge danske tegnestue PLOT står Bruce Mau frem og giver dansk design og arkitektur skudsmålet: I er alt for perfekte!

På udstillingen med titlen Too Perfect: 7 New Denmarks vil publikum møde en unik dansk designtradition, samt syv konkrete bud på hvordan design og arkitektur vil se ud i fremtiden.

Verdenspremiere
For første gang kan publikum tre forskellige steder i verden på samme tid opleve at gå på besøg i den samme udstilling. Der er med den danske udstilling Too Perfect: 7 New Denmarks tale om en ny udstillingsform, der er produceret i flere udgaver og som kan distribueres til hele verden. Det er ikke blot udstillingsformen, men også indholdet på udstillingen, der vil udfordre og begejstre det brede publikum af designelskere verden over.

Bag udstillingskonceptet står den canadiske designer Bruce Mau, der er verdenskendt for sit arbejde med bl.a. Frank Gerry, Phillip Starck og Rem Koolhaas. Bruce Mau har med DAC udpeget den internationale arkitekturbiennale i Venedig, Harbourfront Centre i Toronto samt Dansk Arkitektur Center i København som kulisse for et opgør mellem den danske designtradition og en radikal ny måde at tænke dansk design og arkitektur i en global verden.

Fra tradition til innovation
Too Perfect: 7 New Denmarks er en udstilling, der viser "The Danish Modern Hall of Fame". Denne del af udstillingen er en hyldest til dansk modernisme, til de bedste stole, lamper, bestik og den bedste arkitektur. Sammen med eksempler på den danske tradition udstilles de "7 New Denmarks". Det er konkrete forslag, der viser hvordan danske designere og arkitekter konkret kan løse fremtidens udfordringer. Der er skabt af helt unge designere og arkitekter fra: PLOT, Kontrapunkt, NORD, Arkitema, SRL Arkitekter and Bruce Mau Design.

Udstillingen viser hvordan arkitektur og design ikke kun løser problemer på bygnings- og møbelområdet, men skal bidrage med løsninger på andre områder af livet, som vi har mulighed for at designe - fra rent drikkevand og landbrugsreformer til et bæredygtigt energiforbrug.

"Det er ikke vores mål at se, hvem der først finder på en ny stil. Det handler i stedet om, hvem der kan finde på nye løsninger. Den ny metode handler om at tænke konkret. Vi har ingen andre valg end at gå den vej. Hvis alting forbliver som før, ender det med at gå til grunde", siger Kent Martinussen, direktør for Dansk Arkitektur Center.

Toronto-Vendig-København
Udstillingen vises i Toronto på Habourfront Centre fra den 28. september, og bliver samtidig Danmarks officielle indslag til Arkitektur Biennalen i Venedig fra den 12. september og udstilles i København på Dansk Arkitektur Center fra den 8. september 2004.

Et stærkt team står bag udstillingen
Udstillingen Too Perfect: 7 New Denmarks er den første del af en udstillingstrilogi med titlen DAC | RE-THINK af Dansk Arkitektur Center. Udstillingstrilogien er et udviklingsprojekt for dansk arkitektur, byggeri og design i partnerskab med Nykredit, Fonden Realdania, NCC, Montana/DJOB, Arkitema, Carl Bro og LEGO Vision Lab. Øvrige partnere er Kulturministeriet, Kunststyrelsen, Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, Erhvervs- og Boligstyrelsen, Akademisk Arkitektforening, Kontrapunkt, DTKommunikation, ZEES og Berlingske Tidende.

Too Perfect: 7 New Denmarks er kurateret af Bruce Mau Design, i samarbejde med den danske tegnestue PLOT, med deltagelse fra Arkitema, Kontrapunkt, NORD, PLOT og SRL Arkitekter. Udstillingen er initieret af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med The Habourfront Centre (Toronto).

For yderligere oplysninger kontakt: Johan Galster (DAC) +45 51808044, Sussi Heimburger (DAC) +45 24468161 eller direktør Kent Martinussen (DAC) +45 26371930.