Ny rapport og atlas over velfærdsforstaden giver inspiration til fremtidens forstad

Realdania sætter i disse år fokus på landets forstæder, der hidtil har været oversete i forhold til de historiske bykerner eller omdannelsen af ældre industriarealer.

Det er vigtigt at betragte forstaden i et andet lys end den historiske bykerne. Velfærdssamfundets forstad er skabt i en anden tid, på andre præmisser, og de rummer andre kvaliteter. Nye behov for tæthed og blanding af boliger, erhverv og kultur – eksempelvis omkring stationscentre og i boligområder – er en betydelig udfordring i forstaden, der oprindelig er anlagt i opdelte zoner spredt over store arealer. Balance mellem bevaring og udvikling i forstadsområderne må derfor skabes med udgangspunkt i velfærdsforstadens særegne bygningskultur.

”Vi vil gerne rejse en debat, som skal bane vejen for at øge livskvaliteten i forstæderne”, siger Eske Møller, projektleder i Realdania, og fortsætter: ”Hvordan skaber vi udvikling med udgangspunkt i det bedste af forstadens bygningsarv, og hvilke nye muligheder er der for bæredygtig transformation af de eksisterende fysiske rammer?”

Rapporten "Forstadens bygningskultur 1945-89 – På sporet af velfærdsforstadens bevaringsværdier" er tænkt som et opslagsværk, der kan give planlæggere og kommunale beslutningstagere inspiration og overblik over velfærdsforstadens bebyggede strukturer i et bevaringsperspektiv.

Rapporten byder desuden på et atlas over velfærdsforstaden, som dels rummer kort og nøgletal over bygningsmassens aldersmæssige og anvendelsesmæssige sammensætning, og dels fremlægger de forskellige typer af bebyggede strukturer med fokus på arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier.

"Nedslidning, forældelse og ændrede bosætnings- og levemønstre kommer sammen med nye krav til energirenovering og reduktion af biltrafik til at betyde store forandringer i forstæderne de kommende år. Men inden bulldozere og byggekraner transformerer hidtil oversete bygninger eller kvarterer til ukendelighed, er det vigtigt at få overblik over forstadens bygningskulturelle kvaliteter, for det er vores overbevisning, at kendskab til bevaringsværdierne kan bidrage til en vellykket udvikling", uddyber Eske Møller.

Rapporten er gratis (der skal dog betales forsendelsesomkostninger) og kan rekvireres i trykt form hos Lene Norsbo, ln@bygningsarv.dk, tlf. 33 33 99 10 eller downloades som pdf her til højre på siden eller på www.bygningsarv.dk .

FAKTA

Rapporten "Forstadens bygningskultur 1945-89 – På sporet af velfærdsforstadens bevaringsværdier" er initieret og finansieret af Realdania og udarbejdet af Dansk Bygningsarv i perioden juli 2009 til november 2010. Undersøgelsen er desuden blevet fulgt af en følgegruppe bestående af to projektledere fra Realdania, Astrid Bruus Thomsen og Eske Møller, samt en række eksperter: Claus Bech Danielsen (Statens Byggeforskningsinstitut), Erling Groth (Forstadskonsulenterne), Tom Nielsen (Arkitektskolen Aarhus), Simon Ostenfeld Pedersen (Kulturarvsstyrelsen) og Poul Sverrild (Forstadsmuseet, Brøndby og Hvidovre Kommune), hvis rådgivning og kommentarer har været af stor værdi for projektet.

Rapporten er blevet til på baggrund af litteraturstudier, interviews med en lang række eksperter, analyse af kommuneatlas og data fra registeret over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB), undersøgelse af kommuneplaner og lokalplaner, GIS-kortlægning af data fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR) og, ikke mindst, mange besøg i forstadsområder.

Hvad er velfærdsforstaden?
Det vi i dag typisk betragter som forstad svarer i store træk til den byudvidelse, som har fundet sted i Danmark fra udgangen af Anden Verdenskrig og op til 1980erne. Denne periode faldt sammen med opbygningen af det danske velfærdssamfund, og ordet opbygning skal tages bogstaveligt i denne sammenhæng. Aldrig før i landets historie er der blevet bygget så meget på så kort tid.

I forstaden blev drømmen om at forvandle Danmark til et moderne industrisamfund med lige adgang til velfærd for alle forsøgt virkeliggjort i løbet af nogle få årtier. Planlægning var nøgleordet i indretningen af det perfekte samfund ned til mindste detalje, godt hjulpet af standardiseringen og industrialiseringen af byggeriet.

