Bagsværdfortet åbner op for historien

15. maj 2013

Søndag den 26. maj kl. 13.00-16.00 indvies Bagsværdfortet. Kom og genopdag Bagsværdfortet både inde og ude, og fordyb dig i fortets historie gennem den nye formidling på skilte og foldere. Deltag i den spændende skattejagt, udfordr dine venner på forhindringsbanen og meget mere. Det hele går løs, når Gladsaxe Pigegarde marcherer i Bagsværdfortets tørgrav kl. 13.00 og slutter kl. 16.00. Alle er velkomne!

Bagsværdfortet indvies af borgmester i Gladsaxe Kommune, Karin Søjberg Holst. ”Det er utrolig dejligt, at det hengemte område ved Bagsværdfortet nu kommer frem og at det bliver muligt at besøge fortet og gå på opdagelse i de historiske omgivelser. Vi glæder os til at indvi Bagsværdfortet den 26. maj og til at give både børn og voksne nogle spændende oplevelser i løbet af dagen”.

Oplev Bagsværdfortets historie

Med den igangværende renovering kan gæster se Bagsværdfortet som det så ud i sin storhedstid. Som det eneste fort på Københavns Befæstning er fortets stormgitter intakt og du kan komme op på toppen af fortet og skue ud over området. Gå en tur i tørgraven eller leg på hindringsbanen, der er inspireret af soldaternes træning under 1. Verdenskrig.

Forsvar af København

Bagsværdfortet blev bygget som led i Københavns Befæstning – danmarkshistoriens største samlede bygningsværk. Som en del af nordfronten skulle fortet standse fjenden, hvis de kom vestfra mellem Vestvolden og Bagsværd Sø. Ligesom de fleste andre anlæg i befæstningen, kom Bagsværdfortet aldrig til at opleve kamp.

Bagsværdfortets historie er nu kommet til live gennem den påbegyndte restaurering og en samlet formidlingsindsats, som består af skiltning på fortet, en informationsfolder og en spændende skattejagt.

Hvem står bag projektet?

Gladsaxe Kommune har med støtte fra partnerskabet bestående af Realdania, Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen påbegyndt restaureringen af Bagsværdfortet og parken omkring.

Kort om Københavns nyere Befæstning

Københavns nyere Befæstning består af en række forter, batterier og volde, der ligger som en beskyttende ring om hovedstaden. Hovedparten af Befæstningen blev opført mellem 1885 og 1894, som reaktion på nederlaget til tyskerne i 1864. Krigsteknologien overhalede imidlertid Befæstningen, og den nedlagdes som forsvarsværk efter 1. Verdenskrig. Enkelte anlæg har dog været i brug indtil for få år siden, herunder Ejbybunkeren på Vestvolden, som Forsvarets Efterretningstjeneste først rømmede i 2004.

Partnerskabet bag projekt Københavns Befæstning

Et partnerskab bestående af Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen

har taget initiativ til at revitalisere Københavns nyere Befæstning. Partnerskabet har afsat 175 millioner kroner til at synliggøre og istandsætte Befæstningen, formidle den som en samlet attraktion og skabe mulighed for fysisk aktivitet og oplevelser. Partnerskabet samarbejder med kommuner og grundejere om at realisere projektet.

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Gladsaxe Kommune

{{ title }}

{{ description }}