x

Ny bog fra Jan Gehl: ”Byer for mennesker”

Pressemeddelelse 18. maj 2010

Den 20. maj udgiver Jan Gehl sin nyeste bog ”Byer for mennesker”. Bogen samler Gehls forskning om at udvikle humane byer, og den udgives parallelt i Washington og Beijing på engelsk og kinesisk med støtte fra Realdania.

”Byer for mennesker” er en brugsbog, der på 50 års forskningsbaggrund giver anvisninger til bybygning med mennesket som udgangspunktet.  Bogen er forsynet med værktøjer, som Jan Gehl mener, burde være på enhver planlæggers, arkitekts og beslutningstagers rygrad. Ifølge ham har bybygningen siden 2. Verdenskrig forsyndet sig imod de mest elementære retningslinjer mht. at skabe gode og humane levesteder. Planlægning og arkitektur har i stedet prioriteret bilerne, stordrift og kortsynet rationalitet. Og det gør den desværre stadig.

Gehls indignation over udviklingen og byomdannelsernes katastrofale indgreb til fordel for bilerne, førte ham for år tilbage til de byrumsanalyser og teorier, der blev grundlaget for den mest solgte danske arkitekturbog, ”Livet mellem husene” (1971), oversat til 18 sprog. Bogen er i dag grundbog på de fleste af verdens arkitektskoler, og Gehl er den internationalt mest kendte danske arkitekt, der både i teori og praksis kæmper for at humanisere byerne.

Hvor ”Livet mellem husene” overbevisende argumenterede for det gode liv i byen – i gåtempo – har Gehl i de forløbne næsten fyrre år systematisk arbejdet videre med temaet over alt i verden. Resultatet er stribevis af bøger og delstudier, der verificerer og udbygger betragtningerne i ”Livet mellem husene”, og en donation fra Realdania har gjort det muligt for Gehl at sammenfatte dette livslange arbejde i bogen ”Byer for mennesker”.

”Jan Gehl er i verdensklasse,” siger Flemming Borreskov, adm. direktør i Realdania, og fortsætter: ”Byer for mennesker beskæftiger sig med det, som ligger Realdanias hjerte nær, nemlig at skabe livskvalitet for mennesker gennem det byggede miljø.”

En af konklusionerne i bogen er, at mennesker uanset kulturforskelle race og etnicitet på mange områder har samme behov. Nogle behov, som den moderne by har fortrængt eller undertrykt, og som hovedregel har resulteret i byer for alt andet end mennesker. Rem Kolhaas’ Euralille og La Defense i Paris er eksempler på kvælende skalaforhold: ”Bygninger og byrum bliver stadig større, men de mennesker, der skal bruge dem, er nu som før – små,” skriver Gehl.

I bogens otte kapitler forfølges fire underliggende temaer om at skabe ”Levende, trygge, bæredygtige og sunde byer”. Et budskab, der forekommer indlysende, men som alligevel tilsidesættes af konkurrerende hensyn mange steder i verden. Det gælder både i de vestlige lande. Men ikke mindst i Kina, Indien, Afrika og Latinamerika, hvor skaderne kan synes uoprettelige, hvis byerne udvikler sig vildtvoksende og uden menneskelige hensyn. Et afsnit i bogen handler om byerne i denne del af verden, hvor 80 procent af befolkningstilvæksten forventes at finde sted i de kommende år. Derfor udgives bogen også på kinesisk.

Eksemplarer til anmeldelse kan fås ved henvendelse til forlaget Bogværket.

Fakta:

Byer for mennesker

Forfatter: Jan Gehl

272 sider, gennemillustreret.

Vejledende pris indtil 15. august: 248; herefter 298 kr.

ISBN 978-87-92420-11-4

Udkommer på: BOGVÆRKET