De nye byområder blev funktionsopdelt svarende til det moderne menneskets idealtypiske hverdag mellem industriarbejde, rekreation og familieliv i egen bolig. Sundhed blev skrevet med stort. Tæthed og funktionsblanding, som i dag står for det gode byliv, blev den gang set som et onde, der skulle afløses af en åben, grøn bystruktur. Til forskel fra den historiske bys sammenhængende karréstrukturer, består den moderne by af store afgrænsede bebyggelsesenklaver og grønne byområder som tilsammen udgør et fragmenteret bylandskab. Et andet markant træk er de store vejstrukturer som både forbinder og opdeler forstadsområderne i en helt anden skala end i tætbyen. Endelig er velfærdsforstadens bygninger præget af byggeriets industrialisering og især af montageteknik med betonelementer.

En kontroversiel bygningskultur
Velfærdsamfundets forstad er uden tvivl karakteriseret ved en særegen bygningskultur.

Men frem for at være en genstand for bevaring har velfærdsforstaden længe været under kritisk beskydning.  Allerede inden de var færdigbyggede, blev flere af de almene bebyggelser genstand for kritik. De blev udskældt som "betonslum" – ensformige sovebyer, der var fattige på sanselige oplevelser og aktiviteter og på samme tid samlingssted for samfundets svageste sociale grupper. I stedet for at skabe rammerne omkring lokale fællesskaber, som det havde været intentionen, ansås de for at være "fremmedgørende". Samtidig blev parcelhuskvartererne udsat for kritik, især for den ekstensive arealanvendelse som beslaglagde mere og mere jord omkring byerne, men også for manglende plads til fællesskabet.

Forandringspres på forstaden
Mange af forstadens bygninger og bymiljøer er blevet ombygget og renoveret indtil flere gange siden deres opførelse. Og fremover må forstadsområderne forventes at gennemgå store transformationer for at møde aktuelle udfordringer. I kraft af nedslidning og forældelse står store dele af forstædernes bygningsmasse overfor en omfattende fornyelse.

Dertil kommer at bæredygtighedskriterier stiller nye krav til energirigtig renovering af bygninger og reducering af biltrafik. Strukturændringer udfordrer erhvervsområdernes funktionelle sammensætning of byggede strukturer. Ikke mindst har hverdagslivet i forstaden ændret sig markant, siden de første skitser til nye, selvstændige bydele blev tegnet. Beboerne er blevet så mobile, at det nogle steder har undermineret grundlaget for de offentlige servicetilbud og butikscentre, der udgjorde kernen i nogle af de store, almene bebyggelser.

Ændrede bosætningsmønstre har ført til en øget social polarisering mellem almene boligbebyggelser og private ejerboliger. Danskerne er blevet rigere og stadig mere individualiserede. I takt med det har boligen skiftet status fra at være tag over hovedet til et udtryk for egen identitet. Det stiller nye krav til mulighederne for individuel udformning af bolig og friarealer. Endelig står forstadens åbne og funktionsopdelte bystruktur i modsætning til nutidens vision om den tætte, funktionsblandede by.

Bygningskultur som aktiv i velfærdsforstadens udvikling
I Danmark har der længe været en stor interesse og velvilje for at bevare historiske bygninger og bymiljøer. Ikke blot er danskernes interesse for kulturarv stor, historiske bygninger og bymiljøer fungerer i dag som trækplaster for turisme og bosætning, og er dermed et aktiv i byudviklingen. Bevaring og udvikling synes i stigende grad at blive et dynamisk makkerpar i den kommunale planlægning. Dette skal også ses i lyset af, at hovedparten af byudviklingen i dag foregår indenfor eksisterende byområder, ikke mindst i forstæderne.

En forvaltningspraksis, som er egnet til bevaring og udvikling af velfærdsforstadens særegne bygningskultur, er under kraftig udvikling i disse år. I takt med at kulturarv skifter karakter fra primært at være en genstand for beskyttelse til at fungere som et aktiv i byudviklingen, udvikles der også nye tilgange til registrering og kortlægning af bevaringsværdier.

Koblingen af bevarings- og udviklingsperspektivet bliver særlig tydelig i Hvidovre Kommunes tilgang med udgangspunkt i kvarterets 'fortælling'. Her kombineres fortidsfortolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger med henblik på at afdække et strategisk potentiale. Samtidig favner denne tilgang hele kommunen frem for enkelte særligt udvalgte bevaringsværdige bymiljøer. Byfornyelsesprocessen af Albertslund Syd peger på nye veje til at registrere og formidle bevaringsværdier i storskala montagebebyggelser ved at inddrage lokale fortællinger. Sidst men ikke mindst udpeger Aalborg Kommunes stilblade for enfamilieshuse i Hasseris en ny tilgang til formidling af bevaringsværdier i enkeltbygninger som er egnet til at skabe individuelt ejerskab til kulturarven hos borgerne.