Stor konference om filantropi med Bill Clinton som hovedtaler
I dag var 700 deltagere fra ind- og udland samlet i København, for at diskutere civilsamfundet og filantropiens rolle i samfundet. Hovedtaleren var Bill Clinton, som siden afslutningen på sin præsidentperiode har arbejdet intensivt med filantropi både i USA og i udviklingslandene. Det er Realdania som står bag konferencen, der samlede det filantropiske samfund, erhvervsfolk, politikere og repræsentanter for stat og kommune.
Konferencen "Civilsamfundets filantropiske stemmer" løb i dag af stablen i Bella Centret. Med konferencen håber Realdania at skabe bred debat om, hvordan ildsjæle og de filantropiske fonde og foreninger i samarbejde, kan blive et større aktiv for samfundet.
”I Realdania mener vi, at de filantropiske fonde kan og skal bidrage til at løse nogle af samfundets udfordringer. Det kan være miljø- og socialbæredygtighed eller andre områder. Vi håber at flere fonde vil gå den vej, selvom det betyder at vi også i højere grad skal stå mål for vores beslutninger i den offentlige debat”, siger direktør Flemming Borreskov, Realdania.
Konferencen tog fat på det forhold, at mangfoldigheden af filantropiske fonde og foreninger – også internationalt – kan bidrage på helt andre måder end andre samfundsaktører. Fondene kan anlægge en længere tidshorisont og har ofte råd til at afprøve nye ideer.
”Filantropiske fonde har penge og potentiale til at påtage sig vigtige opgaver, som ingen andre kan eller vil tage sig af. Derfor kan fondene blive det tredje ben i udviklingen af samfundet ved siden af staten og det private erhvervsliv”, sagde erhvervsredaktør Matthew Bishop fra ugeskriftet The Economist, der var en af hovedtalerne på dagens konference i Bella Centret.
Det blev også diskuteret, hvordan fondene mest effektivt når deres mål. Et stigende antal fonde arbejder med såkaldt katalytisk filantropi, hvor de med beskedne bidrag kan hjælpe ildsjæle til selv at løse et problem. En tankegang som tidligere præsident i USA, Bill Clinton, har talt varmt for.
”Verden er fuld af opfindsomme mennesker med opfindsomme idéer, som er villige til at give alt for at realisere dem, men ikke har pengene til at gå i gang. Disse ”sociale iværksættere” kan ændre millioner af menneskers liv til det bedre, hvis de blot får hjælp til at føre deres ideer ud i livet”, skriver Bill Clinton i sin bog At give.
Bill Clinton afsluttede konferencen, der desuden bød på oplæg af professor Anker Brink Lund fra CBS, direktør Flemming Borreskov fra Realdania samt en debat mellem bestyrelsesformand Stine Bosse og borgmester Anker Boye.
TID:
Mandag 21. maj 2012 fra kl. 9 – 17
STED:
Bella Centret i København
FAKTA
- Konferencens formål beskrives nærmere på hjemmesiden: civilsamfundet.dk
- Arrangør af konferencen er Realdania
- 700 deltagere, herunder en række danske politikere
HOVEDTALER
Bill Clinton, USA´s 42. præsident fra 1993 -2001. Står i spidsen for to filantropiske fonde:
William J. Clinton Foundation og Clinton Global Initiative.
"Vi har haft en periode, hvor svaret på alle samfundsproblemer var markedet, og før det igen var staten det universelle svar. Men undervejs har vi glemt, at forudsætningen for både stat og marked er et velfungerende civilsamfund, hvor fonde, foreninger og det kommunale Danmark, spiller afgørende roller. Det er vel at mærke ikke et spørgsmål om et enten eller, men om at finde den optimale balance mellem de tre domæner."
Professor Anker Brink Lund, CBS - Copenhagen Business School.
"Filantropi er i dag en væsentlig kilde til realisering af mange drømme. Både i kunstens verden, men også andre steder hvor nytten er mere abstrakt. Og filantropi kan noget særligt. Nemlig tro på, brænde for og risikere noget".
Bestyrelsesformand, Stine Bosse.
"Både fonde og kommuner skal være mindre berøringsangste i vores måde at samarbejde på. Fondene, det offentlige, virksomheder og frivillige ildsjæle har alle nogle formål, nogle kompetencer og nogle visioner. Og hvis vi bliver bedre til at arbejde sammen på nye områder, opnår vi langt bedre resultater for samfundet, end hvis vi på traditionel vis arbejder alene om hver vores projekter".
Borgmester Anker Boye, Odense Kommune.