x

Lokale ildsjæle restaurerer bevaringsværdig mølle

Mange års vind og vejr har hærget møllen, der både i 60’erne og 80’erne har gennemgået en række utilstrækkelige reparationer. I 1983 overtog lokale ildsjæle møllen som foreningen Brundby Stubmølles Ejerlav og de har gennem 20 år vedligeholdt den gamle mølle, der dog i 2010 var så medtaget at en gennemgribende restaurering var nødvendig.

Brundby Stubmølle, der ligger på Samsø, er som en af landets ældste en meget bevaringsværdig mølle. Møllen blev oprindeligt opført på Endelave, senere solgt til Samsø og opstillet på Dansebjerg, før den blev flyttet til sin endelige placering i Brundby i 1817. I dag er det de frivillige ved møllelauget, der viser rundt og fortæller historier i møllens sommeråbningstid.