Der er også kroner og ører i bygningsarven

I 2005 svarede 92 procent af danskerne i en undersøgelse, gennemført af Realdania og Kulturstyrelsen, at de mente, kulturarven skaber identitet. Undersøgelsen er 10 år gammel, men vi har ingen særlig grund til at tro, at der er sket et markant holdningsskifte i mellemtiden.

Fra Kerteminde til København er der smukke bygninger og monumenter, historiske og oplevelsesrige omgivelser, som glæder øjet, og som kan bidrage til at øge livskvaliteten for borgerne og sammenholdet blandt mennesker. Stederne har en værdi, fordi de fortæller historier om tidligere tider og derved er med til at skabe sammenhængskraft i samfundet.

De 92 procent er bare ét godt argument, for at landets kommuner bør være opmærksomme på de muligheder, der ligger i historiske bygninger, i stedet for at rive ned og bygge nyt. Et nyt storcenter eller et nyt byggemarked giver ikke altid mere værdi til fællesskabet end de bygninger, der må lade livet.

Bygningsarven i kroner og øre

Et andet argument for at tage godt hånd om – og bruge – bygningsarven, præsenterede Realdania på konferencen ”Bygningsarvens værdi”, som blev afholdt 4.- 5. marts. Her offentliggjorde vi analysen ”Værdien af bygningsarven”, der som den første nogensinde giver et kvalificeret bud på bygningsarvens værdi i kroner og øre.

Det er konsulenthuset Incentive, der sammen med Dansk Bygningsarv har lavet analysen, som er på lidt over 80 sider. Dens første hoveddel er baseret på en kvantitativ analyse af faktiske salgspriser på ejerboliger i hele landet siden 1992. Anden hoveddel er baseret på undersøgelser af bygningsarvens tiltrækning på turister og de deraf afledte effekter i form af jobs og skatteindtægter for Ribe.

Værdi for boligejerne

Første del af analysen er særlig interessant for boligejere – ikke mindst de, der bor i landdistrikterne.

Den viser, at bevaringsværdige enfamiliehuse på landsplan i gennemsnit bliver solgt 30 procent dyrere end tilsvarende ikke-bevaringsværdige boliger. Og derudover konkluderer analysen, at boligpriserne er 13 procent højere i områder, hvor over 15 procent af bygningerne er bevaringsværdige.

Konklusionen er med andre ord, at der kan være en økonomisk drivkraft for boligejerne til at passe godt på bygningsarvens værdier; vedligeholde og renovere med originale materialer og gå ind i samarbejde med kommunerne om lokalplaner, der tager hensyn til kulturarven.

To eksempler

Et godt eksempel ses i Aalborg i bydelen Hasseris, hvor lokalplanen ”Hasseris – Bevar Mig Vel” har været et vigtigt værktøj, der har styrket samarbejdet mellem kommune og beboere. Planen oplyser om forstadens kulturhistorie og vejleder i, hvilke materialer og teknikker borgerne kan bruge for at bevare områdets og bygningernes særpræg.

Længere mod nord – i Lønstrup – har ildsjæle formået at redde byen fra en begyndende tivolisering med store, blinkende skilte og uheldige restaureringer, og det har samtidig hævet kvadratmeterpriserne for boliger.

For godt ti år siden kontaktede de lokale den daværende Hjørring Kommune og bad om en mere restriktiv lokalplan. Resultatet blev en revision af lokalplanen, hvor en række sommerhuse blev udpeget som bevaringsværdige og med restriktioner i forhold til ydre bygningsmæssige ændringer. I dag er bykernen begrænset til helårsbeboelse, og der er flere detaljerede retningslinjer for farvevalg, materialer og skiltning.

Lønstrups borgere og kommunen traf et valg, der tog udgangspunkt i det lokale særpræg og byggematerialer, og i dag skiller Lønstrup sig positivt ud fra mange andre byer i turistland.

