x

Udstillingen "Haverne på 5.sal - boliger i Ørestad Nord" på Dansk Arkitektur Center

Pressemeddelelse 18. marts 2004

Dansk Arkitektur Center har udsendt følgende pressemeddelelse: Overdækkede haver, åbne børnearealer og altaner med både morgen- og aftensol, er blot nogle af de krav, som beboerne i Ørestad Nord har stillet til deres fremtidige lejligheder. Dansk Arkitektur Center viser i en ny udstilling de fem forslag til fremtidens danske boligform, der deltog i konkurrencen om byggeriet af 112 almene boliger til FSBbolig i den såkaldte ”boligslange”. Udstillingen Haverne på 5. sal – boliger i Ørestad Nord er støttet af Fonden Realdania, og vises i Dansk Arkitektur Center (DAC), Strandgade 27B i København fra den 19. marts til den 9. maj 2004.

Pressen inviteres til den officielle åbning d. 18. marts kl. 16.00 i DAC, hvor der er mulighed for interviews med teamet bag vinderprojektet samt repræsentanter for FSBbolig og beboergruppen.

Den nye boligbebyggelse i Ørestad Nord er et konkret eksempel på en helt ny udvikling inden for alment boligbyggeri: Boliger skal være fleksible og tilpasses den enkelte lejers behov.

DACs udstilling viser, hvordan fem forskellige teams af arkitekter, entreprenører og ingeniører, der har deltaget i konkurrencen, har arbejdet med de nye udfordringer. De fem teams beskriver med ord og billeder, hvordan deres boliger kan tilfredsstille både individuelle og fælles behov. Derudover kan publikum se luftfotos fra det nye boligområde i Ørestaden.

Boligerne i vinderprojektet er udstyret med altaner til begge sider, energibesparende løsninger og let flytbare skillevægge, så rummene kan inddeles efter individuelle behov. Derudover er boligerne tænkt, så beboerne frit kan vælge, hvordan deres fremtidige køkken skal opbygges og indrettes – helt fra vaskens og køkkenelementernes placering til valg af bordplader.

Vinderprojektet er udformet af NCC Construction A/S, Domus Arkitekter A/S og Peter Lind, Rådgivende Ingeniørfirma A/S.

Den tætte dialog mellem beboere, bygherrer, arkitekter, ingeniører og entreprenører er udtryk for nye samarbejdsformer i byggebranchen. ”Dette byggeri i Boligslangen viser helt sikkert en af fremtidens projektformer, dels fordi det giver beboerne indflydelse på indretningen af deres egne fleksible boliger, men også fordi der er lagt op til partnerskaber mellem ingeniører, entreprenører og arkitekter, som er helt grundlæggende for byggeriets kvalitet, effektivitet og fornyelse i dag”, udtaler Kent Martinussen, direktør DAC.

Fonden Realdania har udover udstillingen i Dansk Arkitektur Center også støttet selve udviklingsprocessen.

Byggeriet påbegyndes den 15. maj 2004 og forventes afsluttet den 1. december 2005.

For yderligere information og billeder i høj opløsning kontakt Sussi Heimburger (DAC) på telefon: 32 64 54 62  eller 24 46 81 61. E-mail: sh@dac.dk.