x

Kommunikations-praktikant til formidling og presse i efteråret 2025

Er du glad for at skrive, og vil du være med til at fortælle gode historier om den filantropiske forening Realdania og vores mange projekter og indsatser? Vi søger en praktikant til vores presse- og formidlingsteams i efteråret 2025.

Fra Superkilen og Demokrati Garage i København til Solnedgangspladsen i Skagen og et rollespilshus på Falster. Realdania støtter store og små projekter over hele landet – med det formål at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø.

Vores arbejde berører mange forskellige områder og problemstillinger i samfundet. Lige fra det at skabe gode rammer for lokale fællesskaber og mere bæredygtighed i byggeriet til udviklingen af små og store byer i Danmark. Hver dag samarbejder vi med mange forskellige eksterne parter, f.eks. kommuner, forskningsinstitutioner, fonde og ildsjæle. Og vi ser det som en vigtig opgave at kommunikere vores viden og erfaringer – både bredt i samfundet og til faglige målgrupper. 

Praktikken løber fra august/september 2025 til december/januar. Det er et krav, at du er studieaktiv. Vi yder et honorar, og der er en god frokostordning og andre medarbejderfordele. Som udgangspunkt er praktikken 37 timer om ugen, men vi kan være fleksible i forhold til dit studie.

Hvad skal du lave?

Dine opgaver vil spænde bredt indenfor kommunikations- og pressearbejde, og du vil blandt andet kunne komme til at arbejde med: 

  • At skrive nyheder og projektbeskrivelser til Realdania.dk
  • Opdatering af hjemmeside med nyheder, pressemeddelelser, publikationer og anden indholdsproduktion
  • Pressearbejde 
  • Indhold til sociale medier
  • Debat- og blogindlæg
  • Taler og oplæg
  • Udarbejdelse af presseklip plus analyser af vores mediedækning
  • Mere lavpraktiske opgaver, som f.eks. at bidrage ved vores mange arrangementer, pakke og sende publikationer og lignende

Hvis der er noget, du har mere interesse for end andet, er vi også meget åbne for at høre om det, og så kan vi i fællesskab tilpasse dine opgaver. 

Hvad forventer vi af dig? 

Du er god til at skrive og kan ramme forskellige målgrupper. Du studerer på en videregående uddannelse med fokus på kommunikation, f.eks. retorik, journalistisk, kommunikation, dansk eller lignende. Derudover interesserer du dig bredt for samfundet og vil gerne være med til at formidle de gode historier om de indsatser og projekter, Realdania støtter. 

Vi ser gerne, at du er relativt langt på din uddannelse, og at du har erfaring med skriftlig kommunikation, enten fra et studiejob eller lignende. Men det vigtigste er, at du har en interesse for det, og at du har masser af lyst til at lære. Vi lægger vægt på, at du er god til at samarbejde, at du er omhyggelig med arbejdsopgaverne og god til retskrivning. 

Du skal have erfaring med Microsoft Office-pakkens programmer, og det er en fordel, hvis du før har arbejdet med digitale platforme, f.eks. hjemmesider – men vigtigst er, at du har lyst til at lære det. 

Hvad kan du forvente af Realdania som arbejdsplads?

Du kommer til at få op mod 200 kollegaer, heraf en gruppe af praktikanter og studentermedhjælpere rundt omkring i huset. Du vil rent praktisk være forankret i vores presseteam, men kommer til at løse opgaver i både vores presseteam og vores formidlingsteam. De to teams består tilsammen af 15 medarbejdere, der arbejder meget tæt sammen i hverdagen.

Realdania er en arbejdsplads med et spændende fagligt miljø og en uformel omgangstone. Du vil have mulighed for at blive en del af vores studentermedhjælperes Messenger-tråd, hvor de en gang imellem aftaler at spise frokost sammen eller holder hyggelige arrangementer.

Ansøgningsfrist og samtaler

Send din ansøgning og CV via knappen nedenfor senest fredag den 23. maj 2025 kl. 12. Der afholdes løbende samtaler, så send hellere din ansøgning afsted i dag end i morgen. Opslaget vil blive fjernet, når vi har fundet en praktikant, der passer til praktikstillingen. 

Om Realdania

Realdania er en filantropisk forening med omkring 190.000 medlemmer. Foreningen arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø – forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Realdania har siden år 2000 støttet flere end 5.200 projekter med mere end 24 mia. kr. Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem.

Læs mere om Realdania her

Har du spørgsmål? 

Hvis du har spørgsmål til praktikstillingen, kan du kontakte pressechef Pia Møller Munksgaard på 29 69 52 49 eller presseteamets studentermedhjælper Barbara Damholt Jensen på 30 64 72 50. 

Søg stillingen