Aarhus afprøver interaktive byrumsmøbler med lys på Bispetorv
Arkitektskolen Aarhus udvikler interaktive byrumsmøbler, der lyser op i de mørke timer. Forskningsprojektet udføres i samarbejde med Aarhus Kommune, designkontoret Kollision, byrumsinventarfirmaet Out-Sider, lysfirmaet Martin Professional og støttes af Realdania. Byrumsmøblerne stilles op på Bispetorvet til efteråret.
”Ideen med projektet er at skabe en række byrumsmøbler, der kan interagere med hinanden og byens borgere. Vi kalder møblerne for Lyspunkter, både fordi de kan skabe rum på byens pladser, men også fordi de inviterer til nye former for social interaktion i byrummet: udforskning, uformelle mødesteder, leg, undren og afslapning,” forklarer lektor Kätte Bønløkke Andersen fra Arkitektskolen Aarhus, der leder forskningsprojektet.
Projektet er ét blandt flere under Innovationsnetværket Dansk Lys. Det er tanken at producere en række prototyper til Bispetorv i Aarhus, hvor man vil eksperimentere med forskellige indstillinger, udtryk og interaktionsmuligheder. Opstillingen af prototyperne skal bruges til at studere, hvordan Lyspunkterne bliver taget i brug, så de kan tilpasses samspillet med pladsen og byens borgere i endnu højere grad.
”Lyspunkterne bliver udstyret med lyskilder, der lyser op i takt med, at solen går med. De styres af sensorer og software, der tager højde for tid og sted, og om der er andre Lyspunkter i nærheden. De bliver simple i deres formsprog, men avancerede og overraskende i deres måde at reagere på,” siger Kätte Bønløkke.
Om aftenen vil Lyspunkterne lyse svagt op og invitere til ophold. Når man sætter sig på møblet, lyser det endnu mere op og danner et rum af lys omkring den, der sidder i det eller står i nærheden. I udvalgte tidsrum bliver endnu en lyskilde aktiveret, som lyser ud gennem en slids i møblets side og tegner en præcis lysstråle ud fra møblet.
Hvert Lyspunkt er bygget i to dele. Den nederste del står fast på jorden og den øverste er en plastskal, der definerer møblets form og siddeflade. Siddefladen kan dreje om sin egen akse, så brugeren selv kan styre, hvilken retning lysstrålen skal rettes mod. Peger den på et andet møbel aktiveres dette møbels lysstråle og lægger på den måde op til interaktion med de lysmøbler, som står omkring. Det giver et skiftende samspil af lysende linjer og flader. Hvis der ikke er nogen, som bruger lysmøblerne om aftenen, går de selv i gang med at rotere og skifte farve.
Prototyperne forventes at bliver stillet op i løbet af vinterhalvåret 2012/13.