Baggrund
Tradition for stjernearkitektur
Med Norman Fosters Elefanthus fortsætter Københavns Zoo en tradition for at lade fremtrædende arkitekter og tegnestuer præge havens udvikling.
Zoos direktør, Lars Lunding Andersen, fik ideen til at inddrage Norman Foster, da han under et besøg på British Museum i London så resultatet af arkitektens glasoverdækning af museet. Han allierede sig med kunstneren Per Arnoldi, som har udsmykket flere af Fosters værker. Med den danske kunstner som mellemmand lykkedes det i 2001 at få stjernearkitekten med på projektet.
Norman Foster er verdensberømt for mange store bygningsværker, herunder den internationale lufthavn i Hong Kong, The Gherkin og Millennium Bridge i London, ligesom han forestod renoveringen af Reichstag i Berlin.
Norman Fosters hjemmeside
Have med en lang historie
København Zoo er en af Europas ældste zoologiske haver. Den blev grundlagt i 1859 af den danske ornitolog, Niels Kjærbølling. Kongen gav ham lov til at låne en bid af Frederiksberg Have til formålet. Den første udstilling bestod af ørne, ugler, høns, ænder, kaniner, en ræv i en lænke, en sæl i et badekar og en skildpadde i en spand.
Den ældste bygning, der stadig benyttes, blev opført i 1872-1873. Det er kamelernes bygning. De mest kendte bygninger i zoo er det 50 meter høje tårn fra 1905 og Elefanthuset, som fra 1914 husede alle tykhuder, indtil tapirer og flodheste fik deres eget.
Forbindelsen til Frederiksberg Have er genetableret
Elefanthuset er opført i et 12.000 m² stort nyt anlæg i den nordlige del af Zoologisk Have ud mod Frederiksberg Have. Dermed har man fået frit udsyn til elefanterne og zoo fra Frederiksberg Have, og de to haver har igen en tæt forbindelse, som det var tilfældet oprindeligt. Overgangen mellem den romantiske have og zoo er blevet elefanternes ude-anlæg, udformet som et delvis udtørret flodleje. Elefanthusets omgivelser er udført af den danske landskabsarkitekt Stig L. Andersson.