Værdi for kommunerne

Anden del af analysen fortæller om, hvordan bygningsarven også bidrager meget positivt til kommunekassen. Med Ribe som eksempel vises, hvordan de lokale kræfter bruger byens særlige bygningshistoriske kendetegn til at løfte livskvalitet og til at tiltrække de omkring en million årlige turister.

”Værdien af bygningsarven” viser, at 2/3 af alle overnattende turister i Ribe kommer på grund af bygningsarven. Ser vi på bundlinjen, betyder det, at ”bygningsarvsturisterne” hvert år øger omsætningen i Ribe med 92 mio. kr. og skaber 136 arbejdspladser. Det betyder ekstra 14 mio. kr. i årlige indtægter for Esbjerg Kommune.

Arbejdet med at bevare kulturarven i Ribe har mange år på bagen. Omkring år 1900 købte Ribe Turistforening et hus på Skibbroen ved Ribe Å med henblik på bevaring. I 1963 – på opfordring fra byens borgere – vedtog byrådet i den daværende Ribe Kommune en bevaringsdeklaration, der den dag i dag lægger en række restriktioner på de godt 550 bevaringsværdige huse i den historiske bykerne.

Men restriktioner er bare ét værktøj. Formidling er et andet.

Siden kommunalreformen i 2007 har Esbjerg Kommune gjort et godt stykke arbejde med at formidle bygningsarven til borgerne og med at rådgive og udbygge samarbejdet med boligejerne, når de ønskede et bevaringsværdigt hus renoveret eller ombygget. Gennem inddragelse af borgerne er der skabt et stærkere sammenhold, og dermed bakker alle Ribe-borgere op.

I dag fremstår Ribes bykerne – trods husenes alder – som en moderne by. Det er ambitiøst og dygtigt gjort. Det skyldes ikke mindst, at gaderne og husene ikke ligger øde efter klokken 16. Og det tiltrækker gæster fra nær og fjern. Ribe er ikke blot et minde om fortiden. Ribe er fortiden, nutiden og fremtiden på én og samme tid.

Et argument for handling – særligt i landdistrikterne

Særligt for landdistrikterne, der i disse år har udfordringer med vigende befolkningstal, bør analysen ”Værdien af bygningsarven” være en øjenåbner.

De tusindvis af kvadratmeter funktionstømt bygningsarv, der står rundt omkring i Danmark, ligger ofte i landdistrikterne. Den tidligere amtsgård og tinghusene, der står tomme; de mange landbrugsbygninger, det tidligere mejeri.

Her står kommunerne står over for at skulle rydde op, og i den proces er der en meget konkret risiko for, at vi mister væsentlig bygningsarv, hvis vi ikke bliver gode til at prioritere mellem det, der skal værk, og det der har værdi og som kan bidrage til udviklingen.

Det er vigtigt, at kommunerne ikke blindt river ned. Eksemplerne, jeg har fremhævet ovenfor, viser jo nemlig, hvordan bygningsarven kan være et aktiv for nuværende og kommende indbyggere – og/eller, at den kan skabe alternative indtægter i form af turisme, hvis den anerkendes og bruges som en ressource.

Det skal ikke misforstås sådan, at der ikke trænger til at blive ryddet ud i de tomme bygninger. For det gør der. Der er f.eks. ca. 60.000 saneringsmodne boliger i yderområderne, og en stor del bør fjernes helt. Men der er perler imellem, som det vil være en stor skam, hvis vi mister.

Analysen ”Værdien i bygningsarven” er med til at vise, at lokalsamfundene med uovervejede nedrivninger ikke blot risikerer at miste ressourcer i form af social sammenhængskraft og kulturel forankring. Men også et fundament for mulig økonomisk udvikling. Også derfor skal vi blive bedre til at prioritere mellem, hvad der skal falde eller bestå.

Jeg håber, analysen vil blive læst, og at den kan være med til at ”mobilisere” til en fælles diskussion om bygningsarvens værdier. Som den amerikanske forfatter og byplanlægger Jane Jacobs engang gav udtryk for, så kan en by kun tilbyde alle noget, når alle er med til at skabe den.