Boligens mini-guide og roadshow skal hjælpe unge med særlige behov
At flytte hjemmefra for første gang er altid en udfordring. For unge med særlige behov er udfordringen større end for de fleste. Med en Boligens mini-guide og et landsdækkende roadshow hjælper Foreningsfællesskabet Ligeværd nu de unge og deres forældre godt på vej.
Spørgsmålene er mange, når man skal til at flytte hjemmefra – ikke mindst, hvis man er ung og har forskellige former for indlærings-, funktionsmæssige eller sociale vanskeligheder. Skal man flytte i egen lejlighed eller vil et bofællesskab med andre ligesindede være mest velegnet? Skal boligen ligge i nærheden af offentlig transport? Eller i nærheden af skolen eller arbejdspladsen? Skal der støtte til for at få hjemmelivet til at fungere, når flytningen er veloverstået?
Foreningsfællesskabet Ligeværds har tidligere samlet viden og erfaring vedrørende boligbehovet for mennesker med særlige behov i et særligt Bokatalog, som kan rekvireres hos Ligeværds sekretariat eller downloades hos B-U-S (Bo- og UdviklingsFonden for borgere med særlig behov) på www.b-u-s.dk
Foreningsfællesskabet Ligeværd har med støtte fra Realdania udgivet ”Boligguide for unge med særlige behov”. Denne mini-guide – der er målrettet mod unge med særlige behov, deres pårørende og kommunale sagsbehandlere – giver kortfattet overblik over de vilkår og specielle forhold, som man skal være opmærksom på, når man som ung med særlige behov, skal i gang med at finde den rette bolig.
Samtidig med udgivelsen af Boligens mini-guide turnerer Ligeværd landet rundt med et mindre roadshow i form af en række informationsmøder, hvor alle interesserede kan høre mere om de mange forhold, der knytter sig til det at flytte og stifte eget hjem. Ligeværd holdt i foråret møder i Ballerup/Herlev, Vejle, Holstebro, Aalborg og Hjørring med stor succes. Efterårets informationsmøder finder sted i Slagelse, Odense og Ribe.
”Vi kan se på spørgelysten, at der er et meget stort behov for information omkring det at stifte Bo - at skabe sit eget HJEM såvel for den enkelte person som for de forældre / pårørende der hidtil har haft et fælles hjem. Spørgsmålene er både til de forskellige boformer som de mange økonomiske vilkår der gør sig gældende for området. Mange spørgsmål berører også den kommunale sagsbehandling der knytter sig til den enkelte person. Pjecen kan forhåbentlig være en af flere kilder der er med til at besvare nogle af disse mange spørgsmål,” siger konsulent Bent Flyvholm, Foreningsfællesskabet Ligeværd.
Marianne Kofoed fra Realdania siger: ”Det at kunne skabe særdeles gode forudsætninger for at træffe rigtige valg, om at finde den rette bolig – er et af de vigtigste valg her i livet. Og for unge med særlige behov, er den rigtige bolig også det samme som tryghed, og er mindst samme betydning som boligen”.