x

Farvel til den firlængede - Syv forslag kåres i dag som bedste bud på fremtidens landbrugsbyggeri

Pressemeddelelse 13. juni 2007

Vandrestier på taget af en lade til korn. Underjordiske grisestalde med et drivhus oven på. Læskærme om gården formet som en spiral i landskabet. Velfærdsstalde til køer.

Realdanias idékonkurrence om fremtidens landbrugsbyggeri har kastet mange nye og idérige bud af sig. 18 konsortier har bidraget med deres visioner for, hvordan vi i Danmark fremover forener landbrug og landskab. Og hvordan vi sikrer, at landmandens produktion går hånd i hånd med hensyn til dyr, mennesker og miljø.   

I dag onsdag 13. juni kl. 10:30-13:00 kåres konkurrencens syv vindere hos

Dansk Arkitektur Center (DAC)
Strandgade 27B
1401 København K

Med kåringen af vinderne siger vi samtidig farvel til den firlængede gård, til knopskyderier og tilfældigt byggeri på landet.

Bedste bud på en ny bedrift
Omkring 100 danske landmænd viste oprindeligt interesse for projektet. Seks blev valgt ud til at fortsætte. De 18 konsortier har givet hver deres bud på, hvordan de seks udvalgte landmænds byggerier kan realiseres.

"Det er uhyre spændende at se, hvordan konsortier og landmænd har bygget bro over ellers ofte adskilte verdener og forenet kræfter i en fælles udfordring om at præge udviklingen. Vi står nu med en samling nyskabende og perspektivrige ideer, der kan danne skole for fremtidens landbrugsbyggeri. Konsortier og landmænd fortjener virkelig opmærksomhed for det her arbejde," siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

En dommerkomité har kåret de syv bedste forslag, der nu bliver vurderet i forhold til en eventuel realisering. Det blev til syv vindere, fordi to konsortiers bud på den samme landmands udfordringer var lige gode, lige innovative og gennemgribende.

Vinderforslagene viser en meget høj grad af opfindsomhed og evne til nytænkning. Der er i alle forslagene lagt stor vægt på at skabe eksperimenterende byggerier, der viser helt nye veje for, hvordan landbrugsbyggeri kan se ud. Eksperimenterende byggeri er ofte meget dyrt, og derfor skal projekterne bearbejdes, før der kan komme konkrete byggeprojekter ud af de mange gode idéer.