x

Andres henkastede affald ødelægger humøret

Pressemeddelelse 18. maj 2011

Danskerne bliver vrede og kede af det, når der ligger affald der, hvor de bor. Det viser en ny undersøgelse fra organisationen Hold Danmark Rent. Nyt projekt skal få blandt andet boligforeninger til at starte en ren spiral, der kan skabe glæde hos beboerne.

Sol, græs og bare tæer – ispapir, dåser og cigaretskod. Mundvigene går fra at vende smilende opad til at pege surmulende nedad, når de to billeder sættes sammen. Hele 68 % af danskerne siger i en ny undersøgelse foretaget af Hold Danmark Rent, at de bliver påvirket negativt, når der ligger affald smidt i nærheden af, hvor de bor. Derfor sætter organisationen nu projektet ”Rent kvarter” i gang med støtte fra blandt andre Realdania og R98. ”Rent kvarter” omfatter tre pilotprojekter i hovedstadsområdet, hvor lokale ildsjæle skal være med til at vise, hvordan man undgår det tilfældigt henkastede affald – og sammen skaber et indbydende og rart nærmiljø i boligområder.

Vrede og kede af det 

To ud af tre fortæller i undersøgelsen, at der ligger affald ved deres hjem, mens kun 13 % siger, at de selv kan finde på at smide noget fra sig i netop dét område. Svineriet kommer altså mest fra forbipasserende, og det rammer beboerne hårdt. Godt 67 % bliver vrede eller aggressive over det, mens 41 % bliver kede af det.

- Selvom vi hos Hold Danmark Rent siger ”Mindre skrald – mere glæde”, så har vi ikke tidligere haft bevis for, at henkastet affald nær hjemmet ødelægger folks humør på den måde. Oplysningen kan forhåbentlig være med til at få affalds-smiderne til at tænke over, hvad deres handling gør ved deres medmennesker. De rammer altså ikke kun en vicevært eller kommunal medarbejder, som skal rydde op efter dem, siger direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen.

Beboere i lejligheder søger væk
Der ligger mere affald omkring etagebyggeri end ved for eksempel rækkehuse, villaer og gårde. Det betyder dog ikke, at beboerne i etagebyggeri er mere kede af det eller vrede end resten af befolkningen – til gengæld får det dem til at finde andre steder at opholde sig. 30 % af beboerne angiver, at de ”mister lysten til at være der” eller ”finder andre steder”, hvis der er henkastet affald. Det er markant flere end blandt de, der bor i villa (12 %) og de, der bor i rækkehus (17 %).

- Det er jo ærgerligt, at folk skal bevæge sig væk fra deres eget hjem, fordi andre ødelægger deres glæde ved at være der. Vores mål med det nye projekt, Rent kvarter, bliver altså at få skabt en ren spiral, så glæden over de nære omgivelser kan brede sig, forklarer Anne Holm Hansen.

Mange vil arbejde for rene kvarterer
Der er dog også positive toner at finde i undersøgelsen. Rigtig mange angiver nemlig, at de gerne vil være med til at gøre noget ved problemet med henkastet affald omkring deres hjem. 83 % har allerede samlet skrald op efter andre, og 70 % vil gerne deltage i en form for affaldsopsamling der, hvor de bor.

Projekt Rent kvarter, som Hold Danmark Rent nu starter op, indeholder blandt andet en ”værktøjskasse”, som skal give boligforeninger, vejlaug osv. mulighed for - med lidt hjælp - selv at skabe renere rammer om deres bolig. En hyggelig og effektiv opsamlingsdag skal være med til at sætte fokus på problemet. Når der ligger skrald, kommer der hurtigt mere til. Det er sværest at være den, der smider det første stykke. Derfor vil problemet aftage, hvis alt samles op, og det vil samlet set øge glæden og livskvaliteten for beboerne i området.

”Vi synes, der er tale om et fint og ligefremt projekt, som sætter fokus på et problem som vi måske har en tendens til at affeje som noget, der ikke er noget at gøre ved, eller som noget, nogen andre må tage sig af. Men med dette projekt får beboere i lokalområder konkrete redskaber til at bryde en dårlig ’affaldskultur-spiral’. Man kan sige, at det er et projekt, som er i øjenhøjde med byens beboere og brugere, og det vil helt sikkert medvirke til at skabe engagement og livskvalitet på det helt nære plan i det byggede miljø”, siger Lennie Clausen, projektleder i Realdania.

Partnere og pilotprojekt
Projektpartnerne på Rent kvarter er: Realdania, R98, Cowi A/S, GHB Landskabsarkitekter A/S, Lejerbo, Harladsgadekvarterets områdeløft, KAB, Københavns Kommune, Minded, M.Larsen A/S, Zenzo Group A/S, Nikolaj Bebe, Boligselskabernes Landsforening og Vibekevang Grundejerforening.

Der vil blive kørt tre pilotprojekter i hovedstadsområdet, nemlig i Lundegården i Ballerup samt Vibekevang og Aldersrogade på Ydre Nørrebro. Håbet er, at boligforeninger og ildsjæle rundt om i resten af landet også vil have lyst til at bruge værktøjskassen Rent kvarter. 

Mere information:
www.holddanmarkrent.dk 

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Hold Danmark Rent