x

Ph.d.-stipendium i herregårdenes drifts- og avlsbygninger

Pressemeddelelse 5. juli 2006

Dansk Center for Herregårdsforskning har udsendt følgende pressemeddelelse:
Takket være støtte fra Realdania kan Dansk Center for Herregårdsforskning i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus opslå et treårigt ph.d.-stipendium i herregårdenes drifts- og avlsbygninger.

Realdania har i de senere år sat fokus på landbrugsområdet, bl.a. med en stor kampagne for genanvendelsen af bevaringsværdige landejendomme og en ny kampagne til udvikling af landsbrugsbyggeriet. Med støtten til det opslåede ph.d.-stipendium bidrager Realdania til udviklingen af redskaber og metoder, der på længere sigt kan skabe nyt liv i udtjente landejendomme.

Herregårdene er andet og mere end de hovedbygninger, der tidligere dannede ramme om et herskabeligt liv. De er enestående helheder, der udover hovedbygningen, består af haveanlæggene med deres righoldige inventar af lysthuse og vandkunst, landskaberne med de levende hegn, fritstående trægrupper, stengærder, enge og lystskove og ikke mindst af avls- og driftsbygningerne. Med det opslåede ph.d.-stipendium tages der et skridt på vejen mod at få sat fokus på det sammenhængende kulturmiljø, som herregårdene udgør, og på nogle af de udfordringer som herregårdene står over for i lyset af den samfundsmæssige og økonomiske udvikling i det 20. århundrede.

Gennem de seneste år har landbrugets udvikling medført en hidtil uset produktspecialise-ring, såvel som introduktionen af helt nye driftsformer. Denne udvikling har bevirket, at der hyppigt stilles meget specielle krav til drifts- og avlsbygningernes indretning og udformning.  Da det ofte har vist sig vanskeligt at kombinere de moderne krav til drifts- og avlsbygninger med de arkitektoniske værdier, som herregårdenes bygningsanlæg repræsenterer, har udviklingen bevirket, at mange af herregårdenes drifts- og avlsbygninger i dag står uden anvendelse.

Det opslåede stipendium vil sætte fokus på spørgsmålet om, hvordan disse bygningsanlægs arkitektoniske kulturarvsværdier kan varetages i lyset af de krav, som det moderne landbrug stiller til drifts- og avlsbygningernes funktion. Der vil således blive sat fokus på, hvordan bygningernes kulturarvsværdier kan sikres i samspil med fremadrettede funktionsændringer og nutidig arkitektur, så avls- og driftsbygningerne atter bliver aktive, indbringende og levende dele af herregårdsmiljøet.

Yderligere oplysninger 

Dansk Center for Herregårdsforskning, tlf. 8648 3001